Adfærdsanalytisk pjece om søvnforstyrrelser

Interesseorganisationen Autism Speaks har udgivet en pjece med adfærdsanalytiske råd til forældre, der har børn med autisme og søvnforstyrrelse. Pjecen – der er gratis – er baseret på forskningsresultater, der viser, at forældreuddannelse til en vis grad kan dæmpe nogle former for søvnforstyrrelser hos børn med autisme. Samtidig har en stor befolkningsundersøgelse endnu engang bekræftet, at børn med autisme sover mindre end typiske børn og at deres søvn er afbrudt af hyppige opvågninger om natten.

De fleste undersøgelser af søvnforstyrrelser hos børn med autisme er små studier af et begrænset antal børn, der allerede er diagnosticeret med en søvnforstyrrelse. I disse undersøgelser har man mulighed for detaljeret at dataregistrere søvnforstyrrelserne, men man har ikke mulighed for at følge udviklingen af søvnforstyrrelserne over tid. I den nye undersøgelse har man fulgt et meget stort antal børn fra de var spædbørn til de fyldte 11 år, og det giver mulighed for at sammenligne børnenes søvnmønstre på forskellige tidspunkter i deres barndom (Humphreys, 2013).

Undersøgelsen er gennemført i England og omfatter mere end 14.000 børn, der er født i 1991-92. Af disse blev 86 senere diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse. Forældrene til alle børn i undersøgelsen er otte gange blevet bedt om at udfylde spørgeskemaer om deres børns søvn - fra børnene var 6 måneder gamle til de fyldte 11 år. Der er i undersøgelsen data om natte- og dagsøvnenes længde, sovetidspunkt om aftenen, tidspunkt for opvågning om morgenen samt antallet af gange barnet har været vågent om natten. Derimod er der ikke data for, i hvor lang tid børnene har været vågne om natten.

Figur 1. Gennemsnitlig længde af nattesøvn hos børn med ASF og typiske børn

Som man kan se af figuren, er der ingen forskel på søvnmængden hos spædbørn. Det er først i 30 måneders alderen, at forskellene på børn med autisme og typiske børn viser sig. Forskellene i søvnlængde skyldes dels, at børn med autisme falder senere i søvn end typiske børn og dels at de vågner tidligere end typiske børn. Desuden har en del børn med autisme vågenperioder om natten. Forskellene er størst, når børnene er mellem 6 og 7 år gamle. Her er der tre kvarters forskel i gennemsnitlig søvnlængde. Det er også i denne alder, at børn med autisme er mest søvnforstyrrede i form af vågenperioder om natten. I denne alder er 11 % af børn med autisme vågne tre eller flere gange hver nat, mens det kun gælder for 0,5 % af de typiske børn.

Forskere fra USA har for nylig offentliggjort en undersøgelse af en forældreuddannelse i adfærdsanalytisk håndtering af nogle former for søvnforstyrrelser hos børn med autisme (Malow, 2013). I undersøgelsen indgik 80 børn med autisme i alderen fra 2 til 10 år og deres forældre. Forældrene fik et kursus i håndtering af vanskeligheder med at falde i søvn. Enten i en gruppebaseret undervisning (i alt fire timers undervisning efterfulgt af to telefonopfølgninger) eller som undervisning af enkelte forældrepar (en times undervisning samt to telefonopfølgninger).

Indholdet i forældreuddannelsen var centreret omkring

Tabel 1. Gennemsnitlige resultater efter individuelt forældrekursus

 

Baseline

Efter forældrekursus

Søvnforsinkelse - minutter

59,8

39,5

Procentandel søvn ift. tid i seng

76,2

78,7

Vågentid – minutter

63,8

59,3

Samlet søvnlængde - minutter

487

481

Som man kan se af tabellen, var der en vis effekt af forældreuddannelsen på den tid, der gik fra lyset blev slukket til barnet faldt i søvn – her kaldet søvnforsinkelsen. Derimod var der ingen eller minimale effekter på de andre parametre: den samlede søvnlænge, vågentid om natten og procentandel søvntid i forhold til tid i sengen. Resultaterne for de forældre, der modtog en gruppebaseret forældreuddannelse var helt identiske. Og en af undersøgelsens konklusioner er derfor, at der ikke er forskel på, om en sådan forældreuddannelse tilrettelægges målrettet enkelte forældrepar eller bliver givet som gruppeundervisning.

På grund af de – trods alt – positive resultater for søvnforsinkelsen er der nu blevet udgivet en pjece, som fokuserer på strategier til håndtering af de børn med autisme, der har problemer med at falde i søvn (Autism Treatment Network 2013). Man har – pga. de udeblevne resultater – udeladt de elementer i forældreuddannelsen, som retter sig imod vågenperioder om natten, og fokuserer i stedet på teknikker til at lære barnet med autisme selv at falde i søvn. Pjecen kan downloades gratis fra Autism Speaks’ website

Pjecen er helt uden adfærdsanalytiske fagtermer, men er tydeligvis baseret på adfærdsanalytiske teknikker: visuelle prompter, forstærkninger, tokensystemer samt manipulering af det fysiske miljø. Der er endnu ikke planlagt undersøgelser, der kan belyse, om pjecen kan give de samme resultater som den målrettede forældreuddannelse.

Hvis man som forældre har brug for teknikker til håndtering af vågenperioder om natten, så er man stadig henvist til en ældre bog af adfærdsanalytikeren Mark Durand (Durand, 1998). Bogen har tidligere været anmeldt på ABAforum.dk

Referencer

Autism Treatment Network (2013). Strategies to Improve Sleep in Children with Autism Spectrum Disorders. New York, NY: Autism Treatment Network & Autism Intervention Research Network on Physical Health.

Durand, V. M. (1998). Sleep better: A guide to improving sleep for children with special needs. Baltimore, MD: Paul H. Brookes.

Humphreys, J. S., Gringras, P., & Blair, P. S. (2013). Sleep patterns in children with autistic spectrum disorders: a prospective cohort study. Archives of disease in childhood, [Epub ahead of print]. doi: 10.1136/archdischild-2013-304083

Malow, B. A., Adkins, K. W., Reynolds, A., Weiss, S. K., Loh, A., Fawkes, D., . . . Clemons, T. (2013). Parent-Based Sleep Education for Children with Autism Spectrum Disorders. Journal of autism and developmental disorders, [Epub ahead of print]. doi: 10.1007/s10803-013-1866-z. Læs abstract på ABAforum.dk

Joi Bay /03.10.2013