USA

Forsker udnævnt til 'Rock Star of Science'

Autismeforskeren Geraldine Dawson er blevet udnævnt til 2010s Rock Star of Science. Denne usædvanlige æresbevisning uddeles en gang årligt af en privat fond i samarbejde med mandebladet GQ. Geraldine Dawson har i mere end 20 år forsket i autisme. Først som professor ved University of Washington og nu som forskningsleder for interesseorganisationen Autism Speaks. Geraldine Dawson er bl.a. kendt for sin forskning i ultratidlig adfærdsanalytisk intervention og som medforfatter til curriculumbogen om ABA-varianten Denver Model.

Initiativtager til udmærkelsen Rock Star of Science er det amerikanske tøjfirma Geoffrey Beene, der producerer tøj til mænd, og hvis overskud udelukkende doneres til medicinsk forskning og oplysning om folkesygdomme – cancer, HIV og nu autisme. Fonden Geoffrey Beene Gives Back har I samarbejde med mandeblandet GQ samlet otte rockmusikere, som støtter autismeforskning - Debbie Harry (Blondie), Bret Michaels, Timbaland, Keri Hilson, Heart (Anne and Nancy Wilson), Jay Sean samt B.o.B. Som et led i udnævnelsen til Rock Star of Science bliver Geraldine Dawson portrætteret i GQ sammen med flere af disse rockmusikere. Portrættet findes i december nummeret af GQ.
Geraldine Dawson - Rock Star of Science 2010

Rock Star of Science har til formål at sætte fokus på medicinske problemer af national interesse, siger direktøren for Geoffrey Beene Gives Back, G. Thompson Hutton. Hvis vi investerer i medicinsk forskning nu, kan det redde liv og milliarder af dollars i fremtiden, siger han. Det er et problem, at befolkningen ikke har føling med forskningsverdenen, og Rock Star of Science har bl.a. til formål at fremme forståelsen for medicinsk forskning i den unge del af befolkningen.

Geraldine Dawson siger, at det er en ære at blive udnævnt til Rock Star of Science. Kampagnen hjælper til med at oplyse om autisme og forskning i autisme, hvor der netop nu er spændende resultater om årsagerne til autisme og behandling af autisme. Sidste års Rock Star of Science, Dr. Francis Collins fra National Institutes of Health, siger, at forskning kun har en chance for at få indflydelse, hvis der er en meget bred offentlig forståelse og støtte til forskningen.

Geraldine Dawson har været forskningsleder af Autism Speaks siden 2007. Autism Speaks har et årligt forskningsbudget på over US$ 142 millioner (779 mio. DKK). Dr. Dawson er desuden forskningsprofessor på Department of Psychiatry ved University of North Carolina samt professor emeritus ved University of Washington, hvor hun tidligere har været leder af universitetets Autism Center. Her stod hun i spidsen for universitetets undersøgelse af ultratidlig intervention til vuggestuebørn (se artiklen 8,6 mio. dollars til forskning i ABA-behandling for børn med autisme). Hun er forfatter eller medforfatter til mere end 100 forskningsartikler om autisme og autismebehandling. Sammen med Sally Rogers har hun skrevet curriculumbogen Early Start Denver Model for young children with autism, som giver anvisninger på ultratidlig ABA-intervention for småbørn med autisme eller hvor der er mistanke om autisme.

Billedtekst: Geraldine Dawson (yderst til venstre) sammen med andre Rock Stars of Science og rapperen og pladeproduceren Jay Sean. Foto: Kurt Iswarienko.

Kilde: Pressemeddelelse fra Autism Speaks, 17. november 2010

Fonden Geoffrey Beene Gives Back har webadressen http://www.geoffreybeene.com/rsos_events.html

Autism Speaks har webadressen http://www.autismspeaks.org/

Redaktionen 23.11.2010