MASSACHUSETTS, USA

NECC får afdeling i Forenede Arabiske Emirater

New England Center for Children (NECC), som er et adfærdsanalytisk center i Southborough i Massachusetts, åbner nu en ABA-skole i Abu Dhabi, hovedstaden i de Forenede Arabiske Emirater.

Det er resultatet af en aftale indgået mellem NECC og regeringen i de Forenede Arabiske Emirater. Senere i år starter den første af i alt otte skoleklasser, som skal tilbyde anvendt adfærdsanalyse til lokale børn. Når skolen er færdigudbygget om 4½ år, vil den beskæftige 100 ansatte og have plads til 48 børn.

I løbet af de næste par år vil NECC ud over skoleklasserne også etablere de tilbud, som allerede eksisterer i Massachusetts: udredning, tidlig intervention, døgntilbud til lavtfungerende med problemadfærd, støtte til familierne samt et autismeforskningscenter. I begyndelsen vil alle ansatte komme fra USA, men med tiden skal der efteruddannes lokale fagfolk.

Formanden for NECC L. Vincent Strully Jr. fortæller at regeringen i de Forenede Arabiske Emirater har bedt om og betalt for at få etableret en nøje kopi af New England Center for Children. NECC har i de seneste 10 år leveret supervision til familier i de Forenede Arabiske Emirater.

Kronprinsen, sheik Mohammed bin Zayed Al Nahyan, udtaler: »Disse børn og deres familier fortjener den bedste og mest professionelle behandling, vi kan skaffe. Takket være aftalen med NECC bliver denne behandling nu tilgængelig her i Abu Dhabi.«

Mr. Strully har ikke afsløret de økonomiske betingelser for aftalen, men fortæller, at den arabiske afdeling af NECC vil sikre økonomien og give mulighed for at udvide forskningsaktiviteterne.

NECC er en privat, ikke-kommerciel udbyder af adfærdsanalytiske tilbud. NECC i Southborough har 350 elever mellem 18 måneder og 22 år, som alle har autisme. Antallet af medarbejdere er 700 og centeret driver også 17 beskyttede boliger og 15 ABA-klasser, der er integreret i forskellige skoledistrikter. Skolen i Abu Dhabi bliver imidlertid den første udenlandske afdeling.

Kilde: Telegram & Gazette (Massachusetts), 27. juni 2007

New England Center for Children (NECC) har webadressen http://www.necc.org/

Tidligere artikler om ABA-behandling i Massachusetts:
TV-reportage fra ABA-skole
Skoledistrikt hjemtager elever med autisme
Skoledistrikt ansætter seniorsupervisor
Inklusion er ikke kun en ret men også en pligt
»At nægte ABA-behandling er som at nægte kemoterapi til et barn med leukæmi«
Problemer med støttelærere i ABA-forløb
30th Annual ABA Convention i Boston
May Institute i Braintree
Sommerlejr baseret på anvendt adfærdsanalyse
ABA-center ekspanderer
ABA-behandling resulterer i budgetoverskridelser

Redaktionen /07.07.2007