SKOTLAND

Møde om første ABA-skole i Skotland

 Forældre til børn med autisme fra Skotland har planer om oprettelse af en ny, privat ABA-skole. Forældrene mener ikke, at de eksisterende offentlige og private tilbud opfylder deres børns behov.

Skotland har et antal specialskoler for børn med autisme – både private og offentlige – men ingen der tilbyder anvendt adfærdsanalyse – ABA. Hos forældrene er der også en frygt for, at den skotske regerings integrationspolitik resulterer i, at børnene ikke får den nødvendige pædagogiske støtte. Regeringen har implementeret et nyt program - Learning to cope mainstreaming – som betyder, at børn med autisme og andre udviklingsproblemer integreres i almindelige grundskoler. En nylig rapport viste, at næsten en tredjedel af de lokale myndigheder har problemer med at opfylde målsætningen i integrationspolitikken.

Initiativgruppen til den nye skole vil starte en decideret ABA-skole. Sådanne skoler findes i England, i Wales, i Nordirland og i republikken Irland, men ikke i Skotland.

En af initiativtagerne er Christine Mahony, som er mor til den 10-årige Lewis. Han har i en årrække modtaget et hjemmebaseret ABA-tilbud, og han har samtidig været enkeltintegreret i skolen. I kraft af ABA-behandlingen har Lewis lært mange af de færdigheder, han ikke magtede tidligere, og hans selvskadende adfærd er kommet under kontrol. Når han tidligere blev frustreret, bankede han sit hoved i gulvet igen og igen og bed sig selv. Han havde frygtelige anfald og skreg i timevis. Det var umuligt for hans forældre at tage ham med i butikker, på ferie eller på besøg. Men det er nu fortid.

Nu da Lewis er blevet 10, skal han til næste år rykke op i mellemskolen (secondary school) og der er ikke længere midler til hans pædagogiske støtte i skolen. Hans mor kan heller ikke i længden magte at undervise ham i hjemmet, og fordi der ikke er ABA-skoler i Skotland, har hun og en række ligesindede besluttet at oprette deres egen skole.

Det bliver en stor opgave. Projektet forudsætter en startkapital på mindst UK£ 500.000 (5,2 mio. DKK), men andre forældregruppers succes med skoleoprettelser i England, Wales og i Irland har givet initiativgruppen mod til at fortsætte med planerne.

Forældrenes modvilje imod fortsat integration af deres børn med autisme i almindelige skoler er blevet understøttet af en kritisk rapport fra sidste år. Den blev udgivet af HM Inspectorate of Education og den kritiserede den manglende kvalitet i tilbud til børn med handicap, som er integreret i det almindelige skolesystem. Det hedder i rapporten, at der ofte er mangel på opmærksomhed omkring børnenes grundlæggende behov og at også den faglige undervisning i flere tilfælde er mangelfuld. »I mange tilfælde blev elevernes udvikling ikke registreret systematisk med det resultat, at skolerne og myndighederne ikke havde tilstrækkelig informationer om elevernes status. Desuden blev forældre ofte ikke i tilstrækkelig grad informeret om de tilbud, som står til deres børns rådighed.«

Shona Pinkerton, som er leder af specialskolen Daldorch House School and Continuing Education Centre, der drives af den skotske autismeforening, udtaler sin støtte til planerne om en ABA-skole. Hun siger, at der er brug for så mange forskellige tilbud som muligt. Lokale myndigheder har planer om forbedring af tilbud til børn med autisme, men der er behov for flere specialiserede tilbud og bedre uddannelse af personale.

Anne Pirrie, som er lektor i pædagogik ved Paisley University, og som har skrevet en bog om inklusion af børn med handicap, er enig i behovet for varierede og kvalificerede tilbud, men advarer imod de høje udgifter. 1:1-undervisning til disse børn er enormt dyrt, siger hun.

Det indledende møde om den kommende ABA-skoler bliver afholdt den 21. september i byen Linlithgow, som ligger en halv times kørsel vest for Edinburg.

Kilde: The Herald (Glasgow), 17. september 2007

 HM Inspectorate of Education. (2006). Education for Pupils with Autism Spectrum Disorders. Livingston, Scotland: HM Inspectorate of Education. http://www.hmie.gov.uk/documents/publication/epasd.pdf

 

Tidligere artikler om ABA i Scotland:
Afhandling om adfærdsanalyse vinder pris
Parlamentsmedlem vinterbader for ABA-behandling
Børn med autisme er ofre for postnummer-lotteri
Principiel domstolsafgørelse til fordel for forældre

 

Joi Bay /20.09.2007