BRITISH COLUMBIA, CANADA

Forældre presser politikere

Den langvarende kamp mellem forældre til børn med autisme og skiftende canadiske regeringer om betaling for børnenes behandling kommer til at præge den kommende valgkamp i Canada. Forældre til børn med autisme har organiseret en målrettet aktion, hvor de vil forsøge at påvirke kandidater, der opstiller i de såkaldte sving-kredse – dvs. valgkredse, hvor der ikke er et fast politisk flertal, men hvor et begrænset antal vælgere kan afgøre, om mandatet går til det ene eller det andet politiske parti. I de canadiske føderale valg anvendes flertalsvalg på samme måde som i England og USA – dvs. at mandatet tilfalder det parti, der får flest stemmer, og mindretalsstemmerne er tabt.

Det næste parlamentsvalg skal senest finde sted i oktober 2009, når den fireårige valgperiode udløber, men mange observatører forventer, at den nuværende mindretalsregering vil udskrive valg inden – sandsynligvis i efteråret 2008. I den anledning har forældre til børn med autisme oprettet en ny aktionsgruppe - Medicare for Autism Now (sygesikring til autisme nu)som vil igangsætte kampagnen The Two Percent Solution i 14 sving-kredse landet over. De har analyseret de seneste valgresultater og har udvalgt de valgkredse, hvor der har været mindre end 2 procents forskel på det vindende og tabende partis stemmeandel. Og de vil bruge usikkerheden omkring valgets udfald til at presse kandidaterne til en bestemt autismepolitik.

Som eksempel på, hvordan kampagnen vil udnytte usikkerheden omkring valgresultater, kan man tage den nuværende sundhedsminister Tony Clement, som ved parlamentsvalget i 2006 opstillede i valgkredsen Parry Sound—Muskoka i Ontario. Han vandt mandatet til Canadian House of Commons – men kun med 28 stemmers overvægt og først efter en omtælling – et flertal på kun 0,6 %. Tony Clement og hans kommende modkandidater vil blive kontaktet af Medicare for Autism Now for at presse dem til at love, at autismebehandling fremover bliver en del af de behandlinger, der dækkes af Canada Health Act. Og samtidig skal kandidaterne forpligte sig til at ville dække den dyre og intensive ABA-behandling fuldt ud.

Nyhedsbureauet Tyee har uden held kontaktet den canadiske sundhedsminister for at få en kommentar til den kommende aktion fra forældre til børn med autisme. Ministerens pressetalsmand udtaler dog, at ansvaret for sundhedsydelser entydigt er provinsernes og ikke den føderale regerings. I Canada Health Act er det specificeret, at provinser skal finansiere nødvendige udgifter til hospitaler og lægebehandling. Specifikke sygdomme eller lidelser – som fx autisme - er ikke nævnt i loven, men loven omfatter ikke behandlinger, der leveres af fagfolk uden for sundhedsvæsenet. Psykologers behandling af børn med autisme er altså ikke omfattet af lovgivningen. Derimod har regeringen igangsat et arbejde med henblik på at løse de aktuelle problemer for børn med autisme.

Medicare for Autism Now ledes af Jean Lewis, som er mor til Aaron, som er 14 og som har en autismediagnose. Aktionsgruppen får gratis politisk rådgivning af David Marley, som tidligere har været konsulent i partiet Progressive Conservative.

Marley siger: »Som en erfaren amerikansk senator engang sagde, så ser politikere først lyset, når det begynder at brænde på. Vi afprøvede Two Percent Solution i fem valgkredse ved det sidste valg, og alt tyder på, at vi påvirkede resultatet i to af kredsene. Vi fik en langt større effekt, end vores begrænsede antal personer egentlig lægger op til, og denne gang tror jeg på muligheden for en egentlig demokratisk fornyelse. Det handler simpelt hen om at ændre en idiotisk lovgivning.«

»Til det kommende valg kan autismebehandling betalt af Medicare blive et nationalt valgtema,« siger Marley. »Den nuværende politik er fejlagtig. Det koster en formue at passe disse børn senere i deres liv, hvis de ikke få behandling. Den nuværende situation er skammelig – især fordi Canada opfatter sig selv som et velfærdssamfund. Disse børn er sundhedssystemets stedbørn, og vi ønsker, at vores fælles sygesikring skal betale for en effektiv, forskningsbaseret behandling for autisme.«

Selv om også det næste valg resulterer i endnu en konservativ mindretalsregering, så håber Medicare for Autism Now, at de denne gang vil være i stand til at udstille nogle kandidater offentligt, og på den måde påvirke holdningen til behandling af autisme. Befolkningen er ikke i tvivl. En meningsmåling foretaget af Ipsos-Reid viser, at 89 procent af befolkningen støtter, at sygesikringen skal dække autismebehandling.

For øjeblikket er reglerne om dækning af ABA-behandling til børn med autisme vidt forskellige fra provins til provins. Alberta og Newfoundland betaler op til CA$ 40.000 om året for et barn i ABA-behandling (197.000 DKK), mens andre provinser som British Columbia og New Brunswick kun dækker udgifter op til CA$ 20.000 om året (98.000 DKK).

Børne- og familieminister i British Columbia Tom Christensen, fortæller, at ministeriet er erkender, at ABA-behandling er den mest effektive behandling for autisme. Han forklarer, at udgiftsloftet på CA$ 20.000 skal ses i lyset af, at skolesystemet desuden modtager CA$ 16.000 per år per barn med autisme (79.000 DKK). Desuden er der mange forældre til børn i ABA-behandling, der ikke udnytter udgiftsloftet på 20.000 per år. Antallet af børn i British Columbia, som får offentlig støtte til ABA-behandling er i de seneste år steget fra under 500 i 2002 til mere end 5.500 for øjeblikket.

Jean Lewis fra Medicare for Autism Now fortæller, at grunden til at familierne ikke udnytter udgiftsloftet i British Columbia er, at det er umuligt at finde kvalificerede ABA-terapeuter i provinsen. Det bekræftes af ministeriet, som fortæller, at det især er familier uden for de store byer, der ikke udnytter udgiftsloftet på 20.000.

Kilde: The Tyee (British Columbia), 1. september 2008

Medicare er den uofficielle betegnelse for den offentlige, canadiske sygesikring sådan som den er formuleret i Canada Health Act. I følge denne lovgivning er alle indbyggere i Canada berettigede til gratis lægehjælp og lægefaglig behandling.

TIdligere artikler om ABA-behandling i British Columbia
Bachelor-uddannelse i ABA
Kritik af national autismeplan
Sag om ABA-behandling bliver udsat igen
Skole nægter ABA-træner adgang – forældre anlægger sag
Ret til behandling eller domstolsindblanding i sundhedssystemet?
Kontroverser inden afgørende retssag
Ny bog om kampen for ret til behandling
Ny videofilm om tidlig indsats
Regering taber for tredje gang sag om ABA-behandling
Regeringen kan ikke opfylde løfter om autismebehandling
Forældrekritik af bevilling til autismebehandling
Indiansk familie føler sig svigtet af regeringsparti i sag om ABA-behandling
Dom om ret til intensiv behandling forsøges appelleret
Børn med autisme i British Columbia får nu ret til intensiv og tidlig behandling
Delvis sejr for forældre til børn med autisme

Redaktionen/06.09.2008