BRITISH COLUMBIA, CANADA

Ny videofilm om tidlig indsats

Sabrina Freeman er mor til Mickey, som har autisme men som nu i kraft af tidlig og intensiv ABA-behandling er en velfungerende og begavet teenager. Sabrina Freeman er også medstifter af og forkvinde for FEAT i British Columbia, Families for Early Autism Treatment of B.C. Hun har nu produceret en ny videofilm om tidlig indsats i forhold til autisme hos småbørn. Autism: Now What Do I Do? hedder den.

Freeman understreger i videoen, at et evidensbaseret, adfærdsanalytisk behandlingsprogram er afgørende for børn med autisme, hvis de skal have mulighed for at lære at leve i en ikke-handicappet verden. Hun mener, at en tidlig diagnose – helst i 18-måneders alderen – er det bedste udgangspunkt, og hun anbefaler at man som forældre går uden om de offentlige diagnosticeringsinstanser, som er langsomme, og i stedet får en diagnose fra en privat pædiater – også selv om det er en bekostelig sag. Efter diagnosen bør forældrene komme i kontakt med andre familier i tilsvarende situation – fx. via FEAT. Samtidig skal man som forældre udvælge en erfaren adfærdsanalytiker, som kan være supervisor i et 40-timers ABA-behandlingsforløb i hjemmet. Freeman giver i videoen et meget konkret overblik over et evidensbaseret behandlingsprogram, trin for trin, og behandler spørgsmål som forældrestress, forventninger og faldgruber.

Tidsskriftet Library Journal Reviews anbefaler denne video til både forældre og til offentlige biblioteker, hvor den vil være et godt supplement til videoerne Embracing Play: Teaching Your Child with Autism og Talk to Me: A Documentary Film About Children with Autism, som er blevet anmeldt i Library Journal Reviews den 1.11.2003.

Kilde: Library Journal Reviews 15. april 2004

Videoen Autism: Now What Do I Do? kan bestilles fra enten forlaget SKF Books, som distribuerer videoen (www.skfbooks.com) eller fra Amazon (www.amazon.com).

Autism: Now What Do I Do? color. 35 min. Intl. Documentary Television Corp., dist. by SKF Bks., 413B 19th St., PMB 322, Lynden, WA 98264; 604-534-6956; 2003. ISBN 0-9657565-9-9. $19.95 + $16 s/h to Europe.

TIdligere artikler om ABA-behandling i British Columbia
Regering taber for tredje gang sag om ABA-behandling
Regeringen kan ikke opfylde løfter om autismebehandling
Forældrekritik af bevilling til autismebehandling
Indiansk familie føler sig svigtet af regeringsparti i sag om ABA-behandling
Dom om ret til intensiv behandling forsøges appelleret
Børn med autisme i British Columbia får nu ret til intensiv og tidlig behandling
Delvis sejr for forældre til børn med autisme




Joi Bay 15.04.2004