PENNSYLVANIA, USA

Dobbelt godkendelse af masteruddannelse

Behavior Analysis Certification Board har godkendt universitetskurset i anvendt adfærdsanalyse ved Mercyhurst College i byen Erie i staten Pennsylvania. Godkendelsen gælder både det teoretiske indhold og praktikdelen i masteruddannelsen.

Efter at Behavior Analysis Certification Board sommeren 2006 hævede kravene til certificering som adfædsanalytiker og præciserede indhold og omfang af praktikforløb har indtil videre kun seks universiteter fået godkendt både deres teoretiske og praktiske uddannelsesforløb. Mercyhurst er det første universitet i den nordøstlige del af USA, som har opnået en sådan dobbelt godkendelse.

Lederen af masteruddannelsen i specialpædagogik, Dr. Phillip Belfiore, understreger, at universitetets uddannelse igennem længere tid har haft et klart adfærdsanalytisk indhold, men den nye godkendelse kvalificerer de studerende til at bliver certificeret som Board Certified Behavioral Analyst. Indholdet i uddannelsen, som er en kombination af teoretiske kurser og obligatorisk praktik, fokuserer på basale principper for adfærdsanalyse og integration med praktisk pædagogiske arbejde og forskning. Praktikdelen koncentreres omkring børn med autisme eller generel udviklingshæmning.

Uddannelsen på Mercyhurst College kan tages enten som et fuldtidsstudium, hvor man tager en mastergrad i specialpædagogik og specialiserer sig i anvendt adfærdsanalyse, eller som en efteruddannelse for personer som allerede har en relevant mastergrad. På efteruddannelsen sker undervisningen om aftenen og i weekender, således at man sideløbende kan passe et fuldtidsarbejde.

En certificering som Board Certified Behavior Analyst (BCBA) forudsætter en teoretisk (efter)uddannelse i anvendt adfærdsanalyse, superviseret praksis og beståelse af en skriftlig eksamen. Godkendte praktikordninger, som tilbydes som et led i en universitetsuddannelse eller –efteruddannelse, skal enten omfatte mindst 1000 timer, hvis 10 % af timerne er superviserede, eller mindst 750 timer, hvis 15 % eller mere er superviserede. Supervisionen skal leveres af en adfærdsanalytiker, der selv er certificeret på højeste niveau; dvs. som Board Certified Behavior Analyst.

Kilde: Mercyhurst College News, PA – 19. december 2006

Læs om efteruddannelsen anvendt adfærdsanalyse ved Mercyhurst College
Læs om masteruddannelsen i Special Education ved Mercyhurst College
Læs om certificering som Board Certified Behavior Analyst og Board Certified Associate Behavior Analyst

Tidligere artikler om ABA-behandling i Pensylvania:
Universitet tilbyder certificeret efteruddannelse i ABA
Forældre har ret til kompensation for udgifter og tid
Dyr men effektiv autismebehandling dræner pengekassen
En særlig skole for børn med autisme
Privathospital opretter ABA-enhed
ABA-skole udvider fra 2 til 12 elever
Mor tilkendes honorar for ABA-behandling af sin egen søn

Joi Bay /27.12.2006