WISCONSIN, USA

Lovforslag om forsikringsdækning

Guvernøren over Wisconsin Jim Doyle og andre demokrater i statens senat vil indføre lovpligtig forsikringsdækning af autismebehandling, men republikanerne, arbejdsgiverne og forsikringsbranchen er imod.

Forslaget, der er en del af budgettet for 2008, blev i første omgang vedtaget i Senatet, som domineres af det Demokratiske Parti, men blev nedstemt i Repræsentanternes Hus, hvor det Republikanske Parti har flertallet. Nu forsøger et fælles udvalg med deltagere fra både Senatet og Repræsentanternes Hus at komme overens om denne og andre uoverensstemmelser om statens budget for 2008.

Samtidig har en gruppe af senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus uafhængig af budgetforslaget stillet lovforslag om forsikringsdækning af autismebehandling. Forslaget støttes af 18 demokratiske senatorer og 33 medlemmer af Repræsentanternes Hus – herunder 2 republikanere. Denne støtte fra republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus kan rykke ved den normale magtbalance i huset, hvor det republikanske parti har et flertal på 52 over for 47 demokarter.

Wisconsin Manufacturers & Commerce som er statens arbejdsgiverforening og America's Health Insurance Plans, som repræsenterer forsikringsbranchen, er imod begge lovforslag. De påpeger, at forslagene vil fordyre sundhedsforsikringerne og vil resultere i, at færre har råd til at tegne sådanne forsikringer. De kritiserer også, at forslagene især vil ramme de mindre virksomheder, hvilket vil tvinge disse til at opgive medarbejderforsikringer.

Finansministeriet i Wisconsin har beregnet, at forslagene vil forøge statens udgifter til sundhedsforsikring af statens 162.000 ansatte med US$ 8 mio. om året (42,5 mio. DKK). For øjeblikket udbetaler staten ca. US$ 40 mio. om året (217 mio. DKK) til autismebehandling via Medicaid, som er den offentlige sygesikring til lavindkomstfamilier og personer med særlige behov – herunder handicap.

De fleste sygeforsikringsordninger dækker ikke autismebehandling. For øjeblikket er der 18 stater i USA, som har indført obligatorisk dækning for autismebehandling, enten via lovgivning om dækning af mentale sygdomme eller via love, som specifikt fremhæver autismebehandling. Syv af de 18 stater - Georgia, Indiana, Kentucky, Maryland, New York, Tennessee og Texas – har særlig lovgivning om dækning af autismebehandling.

Texas indførte for nylig obligatorisk dækning af autismebehandling. I juni måned 2007 underskrev guvernør Rick Perry lov H.B.1919, som gør forsikringsdækning af autismebehandling til børn over 2 år og under 6 år lovpligtig. Loven dækker både udredninger og behandlinger – herunder anvendt adfærdsanalyse og medicinske behandlinger. Også South Carolina har for nylig vedtaget en tvungen dækning af autismebehandling – en lov, der dog først træder i kraft til næste år (se South Carolina indfører tvungen forsikringsdækning).

Også USAs Kongres behandler et forslag om autismebehandling. Forslaget - Expanding the Promise for Individuals With Autism Act – indebærer, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal studere resultaterne af autismebehandling og at der skal bevilges penge til staternes behandlingsprogrammer. Dette forslag indebærer ikke en lovpligtig forsikringsdækning af autismebehandling. Lovforslaget er blevet fremsat af senator Hillary Clinton og medlem af Repræsentanternes Hus for demokraterne Mike Doyle fra Pennsylvania.

Kilde: BestWire, 9. august 2007

Læs Wisconsin 2007 Senate Bill 178 om obligatorisk forsikringsdækning af autismebehandling
Læs om lovforslaget Expanding the Promise for Individuals With Autism Act (H.R.1881/S.937) på demokraten Mike Doyles website

Tidligere artikler om ABA-behandling i Wisconsin:
Behandling eller accept?
Forældreprotester imod besparelser på den tidlige indsats
»Lad dette aldrig ske for dig«
Protester imod nedskæring af behandlingstilbud
Familier flytter for at få ABA-behandling

Redaktionen /26.08.2007