SOUTH CAROLINA, USA

Bevilling til behandling halveres

Delstaten South Carolina vedtog sidste år den såkaldte Ryan’s Law – opkaldt efter et ABA-barn – som pålægger forsikringsselskaber at betale for ABA-behandling til børn med autisme. Samtidig blev der indført offentlig støtte til behandling af børn, hvis forældre ikke er dækket af kollektive sygeforsikringer. På statens budget for 2008-2009 bliver denne støtte nu halveret som et led i massive besparelser. Besparelserne rammer ikke kun ABA-børn, men også ABA-skoler og supervisionscentre.

Den republikanske guvernør for South Carolina – Mark Sanford – har ikke været på valg i denne omgang, og han kunne derfor relativt omkostningsfrit meddele, at der i 2008-09 i alt skal spares US$ 488 mio., herunder US$ 3,3 mio. (19 mio. DKK) på børn med autisme. Det er næsten halvdelen af en særbevilling til børn med autisme, der skal spares væk. Særbevillingen blev givet i 2007 samtidig med vedtagelsen af Ryan’s Law (se artiklen South Carolina indfører tvungen forsikringsdækning). Ryan's Law omfatter kun kollektive forsikringer tegnet af firmaer med mere end 50 ansatte samt ansatte i delstaten South Carolina – ikke borgere ansat i mindre virksomheder; borgere, der er selvforsikrede eller som er omfattet af Medicaid – den offentlige sygesikring for mindrebemidlede. For disse personer har staten i stedet indført en såkaldt Pervasive Developmental Disorder Waiver (PDD Waiver) – et udviklingsforstyrrelses-bevis. Et sådant bevis kan anvendes som hel eller delvis betaling for autismebehandling. Det er udgiften til disse beviser, som ifølge forslaget til ny finanslov skal halveres.

Besparelserne på PDD Waivers kan påvirke op mod 800 børn og familier. Mellem 300 og 400 modtager i dag disse beviser og andre 400 børn står på venteliste.

En af de familier, der bliver ramt af besparelserne er familien Maggio, som har en dreng med autisme. Susan Maggio – mor til Nicholas på fem – siger, at hendes dreng har fået ABA-behandling i ni måneder, og at hans behandling bliver betalt af en PDD Waiver. Uden denne økonomiske støtte ville det ikke være muligt at have drengen indskrevet i behandlingstilbuddet. I løbet af de ni måneders ABA-behandling har Nicholas udviklet sig fra et ordforråd på kun et ord til nu at tale i hele sætninger.

Nicholas Maggio får behandling på en klinik i Myrtle Beach, som er oprettet i et samarbejde mellem SOS Health Care og Applied Behavioral Services. Klinikken er blaseret på anvendt adfærdsanalyse og ledes af Jay Cole. For øjeblikket er der indskrevet 12 børn i alderen mellem 2 og 6 år i programmet, som indtil videre låner lokaler hos Surfside Presbyterian Church. ABA-tilbuddet startede sidste sommer som en tidsbegrænset sommerskole for børn med autisme, men der var så stor interesse for ABA-metoden, at programmet udvidede til et helårstilbud fra januar 2008. Klinikken bliver delvist finansieret af private donorer: United Way of Horry County, lokale kirker og enkeltpersoner, nogle forældre betaler US$ 1.690 om måneden (9.800 DKK) mens halvdelen af forældrene betaler vha. de såkaldte PDD Waivers. I værste fald risikerer ABA-tilbuddet i Byrtle Beach altså at miste op mod halvdelen af sine elever, hvis besparelserne på autismebehandling bliver vedtaget i South Carolinas lovgivende forsamling.

Kilder:
The Myrtle Beach Sun-News (South Carolina), 3. november 2008
South Carolina Department of Disabilities and Special Needs Pervasive Developmental Disorder Program

South Carolina Department of Disabilities and Special Needs skønner, at der i alt er ca. 1.100 børn med autisme, som har et behandlingsbehov. Nogle af disse børn er dækket af Ryan’s Law, nogle får behandling finansieret af delstatens BabyNet Program (et tidlig indsats-program) og nogle få behandling betalt af den føderale Medicaid. For øjeblikket er der ca. 370 børn som modtager en PDD Waiver til dækning af forældrenes behandlingsudgifter. I gennemsnit modtager disse børn US$ 38.783 i støtte om året (244.000 DKK).

SOS Health Care har web-adressen http://www.sos-healthcare.com/autism.html
Applied Behavioral Services har web-adressenwww.abss-sc.org

Tidligere artikler om ABA-behandling i South Carolina
South Carolina indfører tvungen forsikringsdækning
40 ABA-programmer mister finansiering
Lovgivning vil tvinge forsikringsselskaber til at betale for ABA

Redaktionen/5.11.2008