ONTARIO, CANADA

Førerhund skal afløse ABA-behandling

Jackson Grobowsky er 4 år gammel, har autisme og er i gang med en intensiv adfærdsanalytisk behandling. Men når han fylder 6 år, stopper den offentligt finansierede behandling – til gengæld får han en førerhund.

Når Judi Grobowsky om sin søn siger, at han totalt mangler almindelig sund fornuft, så er det ikke et ekko af de mødre, som klager over deres børns mangel på omtanke og hensyntagen. Jackson har i bogstavelig forstand ingen almindelig sund fornuft, han kan ikke tænke logisk, kan ikke forudse konsekvenser af sine handlinger eller ræsonnere som andre børn. Så når han får lyst til at løbe, så spæner han afsted uden hensyntagen til trappen foran ham eller at han krydser en trafikeret vej; kun en meget kontant indgriben fra en voksen kan stoppe ham i sådanne situationer.

Men Jacksons sikkerhedsvagt behøver ikke være en voksen – det kan også være en hund eller rettere en førerhund.

Et eller andet sted i Canada vokser en Labrador eller Golden Retriever hvalp op i en National Service Dogs plejefamilie lykkeligt uvidende om, at den en dag skal være førerhund for Jackson.

Det er relativt nyt, at man anvender førerhunde til personer med autisme – tidligere har førerhunde været forbeholdt personer med synshandicap. Men Labrador- eller Retriever-hundes gode egenskaber og deres størrelse gør dem ideelle som førerhunde for børn med autisme. Hunden skal forhindre barnet i at stikke af, og skal være en rolig og disciplineret partner til børn som Jackson, hvis verden kan være forvirrende og tumultagtig. Men førerhundens vigtigste funktion for børn med autisme er måske, at hunden kan være en ven for barnet, som er hæmmet i sine evner til at knyttet kontakter til andre.

»Jackson vil måske aldrig blive i stand til at få andre venner end sin hund«, siger Judi Grobowsky. »Hunde kan noget med autistiske børn, som mennesker har betydelig sværere ved«.

Men indtil videre må Jackson Grobowsky vente. Prisen for at opdrætte en førerhund er CA$12.000 (53.000 DKK), så National Service Dogs kan kun opdrætte 20 hunde om året. National Service Dogs er en fond, der blev oprettet i 1996 med det specifikke formål at opdrætte førerhunde til børn med autisme. De familier, der får en førerhund behøver ikke selv at betale for hunden, men de opfordres til at bidrage til den generelle indsamling af midler til National Service Dogs.

Familien Grobowskys er allerede i gang med indsamlingen. I deres lokalområde har de arrangeret et kæmpe loppemarked, hvor alle de omkringboende vil opsætte boder med salg af ting og sager fra deres kældre og garager. Alle har indvilget i at donere 30% af deres omsætning til National Service Dogs. Næsten 50 familier fra byen Waterdown deltager i loppemarkedet.

Loppemarkedet har også en yderigere funktion, nemlig at gøre Jackson og hans særlige behov kendte i lokalområdet. Naboer og omkringboende vil nemlig fremover skulle fungere som Jacksons hjælpere og orienteringspunkter, når han skal bevæge sig rundt med sin førerhund.

Jacksons førerhund vil være opdrættet og klar til at hjælpe ham, når han skal starte i 1. klasse i Allan A. Greenleaf School til næste sommer. De vil være sammen overalt, i skolen og i butikker, hvor hunden skal forhindre, at Jackson vælter varerne ned af hylderne, som han har for vane i dag.

Erfaringerne med førerhunde til børn med autisme er ved at blive evalueret af University of Guelph.

Kilde: Hamilton Spectator (Ontario, Canada), 27. maj, 2004

The National Service Dogs Training Centre har webadressen www.nsd.on.ca.

Jackson blev diagnosticeret med autisme i svær grad da han var 18 måneder gammel. Til forskel fra andre børn med autisme, som kan være aggressive, er Jackson indtil videre en mild og glad dreng med en glubende appetit, et meget begrænset talesprog, en søvnforstyrrelse, mange stereotypier og en manglende evne til at koncentrere sig. Han får 21 timers intensiv adfærdsanalyse om ugen ved Chedoke Child and Family Centre, som har webadressen http://www.hamiltonhealthsciences.ca/ccfc/.

TIdligere artikler om ABA-behandling i Ontario:
Regering taber endnu en retssag om ABA-behandling
Nyt autisme-sagsanlæg imod regeringen i Ontario
Millioninvestering i uddannelse af adfærdsanalytikere
Forsinkelse af retssag om tidlig intervention
121 sager om diskrimination af børn med autisme
Mor starter kampagne til oplysning om autisme og ABA
Ny regering viderefører ABA-fjendtlig politik
Menneskeretsdomstol skal vurdere ret til behandling
Domstolskendelse giver ret til fortsat behandling
Offentlig sygeforsikring bør betale for ABA-behandling

Ingen behandling til to brødre med autisme
Universiteter skal videreudvikle ABA-behandling
De personlige historier bag klagerne til menneskerettighedskommissionen
50 familier klager til menneskerettighedskommission over manglende autismebehandling
Kritik af investering i ABA-behandling
Regering investerer millioner i ABA-behandling
ABA-center åbner i Berrie
Et års ekstra ABA-behandling
Ny undersøgelse viser, at ABA-behandling kan betale sig
Mangel på ABA-behandlingspladser

Joi Bay 29.5.2004