AUSTRALIEN

Forældreinitiativ til oprettelse af ABA-skole

Forældre til børn med autisme i Mornington har indkaldt til møde om oprettelse af en lokal ABA-skole. Mornington er en forstand til storbyen Melbourne i delstaten Victoria i det sydlige Australien.

Blandt initiativtagerne til mødet er forældrene til Billy Moore, Michael og Laureen. Billy er 9 år gammel. Han har været diagnosticeret med autisme siden han var 2 år gammel, og er såkaldt lavtfungerende – dvs. at han er lærehæmmet og er uden funktionelt talesprog. Han har tidligere gået i specialskole, men hans forældre fortæller, at han ikke kan lære af gruppeundervisning, men i stedet har brug for individuel undervisning. Opgaverne skal tilpasses hans særlige læringsstil og de skal opdeles i mindre dele, som skal indlæres hver for sig. Ellers kan han ikke lære, fortæller hans forældre.

»Det bedste undervisningstilbud til Billy og andre børn som ham vil være en decideret ABA-skole« siger Michael Moore.

Mødet om oprettelse af en ABA-skole i Mornington afholdes fredag den 11. august i St Mark's Uniting Church Hall i Mornington.

Kilde: Mornington Peninsula Leader (Australia), 8. august 2006

TIdligere artikler om ABA-behandling i Australien:
ABA-skole på tegnebrættet
Hvem skal betale for intensiv adfærdsanalytisk behandling?
Dom for drab udløser debat om tidlig intervention
Learning to Learn – ABA-forening i New South Wales
Børn med autisme fortjener evidensbaseret intervention
Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
ABA på World Autism Congress
Utilfredshed med nyt behandlingstilbud
ABAKidz – en succeshistorie fra Tasmanien

Joi Bay / 09.08.2006