MINNESOTA, USA

Fra to til 100 børn i behandling

Partners in Excellence, som er et ABA-center i Minnesota, er i løbet af en kort årrække vokset fra to til mere end 100 børn spredt på tre lokaliteter. Initiativtageren til centeret er blevet belønnet med en pris for socialt entreprenørskab.

Partners in Excellence er oprettet af Deb Thomas, som selv er mor til et barn med handicap. I kraft af hendes frivillige sociale arbejde i forhold til andre familier med børn med handicap opdagede Deb det store behov for hjælp og behandling til børn med autisme.

Deb Thomas blev i 2001 kontaktet af to mødre til børn med autisme, som i en årrække havde finansieret og organiseret hjemmebehandling af deres børn, men som nu trængte til aflastning fra opgaverne og ansvaret som teamledere. Disse to familiers behov for erstatning for deres ABA-hjemmebehandling blev starten på Partners in Excellence. Siden er antallet af børn vokset til mere end 100, og centeret har 125 ansatte på tre forskellige lokaliteter: Burnsville, Eidina og North St. Paul. Hovedkvarteret i Burnsville er blevet udvidet og har mere end 3.500 m2 til rådighed. Omsætningen var sidste år på US$ 6 mio. (35,5 mio. DKK), og centeret er klar til at udvide med en ny lokal afdeling i byen La Crosse i nabostaten Wisconsin.

Den hurtige vækst på 30-40 procent om året har ikke været let, fortæller Bruce Thomas, som er gift med Deb, og som fungerer som daglig leder af centeret. Det har især været et problem at rekruttere kvalificeret personale og kvalitetssikre tilbuddene samt leve op til forældrenes forventninger. Det er kun lykkedes på grund af et meget dediceret og fleksibelt personale, der yder en ekstraordinær indsats, understreger Bruce Thomas.

Deb Thomas er for nylig af et lokalt dagblad blevet udnævnt til dette års Dakota County's exceptional businesswomen. En udmærkelse, som blev givet på grund af hendes evner som social entreprenør.

Partners in Excellence tilbyder tidlig og intensiv adfærdsanalytisk behandling af børn med autisme i alderen fra 1 til 10 år. Behandlingen omfatter op til 40 timers 1:1-tid om ugen i ca. 2½ år. ABA-behandlingen suppleres med audiologopædi samt ergo- og fysioterapi. Børnene bliver visiteret af skoledistrikter, diagnosecentre samt af privatpraktiserende psykologer. Behandlingen betales i nogle tilfælde af forsikringsselskaber. I Minnesota er der dog for øjeblikket kun to forsikringsselskaber, der dækker ABA-behandling af børn med autisme.

ABA-centeret har et tæt samarbejde med statens autismeforening, Autism Society of Minnesota. Foreningens psykolog-konsulent, Barbara Luskin, fortæller at foreningen får mange positive tilbagemeldinger fra forældre, hvis børn går i behandling på Partners in Excellence. Hun fortæller, at ABA-centeret har et godt omdømme og giver indtryk af at være temmelig effektivt.

Professor Joe Reichle fra Minnesota Leadership Education in Neurodevelopment and Related Disabilities (LEND) ved University of Minnesota kender ikke til detaljerne i Partners in Excellence’s tilbud, men siger generelt til avisen Star Tribune, at ABA-behandling har den bedste empiriske dokumentation.

Kilde: Star Tribune (Minneapolis, MN), 28. juni 2010

Partners in Excellence har web-adressen http://www.pieofmn.com/

Tidligere artikler om ABA i Minnesota
Masteruddannelse i ABA får topkarakter

Redaktionen /97.07.2010