USA

Timing er nøglen til behandling af autisme

Børn med udviklingsforstyrrelser må læres færdigheder, som deres jævnaldrende lærer af sig selv. Og det bør ske, mens hjernen er mest modtagelig, siger eksperter. Eftersom småbørns umodne nervesystem har en høj grad af plasticitet mener mange neuropsykologer at tidlig behandling kan bidrage til en naturlig udvikling.

»Hvis man ikke intervenerer, vil det autistiske barns forstyrrede neurologi blive permanent og det vil blive betydelig vanskeligere senere at ændre«, siger Dr. David Holmes, som er leder af Eden Institute, et autismecenter i Princeton, NJ.

Tidlige, aggressive former for intervention giver allerede nu resultater, fx i andelen af børn med autisme, der lærer at tale. Professor Catherine Lord har fulgt et udvalg af børn med autisme fra de blev diagnosticeret som 2-årige. I 9-års alderen var det kun 14%, som ikke talte, og mellem 35 og 45% procent talte flydende. Hendes undersøgelser har også vist, at 5% ikke længere har symptomer på autisme i 9-års alderen og at yderligere 20% godt nok havde tegn på en udviklingsforstyrrelse, men kunne gå i almindelige skoler.

Det er forskningsresultater, som disse, der er baggrunden for, at eksperter anbefaler at børn kommer i behandling så snart de får en diagnose. Tidlig og intensiv behandling kan optimere behandlingsresultaterne og minimere skadevirkningerne ved udviklingsforstyrrelsen.

»Personer med autisme er ikke kun præget af den autisme, de blev født med, men også af de senere, autistisk prægede erfaringer. Vi ved fx at børn med autisme kigger mindre på andre mennesker – især i sociale situationer - end andre børn. Tænk på, hvor forskellige fra andre børn med autisme bliver, fordi de bruger deres tid på særegne aktiviteter,« siger professor Lord, der er leder af Autism and Communications Disorders Center ved University of Michigan i Ann Arbor.

»Hvis vi kan forhindre nogle af de særegne aktiviteter hos børn med autisme ved at give dem erfaringer, der ligger tættere på typiske børns erfaringer, så kan vi faktisk ændre disse børns udviklingsbane.«

En af de erfaringer, som børn med autisme ikke nødvendigvis gør af sig selv, er at lære imitation af andre. Imitation er en af de færdigheder, som adfærdsanalytisk behandling indlærer. At lære at barn med autisme at vinke farvel – for eksempel – kan tage 40 timers intensiv træning og kan koste i tusindvis af kroner.

Det er penge, som forældrene som regel må betale, eftersom forsikringsselskaber ikke dækker behandlingsudgifter til børn med udviklingsforstyrrelser. En sådan behandling kan koste op til US$ 60.000 om året (340.000 DKK).

For mange børn er intensiv adfærdsanalytisk intervention en del af behandlingen, som dog også ofte indbefatter en kombination af talepædagogik og specialundervisning. Resultaterne varierer betydeligt – fra dramatiske forbedringer til ingen resultater overhovedet. Forskning siger, at mindst to års intensiv, tidlig intervention er nødvendig for at reducere autistiske symptomer og for at sætte fart i et børnehavebarns læring.

Kilde: UPI Consumer Health, 12. marts 2007

Redaktionen /15.3.2007