IRLAND

Forældre taber retssag

Forældrene til den seksårige Seán Ó Cuanacháin har tabt den retssag, som de forrige år anlagde imod en række offentlige myndigheder. Seán har autisme og han har efter forældrenes mening aldrig fået den offentlige behandling, som han har krav på. Men afgørelsen fra High Court er klar: der er ikke tilstrækkeligt juridisk bevis for, at det offentlige tilbud ikke opfylder lovens krav.

Afgørelsen er principielt og forventes at få indflydelse på undervisningstilbud til i hundredvis af børn med autisme i Irland. Retssagen har taget ikke mindre end 68 retsmøder fra januar 2006, og har kostet staten omkring 5 mio. Euro (37 mio. DKK).

Retssagen blev i sin tid anlagt af Seáns forældre imod undervisningsministeren, sundhedsministeren, South Western Area Health Board, East Coast Area Health Board samt staten. I sagen har forældrenes advokat hævdet, at de offentlige myndigheder ikke har levet op til deres forpligtelse til at opfylde drengens undervisningsmæssige- og sundhedsmæssige behov. Det blev hævdet, at staten ikke har sørget for en gratis og adekvat uddannelse, hvilket ifølge forældrene vil indebære 30 timers 1:1-undervisning om ugen baseret på anvendt adfærdsanalyse. Forældrene stillede under retssagen dels krav om at få kompensation for deres tidligere udgifter til ABA-behandling og dels krav om, at staten fremover skal finansiere drenges undervisning.

Seán blev diagnosticeret med autisme i oktober 2002, og det blev i den forbindelse bestemt, at han havde ret til tilbud fra sundhedssystemet og fra undervisningssystemet. Han har fået offentligt betalt hjemmebaseret ABA-behandling fra december 2002 til januar 2004 – men kun 15 timer om ugen, hvilket forældrene hævder er for lidt. I november 2003 blev Seán udredt af en psykolog, som anbefalede at han skulle have ABA-tilbud i mindst 30 timer om ugen. Siden februar 2003 har Seán gået i St Catherine's ABA-skole Barnacoyle, men her har han kun modtaget 14 timers 1:1-undervisning om ugen. Skolegangen er finansieret af det offentlige, men forældrene hævder, at antallet af timer er for lille i forhold til drengens undervisningsbehov.

I en udtalelse fra Kathy Sinnott, som er parlamentsmedlem og aktiv i en handicaporganisation, hedder det, at hun er vred og skuffet over dommen. »Seáns forældre er nu tvunget til at acceptere det niveau, som ministerierne finder passende, uanset det enkelte barns behov. Denne dom er en alvorlig trussel imod handicappede børns rettigheder.«

Kathy Sinnott vil nu stille spørgsmål til de involverede ministre for at få afklaret, hvorfor ministerierne har været villige til at bruge millioner af skattepenge på at bekæmpe et enkelt barn med handicap og dets forældre, som kun ønsker en grundlæggende og adekvat undervisning til deres barn.

Kilde: Irish Times, Ireland, 23. marts 2007

Tidligere artikler om ABA-behandling i Irland:
Ny sammenligning af ABA og eklektisk behandling
Pengegave til ABA-skole
Konflikter mellem forældre og myndigheder
Den fjortende ABA-skole
Pop- og tv-stjerne advokerer for ABA
Uddannelseskrav til ABA-lærere
Bevillinger til ABA-tilbud forlænges
Nye tal udløser krav om flere behandlingstilbud
Lang og dyr retssag om autismebehandling
Ny masteruddannelse i Irland
ABA-skoletilbud fortsætter - måske
Skoletilbud til børn med autisme lukkes
Forældre fortsætter kamp imod psykiatrisk tilbud
Medicinsk eller adfærdsanalytisk dagtilbud
110 retssager om autismebehandling
Fundraising sikrer udvidelse af ABA-skole
Online kursus i anvendt adfærdsanalyse
Otte ABA-skoler i Irland
ABA-skole søger udvidelsesmuligheder
Evaluering af ABA-skoler
Intensiv 1:1 behandling til 30 børn med autisme
ABA-skole anerkendes og får statsstøtte
ABA-klasse i almindelig folkeskole
ABAile kræver ABA-skole
Et gennembrud for ABA?
Rapport anbefaler anvendt adfærdsanalyse og forældres ret til at vælge behandlingsform

Redaktionen / 25.03.2007