USA

Bliver evidensbasering en ret for børn med handicap?

Til november er det 30 år siden, at den amerikanske skolelov for handicappede - The Individuals with Disabilities Education Act – blev vedtaget. Siden er denne lovgivning blevet revideret flere gange – senest i december måned 2004. Det forestående 30 år jubilæum har givet tidsskriftet The Special Educator anledning til at gennemgå udviklingstendenser i handicappedes ret til uddannelse.

Et af de helt centrale begreber i skoleloven for handicappede er retten til FAPE – Free and Appropriate Public Education – gratis og behørig offentlig uddannelse. Free and Appropriate Public Education er et juridisk begreb, som ikke er veldefineret i selve loven. Men siden 1975 har en lang række retssager fastlagt det nærmere indhold i FAPE – især hvad der menes med ”behørig” uddannelse.

Den mest kendte og den mest betydningsfulde af disse retssager er den føderale Højesterets kendelse fra 1982: Board of Education v. Rowley, 553 IDELR 656 (1982). I denne dom defineres FAPE som en individuel undervisningsplan, som tilgodeser barnets unikke behov og som gavner barnet uddannelsesmæssigt. Siden er denne præcisering blevet udvidet betragteligt om end det endnu ikke har givet sig udslag i nye kendelser fra højesteret.

»Jeg synes det er interessant at Højesteret kun en enkelt gang har måttet definere begrebet ’gratis og behørig offentlig uddannelse’, og at denne kendelse bliver citeret i så godt som alle afgørelser, som ankeinstanser og domstole træffer om uddannelse til børn med handicap”« siger Jeanne Kincaid, som er advokat ansat i advokatfirmaet Drummond, Woodsum & MacMahon fra Portland, Maine. »Men alle er efterhånden enige om, at siden Højesterets definition er forståelsen af gratis og behørig uddannelse udvidet betragtelig, og jeg mener at der nu er behov for en udvidet definition”.

En mulig udvidelse af definitionen af FAPE kunne være inddragelse af forskningsbaserede interventioner. Advokat Kincaid henviser til dommen i Deal v. Hamilton County Bd. of Educ., 42 IDELR 109 (6th Cir. 2004) som en principsag, der kan ende i Højesteret. I denne sag fandt domstolen, at Hamilton County Department of Education i Tennesee overtrådte skolelovgivningen for handicappede da skoleforvaltningen undlod at finansiere en forskningsbaseret interventionsform (ABA) for Zachary Deal, som er en elev med autisme. Begrundelsen var økonomisk. Domstolen vurderede, at skoleforvaltningen havde en uofficiel politik, hvor man systematisk nægtede at bevilge 1:1-baseret anvendt adfærdsanalyse, fordi skoleforvaltningen allerede havde investeret i en anden undervisningsmetode til børn med autisme. Domstolen udtalte, at denne politik betød »at personalet i skoleforvaltningen ikke mentalt var åbne over for og heller ikke ville overveje alternativer« på trods af, at eleven profiterede af et ABA-tilbud. I henhold til dommen havde drengen vist ovenud stor fremgang i ABA-interventionen, og dommen nævnte, at denne form for intervention kunne resultere i besparelser over tid, eftersom ABA tillader en højere procentdel af børn med autisme at fungere som produktive voksne.

Denne evidensbaserede vurdering af undervisningsmetoder genfinder man nu i No Child Left Behind Act of 2001 (NCLB). Der er tale om en generel lovgivning, som ikke kun har gyldighed for børn med handicap, men som har til formål at højne kvaliteten i alle amerikanske skoler – bl.a. ved at forudsætte anvendelse af evidensbaserede metoder i undervisningen. Hvis man inkluderede kravet om evidensbaserede metoder i definitionen af gratis og behørig offentlig uddannelse til børn med handicap ville definitionen være mere tidssvarende, siger Jeanne Kincaid.

Der er også en tydelig tendens til, at man nu venter med at stemple børn som lærehandicappede indtil alle former for videnskabeligt dokumenterede interventioner er blevet afprøvet, dokumenteret og har fået mulighed for at virke i nogen tid, fortæller hun. »Hvis interventionerne virker og hvis barnet ikke længere har brug for specialundervisning, så er det godt. Denne blanding af special- og normalundervisning er positiv, og denne tendens vil fortsætte«.

No Child Left Behind Act of 2001 forudsætter, at alle børn senest i 2014 skal kunne læse og løse matematikopgaver på et niveau, der svarer til deres klassetrin. Denne forventning kan betyde, at også individuelle undervisningsplaner for børn med handicap i fremtiden ikke alene – som nu – forudsætter et vist udbytte af undervisningen, men også med tiden kan komme til at indeholde mere præcise målformuleringer – især i kernefag som førstesprog og matematik. Så heri ligger der potentielle konflikter mellem de nuværende standarder for gratis og behørig offentlig uddannelse til børn med handicap (FAPE) og forventningerne i No Child Left Behind Act (NCLB).

Kilde: The Special Educator, 19. august 2005, Vol. 21, No. 4

Den oprindelige skolelov for børn med handicap i USA blev kaldt The Education for All Handicapped Children Act of 1975 (Public Law 94-142)

Den nugældende skolelov for børn med handicap i USA hedder The Individuals with Disabilities Education Act

Loven om kvalitetssikring af uddannelse for alle børn kaldes The No Child Left Behind Act of 2001

Kendelsen i Højesteret i sagen Board of Education v. Rowley, 553 IDELR 656 (1982) er tilgængelig fra Emory University

Kendelsen fra Tenneesee i sagen Deal v. Hamilton County Bd. of Educ., 42 IDELR 109 (6th Cir. 2004) er tilgængelig fra advokatfirmaet Mayerson & Associates

 

 

Joi Bay / 13.9.2005