BRITISH COLUMBIA, CANADA

Skole nægter ABA-træner adgang – forældre anlægger sag

En mor har anlagt sag imod Abbotsford skoledistriktet, fordi hendes søn, der lider af autisme, ikke må medbringe sin ABA-træningsleder i skolen. Moderen hævder, at det har skadet ham fysisk og følelsesmæssigt og har nedsat hans læringsmuligheder.

Sagen er anlagt ved British Columbia Supreme Court af Shirley Hewko på vegne af hendes søn, Darren. Af sagen fremgår det, at skoledistriktet har krævet, at kun en af skolens egne støttelærere skulle hjælpe drengen i skolen. Dette har resulteret i store problemer for drengen, som til sidst måtte tages ud af skolen. Sagens kerne er altså om skoledistriktet har gjort nok for at sikre drengens uddannelsesmuligheder, og om skoledistriktet har diskrimineret drengen på grund af hans handicap.

Sagen er en trussel imod alle de skoledistrikter i provinsen, som kun tillader interne støttelærere at tage sig af børn med særlige behov. Det fortæller Jean Lewis, som er administrativ leder af forældreorganisationen FEAT (Families for Early Autism Treatment).

»Det er ikke et problem, som er begrænset til Abbotford skoledistrikt. Det er en udbredt praksis, og derfor er denne sag principiel«, siger Lewis, hvis organisation støtter retssagen.

Jean Lewis fortæller, at der kun findes en videnskabelig baseret metode til behandling af børn med autisme, anvendt adfærdsanalyse eller intensiv adfærdsmæssig intervention, som er udviklet af den amerikanske forsker Ivar Lovaas. Men skoledistrikterne anvender ikke denne metode.

Lewis fortæller, at børn i British Columbia med autisme i vid udstrækning profiterer af ABA-behandling, og at forældrene ønsker denne behandlingsform indført i skolesystemerne, således at deres børn får mulighed for at lære at lære. »Ret til uddannelse er en grundlæggende rettighed i Canada. ABA er en fantastisk effektiv behandlingsform, som giver mulighed for, at vores børn kan undgå en senere institutionalisering«.

Lewis fortæller videre, at skoledistrikterne er bundet til kun at lade fagforeningsorganiserede støttelærere arbejde i deres skoler. Men, tilføjer hun, »autisme er en ødelæggende, kompliceret og invaliderende forstyrrelse, og vi ønsker ikke at uforsonlige skoledistrikter og fagforeninger skal stå i vejen for disse børns nødvendige behandling«.

»Vi er ikke interesserede i, at skoledistrikterne laver en sammenkogt ret af utilstrækkelige behandlinger for børn med autisme. Autismebehandling er ikke noget, man lærer ved at gå på et ugelangt kursus. Vi ønsker, at skolerne skal åbne deres døre for specialister, der har den nødvendige ekspertise til at behandle disse børn«, siger Lewis.

Af Hewko-sagen fremgår det, at Darrens ABA-træningsleder havde lov til at arbejde med ham i både børnehave og førskolen, og at han dengang ‘gjorde store fremskridt'. Men i oktober 2002 sagde skoledistriktet nej til at fortsætte det tidligere samarbejde med ABA-terapeuten.

»Det havde en øjeblikkelig, negativ og ødelæggende effekt på Darren, som fik aggressive anfald, vi ikke har set tidligere. Han begyndte at rive, at skrige og skade sig selv«, hedder det i sagens akter. Da hans tilstand blev forværret i december 2002 blev han midlertidigt taget ud af skolen. Inden da havde moderen tilbudt at opøve den skoleansatte støttelærer i ABA-teknikker, men hendes tilbud -- som ville være gratis for skoledistriktet -- blev afvist.

Da Darren igen var faldet til ro, kom han tilbage til skolen, men den aggressive adfærd vendte hurtigt tilbage, uden at skoledistriktet opfyldte sin forpligtelse til at rapportere om disse anfald til moderen. I følge moderen håndterede skolen Dannes anfald med straf og fysisk tilbageholdelse.

Da skoleåret 2003-04 startede, besluttede skolen, at Darren skule have eneundervisning, fordi han ikke kunne tilpasse sig klasseundervisningen. Forældrene krævede, at Darren skulle forblive i sin klasse, men da det blev nægtet, blev han atter taget ud af skolen, og har siden modtaget hjemmeundervisnning, uden at forældrene har fået den nødvendige økonomiske hjælp til at gennemføre denne undervisning.

I sagsanlægget imod skoledistriktet kræver Darrrens forældre erstatning for de umiddelbare fysiske og følelsesmæssige skader samt for de langtidsvirkninger -- herunder nedsat livskvalitet og forøget social isolation -- som skoledistriktet har påført Darren.

Kilde: The Vancouver Sun (British Columbia), 11. september 2004

Families for Early Autism Treatment i British Columbia har webadressen http://www.featbc.org/

TIdligere artikler om ABA-behandling i British Columbia
Ret til behandling eller domstolsindblanding i sundhedssystemet?
Kontroverser inden afgørende retssag
Ny bog om kampen for ret til behandling
Ny videofilm om tidlig indsats
Regering taber for tredje gang sag om ABA-behandling
Regeringen kan ikke opfylde løfter om autismebehandling
Forældrekritik af bevilling til autismebehandling
Indiansk familie føler sig svigtet af regeringsparti i sag om ABA-behandling
Dom om ret til intensiv behandling forsøges appelleret
Børn med autisme i British Columbia får nu ret til intensiv og tidlig behandling
Delvis sejr for forældre til børn med autisme

Joi Bay/22.09.2004