IRLAND

Nye tal udløser krav om flere behandlingstilbud

Det reelle antal børn med autisme i Irland er meget højere end man hidtil har troet. Det ansete lægefaglige tidsskrift TheLancet har offentliggjort tal, som viser, at mere end 1% af børn nu diagnosticeres med autisme eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

For et tiår siden regnede man i Storbritannien med, at udbredelsen af autisme blandt børn var 4-5 ud af 10.000 – dvs. ca. ½ promille. Den nyeste undersøgelse viser, at udbredelsen nu skønnes at være 20 gange højere. Professor Gillian Baird og hendes kolleger fra Guy's and St Thomas' Hospitals i London har i det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet offentliggjort resultater fra en undersøgelse blandt 9-10 årige børn i det sydlige London. Ud af i alt 57.000 børn i aldersgruppen blev der fundet 255, som allerede var diagnosticerede inden for det autistiske spektrum. Hertil kom 1.515, som ikke havde en formel diagnose, men som modtog specialundervisning i forskelligt omfang. Af disse udvalgte forskerne en tilfældig gruppe, som blev udredt for autismesymptomer. På den måde er man nået frem til, at udbredelsen af infantil autisme er 39 per 10.000 og at andre 77 per 10.000 enten er diagnosticeret eller bør diagnosticeres med andre diagnoser inden for det autistiske spektrum – dvs. atypisk autisme eller Aspergers syndrom. I alt var udbredelsen af autismespektrumforstyrrelser altså 116 per 10.000 børn, hvilket svarer til at 1,16% af alle børn mellem 9 og 10 år har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

Selv om den nye undersøgelse altså ikke omfatter børn fra Irland, så har interesseorganisationen Autism Ireland benyttet anledningen til at gøre opmærksom på det voksende behandlingsbehov for børn med autisme - også i Irland. Der er nu flere børn med autisme end nogen anden form for handicap, udtaler Autism Ireland.

Også organisationen Irish Autism Action har været på banen efter offentliggørelsen af de nye tal. Kevin Whelan fra Irish Autism Action siger, at den irske regering ikke har formået at håndtere det voksende antal børn med autisme. »Irland halter alvorligt bagefter andre lande, når det gælder støttesystemer for børn med autisme og deres familier. Autisme er en meget kompleks forstyrrelse. Derfor må regeringen investere i mere forskning i udbredelsen af autisme og årsagerne til det voksende antal diagnoser«.

Kevin Whelan fortæller også, at der i Irland stadig kun er 12 uddannede ABA-fagfolk – lærere eller pædagoger – selv om der er behov for langt flere, eftersom regeringen anbefaler mindst en ABA-ekspert i hvert skoledistrikt. »Selv om de eksisterende ABA-skoler har vist, at denne metode er effektiv for børn med autisme, så har staten ikke afsat midler til finansiering af nye ABA-skoler«. Han kritiserer også, at den irske regering ikke vil offentliggøre præcise tal for antallet af autismetilfælde i landet og heller ikke har en plan for en styrket behandling.

»Den irske regering vil ikke vide, hvor mange personer, der har autisme i Irland, og kynikere vil hævde at det skyldes, at de ikke ønsker at sørge for tilbud til personer med autisme«.

Kilde: Daily Mail (London), 14. juli 2006

Irish Autism Action har webadressen http://www.autismireland.ie/

Den omtalte artikel i The Lancet er Baird, G., Simonoff, E., Pickles, A., Chandler, S., Loucas, T., Meldrum, D., et al. (2006). Prevalence of disorders of the autism spectrum in a population cohort of children in South Thames: the Special Needs and Autism Project (SNAP). Lancet, 368(9531), 210-215. Artiklen er omtalt nærere på ABAforum.dk

Tidligere artikler om ABA-behandling i Irland:
Lang og dyr retssag om autismebehandling
Ny masteruddannelse i Irland
ABA-skoletilbud fortsætter - måske
Skoletilbud til børn med autisme lukkes
Forældre fortsætter kamp imod psykiatrisk tilbud
Medicinsk eller adfærdsanalytisk dagtilbud
110 retssager om autismebehandling
Fundraising sikrer udvidelse af ABA-skole
Online kursus i anvendt adfærdsanalyse
Otte ABA-skoler i Irland
ABA-skole søger udvidelsesmuligheder
Evaluering af ABA-skoler
Intensiv 1:1 behandling til 30 børn med autisme
ABA-skole anerkendes og får statsstøtte
ABA-klasse i almindelig folkeskole
ABAile kræver ABA-skole
Et gennembrud for ABA?
Rapport anbefaler anvendt adfærdsanalyse og forældres ret til at vælge behandlingsform

Joi Bay / 14.08.2006