USA

Sidney W. Bijou 1908-2009

Adfærdsanalytikeren og psykologiprofessoren Sidney Bijou er død i en alder af 100 år. Han var en af de pionerer, som i 1950erne videreudviklede den teoretiske og eksperimentelle adfærdsanalyse til en praktisk anvendelig pædagogisk og klinisk praksis i form af anvendt adfærdsanalyse. Hans hovedfelt var dog udviklingen af en generel børne- og udviklingspsykologi baseret på adfærdsanalytiske principper samt uddannelse til børn med mental retardering.

Sidney Bijou blev født i 1908 som søn af franske indvandrere til USA. I 1933 tog han en universitetsuddannelse i erhvervsøkonomi, men kunne pga. den økonomiske krise ikke få arbejde, og videreuddannede sig i stedet i psykologi ved Columbia University i New York. Hans doktorafhandling fra University of Iowa i 1941 var inden for dyreadfærd, men hans akademiske karriere blev afbrudt af 2. verdenskrig, hvor han fungerede som leder af psykologisk behandling af hjemvendte soldater. I 1946 blev han tilknyttet B.F. Skinners forskningsgruppe ved Indiana University, men flyttede i 1948 til University of Washington i Seattle, hvor han blev professor og leder af universitetets Institute for Child Development.

I Seattle opbyggede Sid Bijou det dengang førende adfærdsanalytiske forskningsmiljø – dels ved at knytte en række unge, lovende studerende og adfærdsanalytikere til Institute for Child Development og dels ved at indlede et samarbejde med praktikere og lokale skoler. Blandt de forskere, som i disse år arbejdede med Sid Bijou var Donald D. Baer, og sammen skrev de trebindværket Child Development, som skitserer en adfærdsanalytisk udviklingspsykologi (Bijou, 1976; Bijou & Baer, 1961, 1965). Disse tre bøger er et hovedværk i en adfærdsanalytisk forståelse af børns udvikling og de refereres den dag i dag i lærebøger om udviklingspsykologi. Ifølge denne forståelse af børns tidlige udvikling er spædbørn biologiske individer, som interagerer med deres omgivelser. Denne interaktion er kontinuerlig og gensidig: på den ene side ændrer interaktionen omgivelserne, som tilpasser sig barnet, og på den anden side ændres barnet, som udvikler færdigheder, intellekt, holdninger og motivationer, hvilket tilsammen udgør barnets personlighed.

Det var forskningsmiljøet ved Institute for Child Development, der dannede grundlag for de tidlige forsøg på at give børn med autisme en helhedsorienteret, systematisk og intensiv optræning af manglende eller forsinkede færdigheder. Det berømte og banebrydende Dickey Study, hvor en døgninstitutionaliseret dreng med autisme fik en helhedsorienteret, adfærdsanalytisk behandling i 20-30 timer om ugen i flere år, blev gennemført af medarbejdere ved Institute for Child Development (Wolf, Risley, & Mees, 1964). Dog uden direkte deltagelse af Sid Bijou, men han havde lagt grunden for disse gennembrud i behandlingen af børn med autisme i kraft af sine tidlige studier af forstærkning. (Bijou, 1957, 1958; Bijou & Sturges, 1959; Orlando & Bijou, 1960). I en række laboratorieforsøg viste Bijou, at forstærkning var mest effektiv, hvis den ikke blev givet kontinuerlig men kontekstbestemt, og at læringen blev styrket, hvis forstærkningen var eftertragtet af barnet.

Sid Bijou har ikke selv beskæftiget sig specifikt med børn med autisme, men har en stor produktion om børn med mental retardering. Bijou tog i Seattle initiativ til et tæt samarbejde med en døgninstitution for børn med mental retardering – Rainer State School, hvor der blev bygget et undervisningslokale til 1:1-træning. I tilknytning til dette undervisningslokale blev der indrettet et særligt time-out rum, som blev brugt til at håndtere den problemadfærd, der dengang – i starten af 1960erne – ellers normalt blev håndteret med straf. I alt 27 mentalt retarderede børn deltog i den treårige forsøgsundervisning på Rainer State School. De havde en række alvorlige former for problemadfærd og klarede sig dårligt skolemæssigt. I løbet af den treårlige forsøgsperiode opnåede disse børn betydelige skolemæssige fremskridt – især med hensyn til læsefærdigheder - de lærte at arbejde selvstændigt og at bruge tokensystemer, og time-out rummet blev anvendt mindre og mindre (Birnbrauer & Lawler, 1964; Birnbrauer, Wolf, Kidder, & Togue, 1965).

I forbindelse med forsøgsundervisningen på Rainer State School udviklede Sid Bijou og hans medarbejdere et system til læseindlæring for børn med mental retardering. Dette system blev senere solgt til et privat firma, og Edmark Reading Program anvendes stadig i vid udstrækning i speciallæseundervisningen i USA. Indtægterne fra salget af læseindlæringssystemet har siden dannet grundlag for en fond, Janet R & Sidney W. Bijou Fellowship, der hvert år uddeler legater til ph.d.-studerende inden for anvendt adfærdsanalyse.

Sid Bijou fortsatte sine studier i normale og mentalt retarderede børn da han i 1965 blev professor ved Child Behavior Laboratory ved University of Illinois i Urbana-Champaign, hvor han overførte de principper for undervisning af børn med mental retardering, som var blevet udviklet ved Rainer State School, til optræning i børnenes egne hjem i kraft af forældreuddannelse.

I sine senere år blev Sid Bijou mere og mere engageret i forsknings- og undervisningsadministration og efter han blev pensioneret fra University of Illinois i 1975, har han opbygge adfærdsanalytiske forsknings- og undervisningsinstitutioner ved først University of Arizona (1975-93) og siden ved University of Nevada i Reno (1993-2001).

Flere af Sid Bijous bøger er oversat til bl.a. spansk og japansk og han har modtaget en lang række af amerikanske og internationale udmærkelser; herunder udmærkelser fra American Association on Mental Deficiency og American Academy of Mental Retardation.

Man kan læse mere om Sidney W. Bijous liv og karriere på hans website

Edmark Reading Program kan købes fra forlaget Pro-Ed.

Referencer

Bijou, S. W. (1957). Patterns of reinforcement and resistance to extinction in young children. Child Dev., 28(1), 47-54.
Bijou, S. W. (1958). Operant Extinction after Fixed-interval Reinforcement with Young Children. J Exp Anal Behav., 1(1), 25-29.
Bijou, S. W. (1976). Child development 3: the basic stage of early childhood. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall.
Bijou, S. W., & Baer, D. M. (1961). Child development 1: A systematic and empirical theory. New York: Appleton-Century-Crofts.
Bijou, S. W., & Baer, D. M. (1965). Child development 2. Universal stage of infancy. New York: Appleton-Century-Crofts.
Bijou, S. W., & Sturges, P. T. (1959). Positive reinforcers for experimental studies with children; consumables and manipulatables. Child Dev., 30(1), 151-170.
Birnbrauer, J. S., & Lawler, J. (1964). Token Reinforcement for Learning. Mental Retardation, 33, 275-279.
Birnbrauer, J. S., Wolf, M. M., Kidder, J. D., & Togue, C. E. (1965). Classroom behaivor of retarded pupils with token reinforcement. Journal of Experimental Child Psychology, 2, 219-235.
Orlando, R., & Bijou, S. W. (1960). Single and multiple schedules of reinforcement in developmentally retarded children. J Exp Anal Behav., 3, 339-348.
Wolf, M. M., Risley, T. R., & Mees, H. (1964). Application of operant conditioning procedures to the behaviour problems of an autistic child. Behaviour Research and Therapy, 1, 305-312.

Redaktionen /31.07.2009