TENNEESSEE, USA

Principafgørelse om evidensbaseret tilbud fastholdes

USA’s Højesteret har afvist en anke af en principsag om ABA-behandling, og dermed er den tidligere afgørelse i samme sag gældende – en afgørelse, som sandsynligvis vil få stor betydning for den fremtidige fortolkning af den amerikanske skolelov for handicappede, fordi det er første gang at retten til evidensbaseret tilbud er inddraget i forbindelse med The Individuals with Disabilities Education Act.

Sagen startede tilbage i 1998 da forældrene til Zachary Deal ansøgte om, at skoledistriktet Hamilton County Schools i Tennessee skulle betale for drengens intensive, adfærdsanalytiske hjemmeundervisning. Skoledistriktet nægtede at bevilge pengene, og forældrene ankede denne afgørelse til ankeinstansen, som gav forældrene ret: Skoledistriktet havde overtrådt bestemmelserne i Individuals with Disabilities Education Act, fordi skoledistriktet uden individuel vurdering havde bestemt, at det eksisterende skoletilbud til børn med autisme var tilstrækkeligt for drengen. Ankeinstansen gav dog ikke forældrene ret i, at de skulle have refusion for deres udgifter til det hjemmebaserede ABA-program eller for udgifterne til den private ABA-skole, hvor Zachary gik i 1999-2000.

Både forældrene og skoledistriktet ankede denne afgørelse til den lokale domstol. Denne domstol gav skoledistriktet ret på alle punkter og bestemte, at skoledistriktet således ikke havde overtrådt bestemmelserne i Individuals with Disabilities Education Act. Men forældrene ankede endnu engang – denne gang til den regionale appeldomstol 6th U.S. Circuit Court of Appeals. Og her fik forældrene ret på alle punkter. Domstolen skrev i sin afgørelse: ”Sagsfremstillingen viser, at skolesystemet havde en uofficiel politik, som automatisk afviste en-til-en ABA-tilbud og at skolesystemets personale ikke var åbne over for eller var villige til at overveje alternativer til skolesystemets eget tilbud”.

Hamilton County Schools ansøgte herefter om at kunne forelægge sagen for USA Højesteret i Washington DC, men Højesteret har afvist sagen. Dermed er appeldomstolens tidligere afgørelse gældende, og skoledistriktet har ikke flere muligheder for at får afgørelsen ændret.

Blandt advokater med ekspertise i handicapret opfattes sagen som principielt, fordi dommen inddrager forskningsbaserede interventioner i præmisserne. Advokater lægger vægt på, at det af dommen fremgår, at Zachary Deal havde vist ovenud stor fremgang i ABA-interventionen, og dommen nævner, at denne form for intervention kan resultere i besparelser over tid, eftersom ABA tillader en højere procentdel af børn med autisme at fungere som produktive voksne.

Kilder: Today's School Psychologist, 1. november 2005 (Vol. 9, No. 4); Your School and the Law, 2. November 2005 (Vol. 35, No. 20)

Den 21 siders lange kendelse fra Tenneessee i sagen Deal v. Hamilton County Bd. of Educ., 42 IDELR 109 (6th Cir. 2004) er tilgængelig fra advokatfirmaet Mayerson & Associates

ABA-forum har tidligere skrevet om denne sag i artiklen Bliver evidensbasering en ret for børn med handicap?

Joi Bay / 4.11.2005