ILLINOIS, USA

Handicappet supervisor belønnes

Som et led i markedsføringen af den nye bilmodel Edge har Ford i USA foræret en sådan bil til en særligt udvalgt person i hver af de 50 amerikanske stater. Modtagerne er blevet udvalgt blandt 115.000 nomineringer, som er blevet indsendt til dommerkomiteen. Blandt modtagerne er adfærdsanalytikeren Jamie Powers fra Bloomington i Illinois. Jamie er 31 år, er handicappet med cerebral parese og arbejder som ABA-supervisor for børn med autisme.

Gaven fra Ford har en værdi af US$ 35.000 (191.000 DKK). For Jamie betyder den nye bil en stor lettelse i arbejdet. Hun arbejder med børn i deres hjem og skal medbringe træningsmaterialer, legetøj og bøger, som får god plads i den nye bil.

Det var Jamies far, der indstillede hende til konkurrencen om de 50 Edge-biler. Han siger: »Hun udretter mirakler for disse børn. På grund af hendes eget handicap og hendes egne erfaringer som barn, så kan hun indleve sig i disse børns situation og de identificerer sig også med hende.«

Jamies mor fortæller, at hun ikke kan forestille sig nogen, der i højere grad fortjener en ny bil. »Jamie slås hver dag med sit handicap, men har alligevel overskud til at tage sig af børn med autisme.«

Jamie er uddannet som adfærdsanalytiker fra Illinois State University og har nu sit eget adfærdsanalytiske center – Power Toolz. Centeret foretager udredninger, udarbejder individuelle undervisningsplaner og giver 1:1-behandling til børn med autisme og andre særlige behov.

Kilde: The Pantagraph (Bloomington, Illinois), 29. juli 2007

Jamie Powers ABA-center har webadressen http://www.powertoolz.org/

Tidligere artikler om ABA-behandling i Illinois:
Skoledistrikt taber ankesag
Arbejdsgruppe forbereder finansiering af behandlingstilbud
Lang ventetid til ABA-skole
Forvaltning må ikke nedsætte antallet af behandlingstimer

Redaktionen 02.08.2007