USA

Ivar Lovaas er død

Forskeren og adfærdsanalytikeren Ivar Lovaas er død den 2. august 2010 - 83 år gammel. Han var en af pionererne i udvikling af anvendt adfærdsanalyse som praktisk anvendelig intervention for børn med autisme, og hans navn er for mange et synonym for ABA-behandling. Ofte bliver ABA-behandling derfor – uofficielt – betegnet som Lovaas-behandling.

Ivar Lovaas var født i Norge i1927 og blev døbt Ole Ivar Løvaas. Efter sin norske studentereksamen rejse han til USA, hvor han studerede psykologi. Lovaas har fortalt, hvordan han i begyndelsen af sine studier havde planlagt en karriere som psykoanalytiker, men psykoanalysen var for meget snak, for lidt dokumentation og handling til hans temperament. I perioden 1951 til 1958 studerende han ved University of Washington i Seattle under Sidney W. Bijou sammen med andre studerende, der senere er blevet adfærdsanalytiske koryfæer – bl.a. Donald Baer, Montrose Wolff og Jim Sherman. I 1958 fik han sin Ph.D-grad fra University of Washington og blev i 1961 tilknyttet University of California, Los Angeles. Her blev han professor i 1967 og udviklede i 1960erne det førende forskningsmiljø omkring tidlig adfærdsanalytisk behandling af børn med autisme. Det behandlingsprogram, som udvikledes under ledelse af Ivar Lovaas, er siden blevet kendt under betegnelsen UCLA Young Autism Project. I 1995 oprettedes Lovaas Institute for Early Intervention (LIFE), som giver tidlig intensiv intervention til småbørn med autisme, og som efteruddanner adfærdsanalytikere i denne behandlingsform, og i dag er der 12 tilsvarende centre i USA, som tilbyder behandling ud fra UCLA Young Autism curriculum.

Ivar Lovaas havde en sjælden evne til at kombinere en videnskabelig karriere på et højt niveau, praktisk terapeutisk arbejde samt formidling uden for de universitære og adfærdsanalytiske miljøer.

Videnskabeligt vil Lovaas især blive husket for sin konsekvente brug af data fra eksperimentel psykologi til undersøgelse af læring og lærehæmning hos børn med autisme. Ivar Lovaas var den første forsker, der eksperimentelt demonstrerede, at selvskadende adfærd kan være en form for operant adfærd. Lovaas & Simmons (1969) behandlede således selvskadende adfærd ved brug af extinktion, hvor de ignorerede den uhensigtsmæssige adfærd, hvorved der observeredes en gradvis mindskning i adfærden. Hans senere forskning har dokumenteret, at tidlig og intensive adfærdsanalytisk intervention kan eliminere tidlige tegn på autisme og give børn med en autismediagnose mulighed for at blive integreret med typiske børn i skolen.

Lovaas’ forskning fokuserede tidligt på at lære sprogløse eller sproghæmmede børn med autisme at anvende talesproget som kommunikationsform. F.eks. formede Lovaas, Berberich, Perloff og Schaeffer (1966) med succes verbaliseringen hos sådanne børn ved at forstærke børnenes udtaleforsøg og deres verbale imitationer. Denne forskning viste, at det var muligt vha. adfærdsanalytiske procedurer at fremme udvikling af både sprogforståelse og sprogbrug hos børn med autisme, men samtidig blev det dokumenteret, at disse færdigheder ville gå tabt igen, hvis der ikke skete en generalisering og en aktiv involvering af forældrene i behandlingen (Lovaas, 1977; Lovaas, Koegel, Simmons & Long, 1973).

Som teoretiker er Lovaas især blevet kendt for begrebet ’stimulus overselektivitet’, som danner grundlag for en hypotese om autisme. Ifølge denne er børn med autisme karakteriseret af, at de ikke opfatter og reagerer på alle relevante stimuli, men kun et selektivt udvalg af stimuli. Denne manglende evne til at opfatte helhederne og detaljerne i deres omgivelser kan være en vigtig faktor i fraværet af normal sprogudvikling og manglende social forståelse, manglende evne til at generalisere tillært adfærd til nye stimulussituationer og manglende evne til at lære ved hjælp af prompter i læringsmiljøet (Lovaas, 1979).

Antallet af børn, der modtog den intensive form for adfærdsanalytisk behandling ved UCLA var i 1960erne og 1970erne meget begrænset, og først i slutningen af 1980erne var der data, der samlet set kunne dokumentere behandlingens effekter på gruppeniveau. Lovaas’ artikel om de 19 børn, der havde modtaget mindst 40 timers træning om ugen (Lovaas 1987) er uden tvivl Lovaas’ videnskabelige hovedværk. Det er denne artikel, som er årsagen til den efterfølgende optimisme med hensyn behandling af børn med autisme, men det er også en artikel, som har givet anledning til store diskussioner, og som er blevet kraftigt kritiseret. I lighed med de tilsvarende effektundersøgelser fra daværende tidspunkt lider 1987-undersøgelsen af en række metodiske svagheder, men det er historisk set den mest betydningsfulde artikel om brugen af anvendt adfærdsanalyse til behandling af småbørn med autisme. Og dens resultater er siden blevet bekræftet af andre forskere.

Det er hovedsagelig på grund af Ivar Lovaas’ forskning og hans brede gennemslag blandt kolleger og forældre til børn med autisme, at Autism Society of America, National Institute of Mental Health, Research Autism, UK, American Academy of Pediatrics samt Surgeon General, USA i dag anbefaler ABA-behandling som en videnskabeligt dokumenteret behandlingsform for børn med autisme.

Ivar Lovaas modtog en række udmærkelser for sit mangeårige arbejde som adfærdsanalytiker. Herunder Edgar Doll Award, Distinguished Research Contribution Award fra American Psychological Association, Annual Mental Health Award, California Senate Award, samt et Guggenheim Fellowship. Som en anerkendelse af hans store arbejde for at formidle adfærdsanalyse tildelte Association of Behavior Analytisis International ham i 2004 Effective Presentation of Behavior Analysis in the Mass Media Award. Ivar Lovaas var også æresmedlem af Norsk Atferdsanalytisk Forening (Nafo).

Ivar Lovaas formidlede ikke kun sine resultater til videnskabelige og adfærdsanalytiske kolleger, men havde også en bred gennemslagskraft i forhold til forældre til børn med autisme og til autismeforeninger. Hans praktiske behandlingsarbejde med børn med autisme blev i starten især kendt i kraft af en serie af videofilm om Pamela, Ricky, Billy og Chuck, de fire børn med autisme, som Ivar Lovaas og hans medarbejder behandlede i første halvdel af 1960erne. Siden skrev han sammen med sine medarbejdere den første curriculum-bog om adfærdsanalytisk autismebehandling – The ME Book (Lovaas, 1981), som efterfølgende er blevet opdateret (Lovaas, 2002). Han har endvidere formidlet sin viden i en række tv-udsendelser og har givet forelæsninger og foredrag i en lang række af lande.

Ivar Lovaas var i en lang årrække en meget kontroversiel person blandt fagfolk og forældre i autismemiljøerne. Det skyldes dels hans fastholdelse af, at autisme kan og skal behandles – på trods af andre fagfolks opfattelse af, at autisme er en livslang lidelse, der ikke kan helbredes. Især højtfungerende voksne med autismespektrumforstyrrelser finder Lovaas’ livsværk stødende, fordi de opfatter det som et angreb på deres ret til at leve med deres autisme. En anden årsag til kontroverser omkring Lovaas’ faglighed er hans daværende eksperimenter med at behandle alvorlig selvskadende adfærd med straffende procedurer (Lovaas, Schaeffer & Simmons, 1965). Procedurer, som i dag opfattes som uetiske og som ikke længere anvendes, og som gav anledning til en dyb splittelse i adfærdsanalytiske fagkredse. Afstandtagen fra brugen af straffende procedurer førte i 1990’erne til bevægelsen Positive Behavior Support.

Lovaas var en meget karismatisk person, der blev læremester for en lang række af forskere og adfærdsanalytikere, der valfartede til University of California, Los Angeles for at lære ABA-metoden. Robert Koegel, Laura Schreibman, Tristram Smith, Ronald Leaf og Edward G. Carr er blandt de adfærdsanalytikere, som har studeret hos Lovaas. Blandt nordiske adfærdsanalytikere har bl.a. Svein Eikeseth, Morten Klevstrand, Örjan Swahn, Svein Magnar Hansen og Willy-Tore Mørch tilbragt kortere eller længere tid ved UCLA.

Som forsker og som kliniker var Lovaas en meget engageret, ambitiøs og fagligt krævende person. Hans søn har fortalt, hvordan mange af hans weekender som barn blev tilbragt på UCLA, hvor Ivar Lovaas også arbejdede i sin fritid (Erik Lovaas 2009). Andre har berettet om de høje krav, som Lovaas stillede til sig selv og til sine studerende (Mørch, u.år). Som andre karismatiske og skole-dannende fagfolk resulterede Lovaas’ engagement og dedikation også i en række faglige og personlige brud med tidligere tætte samarbejdspartnere.

Ivar Lovaas efterlader sig fire voksne børn og sin hustru – Nina Whatten Lovaas. Begravelsen sker i familiært regi, men der vil senere blive afholdt en mindehøjtidelighed ved University of California, Los Angeles.

Referencer

Lovaas, Erik (2009) Erik, about his father, Dr. Ivar Lovaas. http://www.thelovaascenter.org/team/team.html

Lovaas, O. I., Schaeffer, B. & Simmons, J. Q. (1965). Building social behavior in autistic children by use of electric shock. Journal of Experimental Research and Personality, 1, 99-109.

Lovaas, O. I., Berberich, J. P., Perloff, B. F. & Schaeffer, B. (1966). Acquisition of imitative speech in schizophrenic children. Science, 151, 705-707.

Lovaas, O. I. & Simmons, J. Q. (1969). Manipulation of self-destruction in three retarded children. Journal of Applied Behavior Analysis, 2, 143-157.

Lovaas, O. I., Koegel, R. L., Simmons, J. Q. & Long, J. S. (1973). Some generalization and follow-up measures on autistic children in behavior therapy. Journal of Applied Behavior Analysis, 6, 131-165.

Lovaas, O. I. (1977). The autistic child : language development through behavior modification. New York, NY: Halsted Press.

Lovaas, O. I., Koegel, R. L., & Schreibman, L. M. (1979). Stimulus overselectivity in autism: A review of research. Psychological Bulletin, 86, 1236-1254.

Lovaas, O. I., Ackerman, A. B., Alexander, D., Firestone, P., Perkins, J. & Young, D. (1981). Teaching developmentally disabled children : The ME Book. Austin, TX: Pro-Ed.

Lovaas, O.I (1987). 'Behavioral treatment and normal educational/intellectual functioning in young autistic children', Journal of Consulting and Clinical Psychology, 55, 3-9.

Lovaas, O. I. (Ed.). (2002). Teaching Individuals with Developmental Delays : Basic Intervention Techniques. Austin, TX: Pro.Ed Inc.

Willy-Tore Mørch (uden år). Noen personlige opplevelser med to av NAFO’s æresmedlemmer. Universitetet i Tromsø.

Lovaas Institute for Early Intervention (LIFE) har webadressen http://www.lovaas.com/

 

Joi Bay 04.08.2010