AUSTRALIEN

Komiker er initiativtager til ABA-center

Den australske komiker Tom Gleisner og hans ægtefælle Mary var initiativtagere til ABA-centeret Learning for Life Autism Centre i Melbourne. Det var i 2005, efter at Gleisner-ægteparret for første gang lærte et barn med autisme at kende. Jack hedder drengen, og han var dengang totalt isoleret fra sine omgivelser og sine forældre, der er venner med familien Gleisner. I kraft af tidlig og intensiv ABA-behandling går Jack nu i en almindelig skole og klarer sig godt. Denne succes-historie var baggrunden for, at Tom og Mary Gleisner besluttede at gøre ABA-metoden tilgængelig for andre børn med autisme.

Tom Gleisner fortæller til dagbladet Eastern Courier Messenger i Adelaide, at det, der især påvirkede ham, var oplevelsen af, hvor isoleret Jack var. Drengen var helt uinteresseret i, om hans forældre var omkring ham eller ej. Vi andre tager det for givet, at små børn orienterer sig efter deres forældre og bliver urolige, hvis de bliver ladt alene. Men Jack var fuldstændig ligeglad, og det må være hjerteskærende som forældre, fortæller Tom Gleisner.

Jacks forældre søgte i starten efter forskellige behandlingsformer indtil de endelig fandt noget, der virkede: tidlig og intensiv anvendt adfærdsanalyse (ABA). Tom Gleisner fortæller, hvordan man langsomt kunne iagttage at Jack udviklede sig fra at være totalt sprogløs, uden øjenkontakt og uden interesse for sine omgivelser til at blive en typisk lille dreng. Men behandlingen var dyr: den omfatter 40 timers intervention om ugen og koster op til AU$ 70.000 om året (297.000 DKK).

»Prisen føltes dobbelt grusom,« siger Tom Gleisner. »Du får et barn, som han en livslang lidelse, som ikke kan helbredes, men som kan behandles med gode resultater. Men som forældre har du ikke råd til denne behandling! Det virkede så uretfærdigt og så forkert at Mary og jeg besluttede at oprette Learning for Life. Hvis man bare starter tidligt nok og intensivt nok mens hjernen stadig er plastisk kan der opnås fantastiske resultater. Selv børn, der ikke udvikler sig som Jack gjorde, har gavn af behandlingen. De kan komme i almindelige skoler med pædagogisk støtte.«

Det største problem er manglen på offentlig støtte til ABA-behandling. Learning for Life er baseret på private donationer. For øjeblikket er der indskrevet 12 børn og i alt har der været 30 børn på centeret siden starten i 2005, men centeret kunne ekspandere 100 gange pga. den enorme efterspørgsel efter behandling til børn med autisme i Australien.

Tom Gleisner fortæller, at der nu er håb om voksende offentlige bevillinger, fordi der i disse år er en følelse af optimisme i autismemiljøet pga. de gode behandlingsresultater. Han er sikker på, at om ti år vil behandlingen være en del af det offentlige tilbud til børn med autisme, men spørger også, hvad der i mellemtiden skal blive af de børn med autisme, der i dag er to eller tre år gamle.

Kilde: Eastern Courier Messenger (Australia), 10. juni 2009

Learning for LIfe Autism Centre
har webadressen http://www.learningforlife.com.au/

TIdligere artikler om ABA-behandling i Australien:
Autismekonference i Australien
Forælder etablerer ABA-center
343 mio. til lovpakke om autismeintervention
Far skriver personlig beretning om behandling af autisme
Nyt ABA-ressourcecenter i Western Australia
Efteruddannelse til forældre og fagfolk
ABA-forældre boykotter obligatorisk skoletilbud
ABA-center ved Melbourne
ABA-skole udvider
Golfturnering til fordel for center
Mangel på behandling er ikke diskrimination
Reklamefilm for ABA-behandling
Forældre vil dele udgifter til supervisor
Første ABA-center i Queensland
ABA-forening arrangerer konference i Brisbane
Ny skole samler penge ind
Forældreinitiativ til oprettelse af ABA-skole
ABA-skole på tegnebrættet
Hvem skal betale for intensiv adfærdsanalytisk behandling?
Dom for drab udløser debat om tidlig intervention
Learning to Learn – ABA-forening i New South Wales
Børn med autisme fortjener evidensbaseret intervention
Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
ABA på World Autism Congress
Utilfredshed med nyt behandlingstilbud
ABAKidz – en succeshistorie fra Tasmanien

Redaktionen / 02.07.2009