SUSSEX, ENGLAND

Step by Step er klar til at åbne

Skolebygningen til Step by Step skolen for børn med autisme i Crowborough i Sussex i England er nu færdig, og skolen er klar til at åbne. Skolen er blevet oprettet af en gruppe af forældre til børn med autisme, og skolen er baseret på anvendt adfærdsanalyse, som er en behandlingsform, som ikke tilbydes i det offentlige skolesystem (Se Forældre opfører ABA-skole).

Ikke alene er skolebygningen færdig, personalet er også blevet ansat, og det eneste der nu mangler, er undervisnings- og træningsmaterialer. Det er forældregruppen, som har indsamlet alle midler til opførelse af skolebygningen og ansættelse af personalet. Blandt de mange fantasifulde former for fundraising, som forældrene har taget i anvendelse, er koncerter, boder på lokale markeder og udstillinger, maraton-svømning og løb, faldskærmsudspring, kronragning, ballon-ræs samt cricket og golfturneringer. På den måde er der blevet indsamlet mere end £150,000 (1,7 mio. DKK). Desuden har lokale firmaer og personer doneret materialer og andre naturalier i forbindelse med opførelsen af skolebygningen, der har form som en lade; ikke fordi skolebørnene skal gemmes af vejen som hø i en lade, men fordi skolen er opført på en landejendom, og ved at indrette skolen i en nyopført men gammeldags lade af træ, har man fået en bygning, som stilmæssigt passer ind i omgivelserne.

Planerne om at opføre en ABA-skole i Crowborough har fået massiv lokal støtte. Parlamentsmedlem Charles Hendry har talt skolens sag i parlamentet, og regionalavisen The Courier har dækket bestræbelserne sammen med Meridan TV og BBC South East.

Step by Step skal ikke alene være en ABA-skole for børn med autisme, men skal også være et center til information om ABA-behandling af autisme.

Kilde: Kent and Sussex Courier, 19. marts 2004

Step by Step skolen har webadressen http://www.stepbystepschool.org.uk/

Tidligere artikler om ABA-behandling i England
Pensionistægtepar samler ind til 2-årigs behandling
Myndighed ombestemmer sig om ABA-behandling
Familie flytter forgæves for at få ABA-behandling
Portræt af en engelsk ABA-pioner
Forældre opfører ABA-skole
Behandlingstilbud var ulovligt
Endnu en støttefest for ABA-behandling
Pressionsgruppe for tidlig og intensiv behandling
Privat fund-raising til ABA-behandling
Ret til intensiv behandling afgøres i stigende grad i retssystemet

Joi Bay /22.03.2004