OHIO, USA

Lovforslag om forsikringsdækning

Det, der oprindelig var spisestue hos familiens Heydt, fungerer nu som skole. Der er et lille bord, to børnestole, arkivskabe, en tavle og børnetegninger på væggene. Spisestuen fungerer som klasseværelse for Gavin og Garrett Heydt, der er brødre og som begge har autisme. De undervises hjemme efter metoden anvendt adfærdsanalyse.

I løbet af de seneste 18 måneder har familien Heydt brugt næsten US$ 60.000(ca. 300.000 DKK) til betaling for børnenes behandling. Desuden bidrager den offentlige sygesikring – Medicaid – til børnenes behandling. Men familien Heydts arbejdsgiverbetalte sygeforsikring vil ikke betale for denne behandling. Der er mange forsikringsordninger, som dækker udredning og diagnose for autisme, men ikke selve behandlingen.

Tamara Heydt siger: »Det er ikke rimeligt, at det er skatteyderne, der alene skal betale for autismebehandling. Mit forsikringsselskab bør finansiere på samme måde, som de finansierer behandling for andre neurologiske lidelser. Det er diskriminerende imod børn med autisme.«

Den lovgivende forsamling i Ohio diskuterer netop for øjeblikket et lovforslag om at gøre forsikringsdækning for autismebehandling lovpligtig. Lovforslaget støttes af begge de politiske partier – republikanerne og demokraterne. Men lovforslaget vil kun omfatte forsikringsselskaber, som sælger medarbejderforsikringer til private firmaer. Mange arbejdsgivere - især store firmaer og alle offentlige arbejdsgivere - er selvforsikrede, det vil sige, at de har deres egne forsikringsselskaber. Og disse bliver reguleret af føderal lovgivning, som politikerne i Ohio ikke har indflydelse på.

Forsikringsbranchen er betænkelig ved lovforslaget. De er bange for, at en kommende lov vil åbne en ladeport for flere og flere lovpligtige dækninger af specifikke sygdomme og lidelser. Direktøren for Ohio Association of Health Plans siger: »Alle patienter mener, at netop deres lidelse, skal dækkes af forsikringen. Vi mener, at de arbejdsgivere, som betaler for forsikringerne, skal bestemme.«

For øjeblikket er der mindst 17 stater – herunder Connecticut, Georgia, Indiana, Kentucky, Maryland, New York og Tennessee – som kræver at autismebehandling dækkes forsikringsmæssigt. Og flere stater diskuterer tilsvarende forslag.

Børnehospitalet Nationwide Children's Hospital i Columbus, Ohio, har en adfærdsanalytisk behandlingsklinik: Center for Autism Spectrum Disorders. Direktøren for klinikken Jacquie Wynn fortæller, at omkring halvdelen af de børn, der får behandling på klinikken, er dækket af forsikringer. Men oftest dækker forsikring kun de første 20 sessioner. Og det er for lidt. En behandling for autisme omfatter audiologopædi, psykolog-supervision til håndtering af adfærdsspørgsmål samt hjemmebesøg. Denne type af udgifter er slet ikke dækket af de nuværende forsikringsordninger. Børn med autisme har brug for 30 til 40 timers intervention om ugen.

Jacquie Wynn fortæller også, at 30 procent af børnene forlader klinikken, fordi deres forældre ikke er i stand til at betale for den fortsatte behandling. »Der er brug for en forsikringsdækning af den form for intervention, som vi ved, er effektiv for disse børn,« siger hun. »Der er langsigtede besparelser hvis man sørger for reduktion af aggressiv adfærd og indlæring af selvhjælpsfærdigheder hos børn med autisme. Med en relativ kortvarig intervention i barnets tidlige år kan vi se besparelser resten af deres liv.«

Kilde: The Columbus Dispatch (Ohio), 8. november 2007

Center for Autism Spectrum Disorders har web-adressen http://www.nationwidechildrens.org/gd/templates/pages/childrens/PrinterFriendlyPage.aspx?page=4978

Tidligere artikler om autismebehandling i Ohio:
ABA-entreprenører modtager pris
Maratonløb til fordel for tidlig intervention
Forældre og skolesystem opretter fælles ABA-program
En-til-en terapi hjælper børn ind i fællesskabet

Joi Bay / 07.06.2008