TEXAS, USA

Forslag om fritvalgsordning for børn med autisme

Offentlig støtte til betaling for pladser på private specialskoler har hidtil ikke været en mulighed i Texas. Men forkvinden for senatets uddannelsesudvalg har et forslag, som måske kan ændre forholdene. Senator Florence Shapiro, som er republikaner, foreslår at forældre til børn med autisme selv skal kunne vælge den bedste skole til deres børn.

»Børn med autisme har det svært i almindelige klasser,« siger Shapiro, som i lang tid har arbejdet for offentlig støtte til private skolepladser. »Vi må give forældre flere valgmuligheder – ikke mindst forældre til børn med autisme.«

Antallet af børn med autisme i Texas er næste fordoblet i løbet af de seneste fem år. Ifølge tal fra Texas Education Agency var der ved årtusindskiftet 8.972 børn med autisme – nu er tallet 17.282.

En fritvalgsordning vil give forældre mulighed for at bruge et forudbestemt beløb til at købe et skoletilbud – privat eller offentligt. Og det vil også give forældrene mulighed for at vælge en skole i et andet skoledistrikt end barnet hjemmedistrikt. Men det er et kontroversielt forslag, som støttes af forældre til børn med autisme, mens fagforeninger er modstandere.

En af støtterne er Kendra Imbus, som er mor til den fireårige Catherine, der har autisme i svær grad og som deltager i et tidligt interventionsprogram i Katy Independent School District, som ligger i Houston. Men Catherine går også deltids på en privat ABA-skole, Shape of Behavior. En fritvalgsordning ville gøre det muligt for Catherine at gå fuldtids på Shape of Behavior, og ifølge moderen kan det måske betyde, at datteren med tiden kan integreres i en almindelig skole, hvilket på sigt ville resultere i store offentlige besparelser.

Men Kendra Imbus er ikke optimistisk, fordi mange vil modarbejde Shapiros plan. »Det bliver en hård kamp – og jeg tror at offentligheden er ligeglad. De kan ikke forstå problemstillingen. De forstår ikke hvor mange børn, der nu har autisme, og at det på sigt vil være en økonomisk katastrofe for skatteyderne, hvis disse børn ikke får tidlig og intensiv intervention.«

Holli De Clemente er mor til en treårig dreng, Justice, der også går på Shape of Behavior. Skolen har afdelinger seks forskellige steder i Houston med i alt 40 børn og 45 ansatte. Justice har tidligere gået på en offentlig skole, men den kunne slet ikke opfylde hans behov. Moderen fortæller, at Justice gjorde enorme fremskridt da han startede på Shape of Behavior: Han begyndte at tale.

Prisen for at gå på Shape of Behavior er US$ 2.000 for en halvdagsplads (11.400 DKK) og det dobbelte for en fuldtidsplads. Om måneden. »Hvem kan betale så meget? Mine forældre hjælper os økonomisk, ellers ville det være umuligt,« fortæller De Clemente.

Men fagfolk og lærerorganisationer er kraftigt modstandere af forslaget om fritvalgsordning for børn med autisme. De frygter, at en særlig ordning for børn med autisme vil brede sig til andre handicaps.

Richard Kouri fra Texas State Teachers Association siger: »Skattekroner skal gå til de offentlige skoler, ikke til privatskoler. Hvis man først begynder at flytte skattekroner til den private sektor – uanset de gode intentioner – så vil det hurtigt blive et krav også fra forældre til børn med andre særlige behov.«

Senator Leticia Van de Putte, som er demokrat fra San Antonio, siger, at hun også er modstander af en fritvalgsordning, men at hun har sympati for de særlige behov hos børn med autisme. Van de Putte er medlem af Senate Education Committe og hun er opmærksom på, at skoledistrikterne ikke kan yde den nødvendige indsats for børn med autisme. Men hun er modstander af at give skattekroner til private skoler. Pengene skal hellere anvendes til at forbedre det offentlige skolesystem.

Kilde: Houston Chronicle (TX), 18. december 2006

ABA-skolen Shape of Behavior har web-adressen http://www.shapeofbehavior.com/

Tidligere artikler om ABA-behandling i Texas:
Psykologistudium anerkendes af Behavior Analyst Certification Board
Behandlingscenter i Corpus Christi
Forældre taber sag om ABA-behandling

Joi Bay /19.12.2006