USA

Forsøgsordning udvider ABA-tilbud til børn af soldater

TRICARE er det amerikanske militærs sygesikring, som både omfatter militært personale og deres familier. TRICARE har i nogen tid betalt ABA-behandling til børn af soldater eller civile ansat i det amerikanske militær. TRICARE har nu etableret et 2-årigt forsøgsprojekt, som udvider dækningen til ABA-behandling. Enhanced Access to Autism Services Demonstration Project , hedder projektet.

Den hidtidige TRICARE-dækning af ABA-behandling har været begrænset til behandling leveret af certificerede adfærdsanalytikere, men mange steder i USA er der stor mangel på certificerede fagfolk. Derfor udbreder forsøgsprojektet dækningen til også at omfatte behandlinger, der superviseres af certificerede adfærdsanalytikere.

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange med autisme børn, der er dækket af den militære sygesikring. Men baseret på de tilgængelige tal for udbredelsen af autisme kan man skønne, at det drejer sig om mellem 7.000 og 9.000 af de 1,2 mio. børn af militærpersonel.

TRICARE leverer ikke selv ABA-behandling eller – supervision, men indgår kontrakt med lokale udbydere. Sådanne udbydere skal opfylde minimumsstandarder for adfærdsanalytisk praksis, sådan som de er formuleret af Behavior Analyst Certification Board (BACB). BACB certificerer adfærdsanalytikere på to niveauer: Board Certified Associate Behavior Analyst for personale på bachelor-niveau og Board Certified Behavior Analyst for personale på master-niveau.

I dag kan TRICARE kun finansiere ABA-tilbud, hvor selve den praktiske behandling udføres af certificerede adfærdsanalytikere. Der gives således ikke refusion af udgifter til den mest udbredte form for hjemmebaseret ABA-behandling, hvor en adfærdsanalytiker leverer supervision til uuddannede eller ikke-certificerede behandlere – fx studerende. Det skyldes, at der ikke findes anerkendte kvalitetsstandarder for denne type af behandling.

Det nye forsøgsprojekt har til formål at afhjælpe manglen på certificerede adfærdsanalytikere, som kan arbejde direkte med børn i behandling. I det 2-årige forsøgsprojekt vil man således kunne få forsikringsdækket ABA-behandlinger, der udføres i hjemmet og hvor det personale, der arbejder direkte med barnet, ikke er certificerede adfærdsanalytikere. Det er dog en forudsætning, at personalet superviseres af en certificeret adfærdsanalytiker på master-niveau.

 Kilde: Federal Information and News Dispatch - Defense Department Documents and Publications, 4. december 2007

TRICARE har web-adressen http://www.tricare.mil/

Redaktionen /12.12.2007