IRLAND

Erstatninger for ventetid på tidlig intervention

I det irske sundhedsministerium - Department of Health – er der nu bekymring for, at en domstolsafgørelse i en sag om ABA-behandling kan resultere i massive erstatninger til børn, der står på venteliste til tidlig intervention. Hvis dommen skaber præcedens, kan i tusindvis af børn, der i dag venter på udredning og behandlingstilbud, være berettigede til skadeserstatninger fra staten.

Forhistorien er en retssag, som forældrene til Séan Ó Cuanacháin anlagde imod staten, hvor de ville have domstolens ord for, at deres søn var berettiget til adfærdsanalytisk behandling (ABA). Forældrene tabte sagen (se Forældre taber retssag), men drengen blev tilkendt en erstatning på EUR 61,000 (454.000 DKK) fordi han først stod på venteliste til børnepsykiatrisk udredning og siden for at få et autismespecifikt tilbud. 15 måneder i alt varede ventetiden.

I Seán Ó Cuanacháins sag skrev dommeren i High Court i sin afgørelse, at hvis Seán var blevet diagnosticeret tidligere, og hvis en intervention var blevet iværksat tidligere, så kunne hans problemadfærd måske være blevet begrænset. Dommeren skrev også i afgørelsen, at Seán sandsynligvis ville have bedre kommunikative færdigheder, hvis hans intervention var startet tidligere.

Denne afgørelse om erstatningsspørgsmålet er nu blevet anket til Supreme Court af statens advokat, men hvis dommen stadfæstes, kan den få store konsekvenser for retten til skadeerstatning for børn, der venter på udredning og behandling.

Dr Conor O'Mahony, som underviser i jura på University College Cork, og som er forfatter til en lærebog om uddannelsesret, mener, at sundhedsministeriet kan blive mål for mange tilsvarende retssager. Han siger: »Det er alment accepteret, at for børn med særlige behov – hvad enten det er autisme eller dysleksi – så er tidlig intervention afgørende. Jo tidligere man kan få en diagnose og behandling, desto bedre. Der er en fare for, at ventetider fører til regressioner.«

»I denne sag måtte barnet (Séan Ó Cuanacháin) vente i 15 måneder på diagnose og en relevant skoleplacering. Det lang tid for en treårig, og retten fandt at ventetiden var urimelig lang, især fordi alle involverede kendte til betydningen af tidlig intervention. Dommen pointerer også, at ventetiden ikke skyldes dårlig vilje, men mangel på ressourcer, og det gør ventetiden ulovlig. De fleste retssager i Irland har handlet om børn med autisme, men der er et stort spektrum af børn med særlige behov, der kan have ret til erstatning, fordi de ikke har fået tidlig intervention i tide.«

Kevin Whelan, som er leder af den irske ABA-forening – Irish Autism Action – siger, at selv om der bliver givet økonomisk kompensation for ventetiden, så får børnene jo ikke deres tabte muligheder tilbage.

 Kilder:
The Irish Times, 4. september 2007
The Irish Times, 28. august 2007

Irish Autism Action har web-adressen http://www.autismireland.ie/

Tidligere artikler om ABA-behandling i Irland:
Skole åbner efter 2 års ventetid
Nye frimærker til fordel for ABA-skole
Reklamekampagne for ABA-skoler
Dagblad støtter ABA-forældrene
Forbud imod radioreklame for ABA
Kritik af irsk autismepolitik
Demonstration til fordel for anvendt adfærdsanalyse
Forældre taber retssag
Ny sammenligning af ABA og eklektisk behandling
Pengegave til ABA-skole
Konflikter mellem forældre og myndigheder
Den fjortende ABA-skole
Pop- og tv-stjerne advokerer for ABA
Uddannelseskrav til ABA-lærere
Bevillinger til ABA-tilbud forlænges
Nye tal udløser krav om flere behandlingstilbud
Lang og dyr retssag om autismebehandling
Ny masteruddannelse i Irland
ABA-skoletilbud fortsætter - måske
Skoletilbud til børn med autisme lukkes
Forældre fortsætter kamp imod psykiatrisk tilbud
Medicinsk eller adfærdsanalytisk dagtilbud
110 retssager om autismebehandling
Fundraising sikrer udvidelse af ABA-skole
Online kursus i anvendt adfærdsanalyse
Otte ABA-skoler i Irland
ABA-skole søger udvidelsesmuligheder
Evaluering af ABA-skoler
Intensiv 1:1 behandling til 30 børn med autisme
ABA-skole anerkendes og får statsstøtte
ABA-klasse i almindelig folkeskole
ABAile kræver ABA-skole
Et gennembrud for ABA?
Rapport anbefaler anvendt adfærdsanalyse og forældres ret til at vælge behandlingsform

Redaktionen / 13.09.2007