ENGLAND

Roman om ægteskabelig krise i familie med autisme

»Den historie, man sjældent hører, er historien om det pres, der ligger på forældrenes ægteskab«, siger forfatteren Marti Leimbach, der er mor til en dreng med autisme. Nu fortæller hun selv denne historie i bogen Daniel Isn´t Talking, der bl.a. sætter fokus på de næsten umenneskelige udfordringer, som parforholdet udsættes for, når man bliver forældre til et barn med autisme. Bogen er en roman, men den er kraftigt inspireret af Marti Leimbachs egne erfaringer som mor til Nicholas og som ægtefælle til Alistair Leimbach.

Som 3-årig havde Nicholas ikke noget talesprog – han talte ikke og han reagerede ikke på sit eget navn. Han havde en usædvanlig, destruktiv og belastende adfærd, som først blev forståelig da han fik diagnosen autisme.

»I vores ægteskab havde jeg altid været den flagrende og kunstneriske, der aldrig bekymrede mig om der var overtræk på min konto. Alistair derimod læste tre aviser om lørdagen, købte tykke biografier, styrede vores økonomi og gik på arbejde i et jakkesæt. Man skulle tro, at jeg ville gå ned med flaget i samme øjeblik, vi fik diagnosen; at jeg ville forvente, at han skulle klare problemerne for mig«, siger Marti. Men sådan gik det ikke. Mens Alistair tilsyneladende accepterede dommen og forholdt sig passiv, kastede Marti sig ud i en utrættelig kamp. Om dagen søgte hun viden på internettet, om natten læste hun autismeforskning og case studies. Til gengæld hverken spiste, sov, lo eller elskede hun særlig meget. Denne forskel i ægtefællernes måde at tackle situationen på lagde afstand mellem dem og det gik hårdt ud over forholdet.

Midt i alt dette bestemte Marti sig for at prøve ABA-behandling til hendes søn. Det blev et vendepunkt for sønnen såvel som for ægteskabet, der var på vej mod afgrunden. Havde det ikke været for ABA ville ægtefællerne formodentlig være gået fra hinanden, men interventionen virkede, og Nicholas begyndte at ændre sig positivt. Da Nicholas begyndte at kalde sine forældre for 'far og mor', da han begyndte at kunne spille simple spil, da han kunne gå i hånd som andre børn og da han begyndte at kigge i billedbøger i stedet for at rive siderne ud, blev familien igen forenet. Glæden over barnets enorme fremskridt bragte Marti og Alistair sammen igen, og ægteskabet overlevede på trods af de dystre statistikker, der siger, at skilsmisseraten blandt autismeramte familier er næsten dobbelt så stor som i familier med typiske børn.

Kilde: Sunday Times, 5. marts 2006

Leimbach, M. (2006). Daniel Isn´t Talking. London: Fourth Estate. 288 pages, ISBN: 0007217005. UK£ 10.99
Andre af Marti Leimbachs bøger er oversat til dansk: Hjerter og rum (1998), Liv og død (1990) - begge er udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof.

Læs mere på forfatterens website: http://www.martileimbach.com

Torsdag den 4.4.2006 fortæller forfatteren om sin roman og sine personlige erfaringer med ABA på internetradiostationen Autism One Radio. Herfra kan udsendelsen efterfølgende downloades.

Tidligere artikler om ABA-behandling i England
Baron-Cohen fremhæver anvendt adfærdsanalyse som behandlingsmetode
Sejr for ret til ABA-skoletilbud
About a Boy
Specialet, der gik verden rundt
Skolekonflikt stadig uløst
TreeHouse School flytter
Samarbejde mellem forretningsfolk og ABA-skole
Trusler om retssager imod stiftere af ABA-skole
Ny fond til forskning i behandling af autisme
Ny teknologi i dataregistrering af ABA-træning
Advokater fører ankesager
»Modstanden har gjort os stærke«
Gave på 22 mio. til ABA-skole
Fire godkendte ABA-uddannelser på De Britiske Øer
Step by Step er klar til at åbne
Pensionistægtepar samler ind til 2-årigs behandling
Myndighed ombestemmer sig om ABA-behandling
Familie flytter forgæves for at få ABA-behandling
Portræt af en engelsk ABA-pioner
Forældre opfører ABA-skole
Behandlingstilbud var ulovligt
Endnu en støttefest for ABA-behandling
Pressionsgruppe for tidlig og intensiv behandling
Privat fund-raising til ABA-behandling
Ret til intensiv behandling afgøres i stigende grad i retssystemet

Tina Obel Lope / 27.03.2006