ONTARIO, CANADA

Millioninvesterng i uddannelse af adfærdsanalytikere

Provinsen Ontario vil bruge CA$120 mio (560 mio DKK) ekstra over de næste tre år til uddannelse af ABA-terapeuter. Udspillet kritiseres fra starten for ikke at være tilstrækkeligt.

Sidste år anvendte provinsen omkring CA$ 41 mio (191 mio DKK) til tidlig og intensiv behandling for autisme for børn under seks år gamle. Denne udgift vil stige med 40 mio dollars om året i løbet af de næste tre år.

»Den nuværende regering er fast besluttet på at hjælpe børn og unge med autisme og deres familier«, sagde børneminister Dr. Marie Bountrogianni på en pressekonference. »De fortjener, de muligheder, som en behandling giver«.

Men den ABA-behandling, som koster omkring CA$50,000 om året (233.000 DKK), vil stadig kun være offentlig finansieret for børn under seks år gamle. Regeringen er for øjeblikket involveret i en retssag med forældre, som hævder at seksårs grænsen er tilfældig og diskriminerende. Andre forældre har klaget over diskriminationen til Ontario Human Rights Commission. Mange forældre siger, at de ikke selv kan betale for en sådan behandling uden regeringens støtte.

»Eksperter fortæller os, at for børn, som er fyldt seks eller ældre, er der brug for at hjælpe disse børn i skolen sammen med andre børn, fordi de har brug for at lære at være sammen med andre mennesker«, forklarer Bountrogianni.

Hovedparten af de ekstra 40 mio dollars om året vil gå til bedre uddannelse af adfærdsanalytikere og de lærere, der arbejder med skolebørn med autisme. Planen er, at psykologer og terapeuter skal opøves i brugen af tidlig og intensiv anvendt adfærdsanalyse, som er den bedste form for behandling. Regeringen vil således give støtte til Behavioural Science uddannelserne ved George Brown College i Toronto og ved St. Lawrence College i Eastern Ontario. Denne støtte kan give plads til 60 nye studerende om året -- studerende, hvoraf de første vil være færdiguddannede i begyndelsen af 2006.

»Denne plan vil afhjælpe ventelisterne og forøge behandlingskapaciteten«, sagde Andrew Weir, som er talsmand for børne- og ungdomsministeren. Han fortalte også, at en fjerdedel af de nye bevillinger vil gå direkte til ABA-behandlinger af børn med autisme.

En anden del af planen vedrører de børn med autisme, som starter i skole. Igen er fokus på efteruddannelse af fagpersoner. Weir fortæller at regeringen vil fordoble antallet af koordinatorer, der formidler overgangen fra hjemmebehandling til skolesystemet. Disse koordinatorer arbejder sammen med forældrene, lærerne og støttepædagogerne om at udarbejde en individuel behandlingsplan for hvert enkelt barn.

»Dr. Bountrogianni, som er uddannet psykolog og som selv har arbejdet med børn med autisme, ved, at ABA er en effektiv behandlingsform for førskolebørn, men når de kommer i skolealderen må de lære at anvende deres færdigheder sammen med andre børn. Så fokus er på støtten i skolesystemet ved at efteruddanne lærere«, forklarede Weir. Han kunne også fortælle, at der nu skal nedsættes en arbejdsgruppe, og at planen forventes at være implementeret, når semesteret starter i september i år.

På universitetsområdet vil regeringen desuden bevilge penge til en forskningsleder og fem ph.d.-stipendier til forskning i autismens psykologi. »Regeringens plan vil styrke indsatsen for børn og unge med autisme lige fra førskoleområdet til gymnasieområdet ved at investere midler i forskning og uddannelse, således at Ontario får flere fagfolk, der besidder den nyeste viden om behandling af børn og unge med autisme«, siger Weir.

Han anerkender, at denne plan ikke løser problemer for de familier, der selv betaler for behandling af deres børn. »Der udestår nogle behov, som forældrene må klare privat«, sagde Weir, som tilføjede, at også forældre vil få glæde af de bedre efteruddannelsesmuligheder.

Men Erla Juravsky, som er leder af Beecroft Learning Centre for børn med autisme i skolealderen og hvis søn Daniel har autisme, siger at de nye bevillinger ikke er tilstrækkelige. Hun kritiserer også regeringen for at opretholde seksårs-grænsen.

»Læringen stopper ikke når børn fylder seks år«, siger hun. »Behandlingen har givet min lille dreng en chance for et succesfuldt og selvstændigt liv «.

Inden regeringsskiftet var de liberale meget kritiske over for den tidligere konservative regering for at stoppe den tidlige og intensive behandling når børnene fylder seks år. I valgkampen lovede de liberale at ændre på denne aldersgrænse. Så der har været mange og høje forventninger til den plan, som nu er blevet offentliggjort af Dr. Marie Bountrogianni.

Shelley Martel fra partiet New Democrats siger, at de liberale har brudt deres valgløfter om at udvide mulighederne for behandling for større børn. »Dette udspil vil tvinge disse forældre til at betale i tusindvis af dollars for at få den behandling, som de ved virker for deres børn. Det er totalt uacceptabelt«.

Kilder:
The Brockville Recorder & Times (Ontario), 27.3.2004
Guelph Mercury (Ontario), 27.3.2004

TIdligere artikler om ABA-behandling i Ontario:
Forsinkelse af retssag om tidlig intervention
121 sager om diskrimination af børn med autisme
Mor starter kampagne til oplysning om autisme og ABA
Ny regering viderefører ABA-fjendtlig politik
Menneskeretsdomstol skal vurdere ret til behandling
Domstolskendelse giver ret til fortsat behandling
Offentlig sygeforsikring bør betale for ABA-behandling

Ingen behandling til to brødre med autisme
Universiteter skal videreudvikle ABA-behandling
De personlige historier bag klagerne til menneskerettighedskommissionen
50 familier klager til menneskerettighedskommission over manglende autismebehandling
Kritik af investering i ABA-behandling
Regering investerer millioner i ABA-behandling
ABA-center åbner i Berrie
Et års ekstra ABA-behandling
Ny undersøgelse viser, at ABA-behandling kan betale sig
Mangel på ABA-behandlingspladser

Joi Bay 31.03.2004