FOLKEREPUBLIKKEN KINA

Dokumentarfilm om kinesisk ABA-børnehave

En af de få ABA-tilbud til børn i Kina er ABA-børnehaven Stars and Rain School (Xingxingyu), som ligger i Beijing. Der er nu blevet produceret en dokumentarfilm om denne skole. Children of the Stars: A Documentary About Autism in China, hedder filmen. Filmen er på kinesisk, men der er mulighed for både engelske og tyske undertekster. Tidsskriftet Library Journal Reviews har anmeldt filmen og er meget positiv i sin bedømmelse.

ABA-skolen Stars and Rain School er usædvanlig fordi den udelukkende drives af frivillige. I stedet for at yde ABA-behandling til børnene, så fokuserer skolen på at oplære børnenes forældre i ABA-metoden, således at de kan give behandlingen i hjemmet.

 Library Journal Reviews kalder dokumentaren for en medrivende fortælling. I filmen følger man den 5-årige dreng Feng Jia Wei og hans forældre. Familien rejser til Beijing fordi forældrene ikke længere kan magte deres voldsomme dreng med autisme. Han er sprogløs og forældrene er uden kontakt til deres dreng. Drengen er blevet smidt ud af den lokale skole og familien bliver ofte skældt ud af fremmede, som ikke kender til drengens autisme. Begge forældre har måttet opgive deres arbejde for at kunne tage sig af deres dreng. Forældrene har – i lighed med mange andre familien til børn med autisme i Kina – overvejet et kollektivt selvmord, fordi de ved, at deres dreng ikke vil kunne klare sig i et Kina, der er fjendtligt indstillet over for personer med autisme, og hvor der ikke findes et offentligt, socialt sikkerhedsnet for personer, der ikke kan forsørge sig selv.

Efter to år på ventelisten er der endelig plads til Feng Jia Wei i ABA-børnehaven og hele familien rejser til Stars and Rain School hvor hele familien deltager i et 11 ugers kursus. Filmen følger familien mens de får redskaber til at forstå og håndtere deres drengs livslange handicap. I filmen ser man Feng Jia Wei første møde med børnehaven. Han er obsternasig, han bider og slår både sin mor og sin far, men i løbet af de næste 11 uger lærer forældrene teknikker til at håndtere deres dreng. I filmen ser man, hvordan den intensive ABA-behandling resulterer i, at Feng Jia Wei for første gang bliver i stand til at sige ”far”, og hvordan det ændrer kommunikationen mellem forældre og barn. Men når det intensive ABA-kursus er slut, må familien igen rejse tilbage til det fjendtlige lokalmiljø.

Library Journal Reviews anbefaler filmen til især familier til børn med autisme og til fagfolk.

Kilde: Library Journal Reviews, 15. april 2009

Children of the Stars: A Documentary About Autism in China. color. 49 min. In Chinese & English, with English & German subtitles; narration in English & German. Rob Aspey & Alexander Haase, 2008. DVD ISBN 978-1-57295-507-3 . $249. www.childrenofthestars-film.org/home.html

Læs om Stars and Rian School i artiklen ABA i Kina
Se video fra Stars and Rain-børnehaven i Beijing. Klip fra dokumentarfilmen kan også ses på YouTube.

Tidligere artikler om ABA i Kina:
Konference om autismebehandling i Hong Kong
Flere behandlingspladser til børn med autisme
ABA i Kina

Redaktionen /11.05.09