MISSOURI, USA

Forældre begejstrede for ny lov

Forældre til børn med autisme i staten Missouri er begejstrede for, at den årelange kamp mellem forældre og forsikringsbranchen omkring dækning af autismebehandling nu er slut (læs artiklen: 21 stater har nu forsikringsdækning af ABA-behandling). Den nye lov træder dog først i kraft den 1. januar 2011. Ifølge loven skal både diagnose og behandling for autisme dækkes af forsikringsselskaberne. Antallet af behandlinger må ikke begrænses, og forsikringsselskaber må ikke afvise eller udelukke forsikringstagere fordi de selv eller et barn har en autismediagnose.

Forkvinden for Autism Alliance of Northwest Missouri - Jamie Bachman – som er mor til to born med autisme, er begejstret, selv om det har været en lang og sej kamp for at få loven vedtaget. Jamie Bachman fortæller, at hun begyndte at kæmpe for forsikringsbetalt ABA-behandling allerede i 1997, da hendes nu 16-årige datter lige var blevet diagnosticeret. Siden har utallige forældre til børn med autisme selv måttet betale for deres barns dyre ABA-behandling. Mange har måttet belåne deres huse eller overtrække deres kreditkort for at få råd til behandlingen.

Den nye lovgivning har været lang tid undervejs. Allerede i 2007 nedsatte den lovgivende forsamling i Missouri en kommission om autismebehandling - Blue Ribbon Panel on Autism. Kommissionen anbefalede lovgivning om forsikringsdækning af autismebehandling, og sådanne forslag blev fremsat I bade 2008 og 2009, men det lykkedes ikke at skaffe flertal for loven.

Implementeringen af den ny lovgivning bliver dog vanskeliggjort af manglen på ABA-supervisorer i Missouri. Mange forældre har tidligere måttet rejse til Kansas City i nabostaten for at supervision.

Den nu vedtagne lov - House Bill 1311 – indebærer også, at der skal nedsættes et statsligt Behavior Analyst Advisory Board, der skal kvalitetssikre behandlinger og certificere adfærdsanalytikere og trænere.

Loven bestemmer også at Missouri Department of Insurance skal behandle ansøgninger om fritagelse for obligatorisk dækning af autismebehandling til små virksomheder. Fritagelsen kan ske, hvis forsikringspræmien stiger med mindst 2½ procent som følge af kravet om at dække autismebehandling. Det er uklart, om en fritagelse for dækning af autismebehandling bliver kompenseret af andre instanser eller om ansatte i disse mindre virksomheder mister muligheden for at få dækket autismebehandling.

Tausha Taylor er mor til den syvårige Corby. Hun fortæller at forsikringsbetalt ABA-behandling ville have kunnet hjælpe Corby på et tidligt tidspunkt. I stedet har hun været tvunget til at igangsætte hjemmetræning baseret på ABA-principper. Hun har brugt omkring US$ 10.000 om året på behandling (57.000 DKK), men en fuldgyldigt ABA-behandling koster ca. US$ 40.000 om året (226.000 DKK) – penge, som hun ikke selv har kunnet betale.

Kilde: St. Joseph News-Press ( Missouri), 13. juli 2010

Læs House Bill 1311

Tidligere artikler om ABA i Missouri:
21 stater har nu forsikringsdækning af ABA-behandling
Modstand imod forsikringsbetalt behandling
Børn samler ind til ABA-skole
Tyrkisk dreng får behandling i St. Louis

Redaktionen /10.08.2010