NEW YORK, USA

Det offentlige betaler private skoletilbud

Når elever starter på den nystartede Rebecca School for børn med autisme får deres forældre udleveret en brochure, hvori der er anvisninger på, hvordan man lægger sag an imod New York City for at tvinge myndighederne til at refundere elevafgiften på US$ 72.500 (423.000 DKK). I brochuren er der også telefonnumre på en række advokater, som har specialiseret sig i at føre denne type sager om ret til uddannelse for børn med handicap.

Muligheden for at få byen New York til at betale for pladser på private autisme-skoler er en del af forretningskonceptet på Rebecca School, som er det seneste eksempel på private, kommercielle specialskoler i New York. Når skolen om 2 år er fuldt udbygget, vil den rumme op mod 200 elever med autisme, og vil være en mega-skole i forhold til de traditionelt små ABA-skoler. Rebecca School er imidlertid ikke en ABA-skole, men er funderet på metoden Floortime, og metodens bagmand, dr. Stanley Greenspan, er tilknyttet skolen som supervisor. Rebecca School er oprettet af selskabet MetSchools, Inc., som har investeret US$ 7 mio. (41 mio. DKK) i renovering af lokalerne på Manhattans East 30th Street. MetSchools driver 8 forskellige private skoler i New York.

Den administrerende direktør for MetSchools, Michael Koffler, er ikke skolemand. Han har derimod universitetsgrader i ledelse og økonomi. Han har fundet en kommerciel niche, som udnytter manglerne i New York Citys skolesystem: specialiserede tilbud til børn med autisme.

Hans strategi baserer sig på, at børn med handicap i USA har ret til en gratis og adækvat offentlig uddannelse – et princip som betyder, at hvis skolesystemerne ikke selv har relevante tilbud, så må de i stedet betale private skoler for at varetage opgaverne.

Michael Koffler startede sin private skoleforretning i 1986 med Sunshine Developmental School i Queens. Skolen startede med blot 12 elever med specielle behov, men har i dag mere end 300. Skolen optager elever med indlæringsvanskeligheder, men er ikke en ABA-skole. Senere åbnede Koffler tilsvarende specialpædagogiske skoler i bl.a. Bedford-Stuyvesant og Williamsburg, og senest gik Koffler ind på markedet for private børnehaver, som i USA snarere har karakter af førskoler. I finansdistriktet af New York åbnede han Claremont Preparatory School, som fuldt udbygget vil have plads til 1000 børn. Omsætningen i MetSchools er nu US$ 79 mio. om året (461 mio. DKK).

Koffler har altså klaret sig godt, selv om han opererer i en branche – undervisning af børn med handicap eller andre indlæringsvanskeligheder – som normalt ikke er profitabel. Han bor i dag i en penthouselejlighed på Manhattan med udsigt over Hudson River, og sidste år donerede han US$ 1,25 mio. til et særligt professorat ved Pace University; et professorat, som er opkaldt efter ham selv.

Selv om elevafgiften på Rebecca School er US$ 72.500 (423.000 DKK), så er det faktisk en billig autisme-skole. Det skyldes, at skolen ikke – som de rigtige ABA-skoler – tilbyder 1:1-undervisning, men har 2 elever til hver lærer. De mindre ABA-skoler koster da også betydelig mere end Rebecca School.

Uddannelsesforvaltningen i New York City har registreret 4.423 børn med autisme i det offentlige skolesystem. De fleste går sammen med mentalt retarderede børn i specialskoler eller specialklasser, hvor der er en lærer for hver seks eller flere elever. I gennemsnit koster en elev med autisme i det offentlige skolesystem kun US$ 34.816 om året (203.000 DKK).

Ud over de 4.423 børn med autisme i det offentlige skolesystem er der 732 pladser for børn med autisme i en håndfuld statsanerkendte private skoler. Her betaler byen op til US$ 48.000 om året per plads (280.000 DKK). Disse private skoler er dog ikke for alle børn med autisme. Skolerne er forbeholdt de velfungerende børn på det autistiske spektrum – fx børn der stereotypt er optaget af undergrundstog. Børn med mere alvorlige former for problemadfærd – fx at banke hovedet ned i bordet og som er uden talesprog – er udelukket fra disse skoler.

Forældre til de børn, der afvises fra disse skoler, eller som ikke finder det offentlige tilbud tilfredsstillende, opsøger andre private alternativer og sender regningen til New York City eller lægger sag an imod byen, hvis forvaltningen nægter at betale. Den udbredte brug af advokater og retssystemet er ikke unikt for forældre til børn med autisme. Det gælder for alle børn med behov for specialundervisning. Der indbringes i New York hvert år mere end 4.700 sager om specialundervisning, og det koster byen US$ 53 mio. at håndtere disse retssager (309 mio. DKK). Heraf drejer ca. to tredjedele sig om betaling for pladser på privatskoler. Antallet af sager kan fx sammenlignes med storbyen Chicago, hvor der kun er 150 sager om året.

Mange – i forvaltningen, blandt skolefolk og blandt politikere – er meget kritiske over for dette system, der åbenlyst favoriserer de forældre, der har ressourcerne til at kæmpe deres barns sag og som kan betale advokater US$ 450 i timen (2.600 DKK).

Årsagen til denne misere er, at New York City – til forskel fra de fleste andre skolesystemer – ikke har formået at leve op til lovgivningens krav om gratis og adækvate undervisningstilbud til børn med handicap. New York er berygtet for sine mangelfulde og ulovlige tilbud til børn med handicap. Advokater med speciale i uddannelsesret fortæller samstemmende, at det snarere er reglen end undtagelsen, at de mest basale formaliteter ikke er på plads. Der mangler individuelle undervisningsplaner, lovbestemte visitationsmøder bliver ikke afholdt, sagsmapper forsvinder, skoleplaceringer er åbenlyst usaglige og de fagfolk, der møder op til retssager, har som regel aldrig mødt det barn, som sagen drejer sig om.

En af de advokater, som har specialiseret sig i sager om specialundervisning, er Gary Mayerson, som i dag leder advokatkontoret Mayerson & Associates, der har specialiseret sig i at føre sager for forældre til børn med autisme. I skoleåret 2005-06 kørte hans advokatkontor 257 sager om specialundervisning i New York, og han tabte kun 2 af dem.

Mange af Mayersons klienter kommer enten fra Rebecca School eller fra den private ABA-skole McCarton School, som ligger på Upper East Side. McCarton School har kun 23 elever, som kommer fra hele USA og fra Europa. Forældrene er flyttet til East Side af New York for at få deres barn indskrevet på skolen. Selv om disse forældre er tilflyttere, har de også mulighed for at få New Yorks Department of Education til at betale regningen – US$ 84.000 for skolepladsen og yderligere US$56.000 for fritidsordningen (i alt 816.000 DKK).

Men forholdene er måske ved at ændre sig. Sidste år ansatte New Yorks Department of Education 10 advokater til at forsvare byen i mod de mange søgsmål på specialundervisningsområdet. USA Højesteret har også for nylig slået fast, at forældre må bevise, at det offentlige skolesystem har overtrådt lovgivningen, inden de kan indskrive barnet i en privat skole og kræve skolepengene refunderet.

Samtidig opretter New Yorks skolesystem egne ABA-klasser. Der er i løbet af det sidste år oprettet 46 nye ABA-førskoleklasser. Desuden har man oprettet byens første statsanerkendte ABA-skole - New York Center for Autism på East 101st Street. Her benytter man den samme pædagogiske metode, som på de private ABA-skoler. En plads på skolen koster US$ 62.000 om året per elev (360.000 DKK), og man regner desuden med at skulle indsamle ekstra $20.000 per elev fra fonde og events.

Kilde: New York Magazine, 22. oktober 2006

MetSchools Inc. har web-adressen http://www.metschools.com/

New York Center for Autism - Charter School har web-adressen http://www.nyc4a.org/index_flash.htm

McCarton School har web-adressenhttp://www.mccartonschool.org/index.htm

Gary Mayersons advokatfirma Mayerson & Associates har web-adressen http://www.mayerslaw.com/

Tidligere artikler om ABA-behandling i New York:
Lov tvinger forsikringsselskaber
Mor starter eget firma: AutismEdu
Ankesag ender med godtgørelse til ABA-elev
ABA-skole flytter
Indsamling til fordel for ABA-center
Problemer når ABA-børn skal integreres
ABA til småbørn med autisme
Et virvar af behandlingstilbud
To skoledistrikter i New York indfører anvendt adfærdsanalyse
Gammel specialskole indfører adfærdsanalytisk behandling
ABA-skole søger praktikpladser
Pengegave til ABA-skole
Forældre fik tilbudt ABA-behandling, men krævede døgninstitution
ABA-skole holder indvielsesfest
½ mio. dollar til ABA-program
Forældre indretter ny ABA-skole

Joi Bay /16.11.2006