BRITISH COLUMBIA, CANADA

British Columbia opgiver offentlig intensiv intervention

Børneminister Mary Polak fra den canadiske provins British Columbia har meddelt, at provinsen fra næste år vil stoppe den offentligt finansierede intensive form for ABA-intervention, som 70 børn får. De sparede penge skal i stedet fordeles til de mere end 800 familier til førskolebørn med autisme, der modtager økonomisk støtte fra provinsen.

Den intensive form for ABA-behandling koster CA$ 70.000 om året per barn (333.000 DKK). De sparede CA$ 5 mio. (23,8 mio. DKK) skal fordeles til de familier, der i forvejen modtager økonomisk støtte til deres førskolebørn med autisme. I april 2010 vil støttes efter planen bliver hævet fra de nuværende CA$ 20.000 til CA$ 22.000 per år (95.000 – 105.000 DKK). Denne støtte ydes til børn, der er er under seks år gamle.

Nedlæggelsen af provinsens intensive ABA-tilbud er begrundet i et ønske om større lighed blandt børn med autisme. Ifølge børneminister Mary Polak er der nu behov for at ligestille alle førskolebørn med autisme, således at nogle få udvalgte ikke modtager et meget dyrere tilbud end flertallet.

Oprettelsen af det intensive ABA-program i British Columbia skete efter en længere retssag i begyndelsen af dette årti, hvor først to provinsdomstole pålagde provinsen at yde tidlig og intensiv ABA-behandling til børn med autisme, men som i Canadas højesteret faldt ud til provinsens fordel: regeringen er ikke lovpligtig til at yde tidlig og intensiv ABA-behandling til børn med autisme. Alligevel fortsatte ABA-tilbuddet, men nu er det slut, siger Mary Polak. Hun kalder ABA-tilbuddet for en »Cadillac« for nogle få børn med autisme og siger, at midlerne må fordeles mere retfærdigt. Hun siger også, at resultaterne af ABA-tilbuddet ikke er så meget bedre end traditionelle tilbud til børn med autisme, så det kan retfærdiggøre den høje pris.

Formanden for Autism Society of British Columbia siger, at nedlæggelsen af ABA-tilbuddet vil skade de børn, der modtager tilbuddet i dag – også selv om regeringen hævder at pengene bruges til andre børn med autisme. De ekstra CA$ 2.000 om året vil knapt nok dække de ekstra omkostninger, som følger af, at private ABA-behandlinger fremover skal pålægges yderligere 7 procentpoint moms. For øjeblikket betaler private udbydere af behandling kun 5 % i moms, men fra juli 2010 stiger taksten til de sædvanlige 12 %.

Formanden er heller ikke overbevist om, at den højintensive form for ABA-tilbud ikke giver bedre resultater end lavintensive tilbud. »Hvis ministeriet mener, at et 10-timers ABA-tilbud giver de samme resultater som et 40-timers tilbud, så vil jeg bestemt gerne se dokumentationen,« siger han.

Ministeren siger, at der kun er begrænsede ekstra effekter af den intensive form for ABA-tilbud. »Vi har ikke kunnet se betragtelige forbedringer for børn i det intensive ABA-tilbud,« fortæller hun.

De nuværende syv ABA-centre i British Columbia vil fortsat tilbyde den intensive form for ABA-behandling, men fra næste år må forældrene selv betale for behandlingen.

Beslutningen om at nedlægge det offentligt finansierede ABA-tilbud kritiseres af Maruine Karagianis fra oppositionspartiet New Democratic Party. Hun siger, at de ekstra CA 2.000 om året næppe vil sætte familier i stand til selv at betale for den dyre form for ABA-behandling.

Børneministeriets nye politik på autismeområdet påvirker ikke den støtte, som børn over seks år modtager. De vil fortsat – indtil de fylder 18 år – modtage en statslig støtte på CA 6.000 om året (28.000 DKK). Hertil kommer de CA$ 16.000, som skoler modtager for hvert indskrevet barn med autisme (76.000 DKK).

Kilde: CTV, 16. september 2009

TIdligere artikler om ABA-behandling i British Columbia
Forældre presser politikere
Bachelor-uddannelse i ABA
Kritik af national autismeplan
Sag om ABA-behandling bliver udsat igen
Skole nægter ABA-træner adgang – forældre anlægger sag
Ret til behandling eller domstolsindblanding i sundhedssystemet?
Kontroverser inden afgørende retssag
Ny bog om kampen for ret til behandling
Ny videofilm om tidlig indsats
Regering taber for tredje gang sag om ABA-behandling
Regeringen kan ikke opfylde løfter om autismebehandling
Forældrekritik af bevilling til autismebehandling
Indiansk familie føler sig svigtet af regeringsparti i sag om ABA-behandling
Dom om ret til intensiv behandling forsøges appelleret
Børn med autisme i British Columbia får nu ret til intensiv og tidlig behandling
Delvis sejr for forældre til børn med autisme

Redaktionen/17.09.2009