NEW SOUTH WALES, AUSTRALIEN

Dom for drab udløser debat om tidlig intervention

Retssagen imod en mor, som sidste år i august måned dræbte sin søn, der havde autisme, har i Australien ført til en fornyet debat af den manglende offentlige støtte til familier, der er ramt af autisme.

Den 39-årige Daniella Dawes blev den 2. juni i New South Wales District Court dømt til 5 års betinget fængsel for drabet på sin søn Jason i deres hjem den 4. august sidste år (se Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold).

Daniella Dawes erklærede sig skyldig i manddrab, men hævdede, at hun var ansvarsfri, fordi hun i gerningstidspunktet var mentalt syg. I løbet af retssagen er det kommet frem, at Daniella Dawes havde forsøgt at få intensiv og tidlig intervention til sin søn, men at det var blevet afslået.

I forbindelsen med retssagen har pressen spurgt, hvem er ansvarlig, når en depressiv mor ikke ser andre udveje end at dræbe sin egen søn med autisme?

Pressen har også rapporteret, at Daniella Dawes var en god mor. Der har været interviews med Jasons søster, hans far, personalet i den lokale bank og i den lokale videoudlejning. Alle har bekræftet, at hun håndterede sin søn godt, når han var med hende i byen – dette på trods af at hans udfordrende adfærd fik andre til at stirre og komme med kommentarer.

Under retssagen har Jasons mormor bekræftet dette indtryk. »Hun var en god mor, men hun blev overladt til et sort tomrum ... hun havde ingen form for aflastning, og hun vidste, at ingen kunne passe Jason, som hun kunne. Hun elskede ham højt«, fortalte drengens mormor.

Men hvordan kan man forklare, at en god og kærlig mor dræber sit eget barn? Både vidner og forsvarer har forsøgt sig med forklaringer som medlidenhedsdrab eller kærlighedsdrab. En kvinde, som ikke kunne se nogen fremtid for sin søn, og som derfor besluttede at dræbe ham og bagefter tage sit eget liv. Alle har samtidig appelleret til retten om en mild straf eller straffrihed.

Jason Dawes havde autisme i svær grad, og Daniella Dawes kæmpede i årevis for at skaffe ham den adfærdsmæssige, uddannelsesmæssige og medicinske hjælp, han havde brug for. Familien flyttede endda til Sydney alene for at få bedre behandling og støtte til Jason, men forgæves.

I følge dem, der kendte familien, var selv dagligdags rutiner en kamp. »At give Jason tøj på var en prøvelse. Han havde ikke noget talesprog. Han havde en monoton lyd, som kunne være meget irriterende. Han kunne ikke klare nogen former for forandringer i de daglige rutiner – det ville føre til skrig og skrål«, fortalte Kylie Powers. Og han nægtede andre end sine forældre at hente ham fra skole.

Daniella Dawes vidnede ikke selv i retten, men har i forbindelse med en mentalundersøgelse fortalt, at hun ikke var vred på Jason, da hun dræbte ham, og at hun ikke var lettet, nu da han ikke længere er en belastning i hendes liv.

Dawes' forsvarer, Roland Bonnici, sagde at da Jason blev diagnosticeret i en alder af 18-måneder, anbefalede lægerne, at han skulle have mindst 20 timers intensiv tidlig intervention om ugen. Men hans forældre kunne kun skaffe tre timer om ugen. Uden en tidlig intervention inden drengen fyldte seks år ville hans fremtidsudsigter være meget dårlige, forklarede Bonnici.

Judy Brewer Fischer fra Autism Aspergers Advocacy Australia har til avisen Melbourne Herald Sun fortalt, at mindst 20 timers behandling om ugen fra 2-års alderen er vital. »Det pres, som sådanne forventninger lægger på familien er ubeskriveligt. Du føler, at dit barn kun har denne ene chance for at udnytte sit potentiale. Du får at vide, at du må sørge for 20-30 timers behandling om ugen, men de offentlige tilbud er meget begrænsede og kan ikke følge med efterspørgslen. Vi kan kun håbe, at denne grusomme tragedie kan få nogle positive konsekvenser for de familier, som til daglig må kæmpe med disse problemer«.

Autism Council of Australia skønner at der er 43.000 personer i New South Wales med autisme, heraf 11.000 børn og teenagers. Af de 11.000 børn og unge er der kun ca. 3.400 som får intensiv behandling, skønner NSW Autism Associations leder Adrian Ford.

»Behovet for intensiv intervention er vokset eksponentielt i løbet af de sidste 10 år, men tilbuddene mangler«, sagde Adrian Ford. »I bedste fald kan forældre forvente at få behandling i et par timer om ugen eller måske en enkelt dag om ugen, men set fra familiernes synsvinkel er der brug 168 timer om ugen«. Tidlig intervention kan gøre en enorm forskel på barnets evne til at kommunikere og til at håndtere ændringer i rutiner, sagde han.

Jason Dawes’ far angreb under retssagen regeringen i New South Wales for ikke at sørge for ordentlige tilbud til børn med autisme. Han fortalte, at han og hans kone i 8 år forgæves havde kæmpet for intensiv behandling til Jason og for aflastning til familien. Faderen appellerede om en mild straf. »Alle forældre til børn med autisme føler, at de allerede er blevet straffet«, sagde Craig Dawes. »Jeg kan ikke se noget formål i at sende hende i fængsel«.

Kilder:
Melbourne Herald Sun, Australia - 2. juni 2004
Sydney Morning Herald, Australia - May 31, 2004

TIdligere artikler om ABA-behandling i Australien:
Learning to Learn – ABA-forening i New South Wales
Børn med autisme fortjener evidensbaseret intervention
Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
ABA på World Autism Congress
Utilfredshed med nyt behandlingstilbud
ABAKidz – en succeshistorie fra Tasmanien

Joi Bay / 02.06.2004