PENNSYLVANIA, USA

Universitet tilbyder certificeret efteruddannelse i ABA

I 1997 arrangerede staten Pennsylvanias undervisningsministerium en rækker fokusgrupper bestående af forældre til børn med autisme. Formålet var at blive bekendt med forældrenes behov.

Fokusgrupperne fortalte ministeriet, at de havde behov for effektive og forskningsbaserede interventioner, og at de involverede fagfolk fik en uddannelse i sådanne interventioner. Forældrene pegede på anvendt adfærdsanalyse (ABA), som er en evidensbaseret tilgang til behandling af børn med autisme.

»ABA var en veldokumenteret metode«, fortæller Fran Warkomski, som er leder af Pennsylvania Training and Technical Assistance Network (PaTTAN) i Pennsylvania Department of Education. »Men på daværende tidspunkt anvendte vi ikke den metode i Pennsylvania«.

For at kunne uddanne fagfolk i ABA henvendte PaTTAN sig til det store statslige universitet, Penn State (The Pennsylvania State University), som siden har udviklet et efteruddannelses- og certificeringsprogram i anvendt adfærdsanalyse. Efteruddannelsen giver mulighed for, at studerende efter den afsluttende eksamen kan bliver certificeret efter de internationale standarder, der er defineret af Behavior Analyst Certification Board.

»Vi har været meget glade for samarbejdet med Penn State, som har afdelinger i hele staten og som derfor har sat os i stand til at efteruddanne adfærdsanalytikere flere forskellige steder«, siger Warkomski. »Samarbejdet har siden bredt sig til en række andre projekter«.

To af disse projekter er Summer Autism Institute og National Conference on Autism, som nu afholdes af Penn State hvert år. I år deltog mere end 1.500 mennesker. Sommerskolen tilbyder kurser i faglig udvikling inden for autismeområdet, mens forældre og børn kommer til konferencen for at høre eksperter fortælle om den seneste udvikling inden for autismeviden.

John Neisworth, som er professor i specialpædagogik ved Penn State og leder af ABA-certificeringsprogrammet, fortæller at Penn State har gjort autisme til et prioritetsområde. Det har allerede givet resultater. Sidste år vandt universitetets ABA-program National Award for Outstanding Credit Program, som uddeles af University Continuing Education Association.

I relation til ABA-efteruddannelsen har Penn State også engageret sig i en række afledte projekter. Således har man på universitetet udviklet et særligt computerprogram, som gør det muligt for ABA-trænere at føre data på en lille lommecomputer. Programmet gør det også let at producere grafer og rapporter om børnenes udvikling.

»Dette software vil spare i massevis af tid«, fortæller Todd Roth, som er leder af dataregistreringsprojektet, der skal afprøves i de lokale skoledistrikter fra februar 2005. Mange andre projekter er på vej. En video til sundhedspersonale, der vil sætte dem i stand til at genkende de tidlige tegn på autisme; en redskabskasse for forældre til børn med autisme, og et undervisningsforløb, der vil hjælpe børn i almindelige skoleklasser til at forstå autisme -- et materiale, der skal anvendes, når et barn med autisme skal inkluderes i sådanne skoleklasser.

Kilde: Penn State Live, PA - 11. oktober, 2004

Mere information om Penn States efteruddannelsesprogrammer kan findes på http://www.outreach.psu.edu/News/

Reglerne for certificering efter standarder fra Behavior Analyst Certification Board:
Standards for Board Certified Behavior Analyst™ (BCBA®)
Standards for Board Certified Associate Behavior Analyst™ (BCABA®)

Tidligere artikler om ABA-behandling i Pensylvania:
Forældre har ret til kompensation for udgifter og tid
Dyr men effektiv autismebehandling dræner pengekassen
En særlig skole for børn med autisme
Privathospital opretter ABA-enhed
ABA-skole udvider fra 2 til 12 elever
Mor tilkendes honorar for ABA-behandling af sin egen søn

Joi Bay /05.11.2004