ONTARIO, CANADA

Forsinkelse af retssag om tidlig intervention

Regeringen i den canadiske provins Ontario er blevet pålagt at betale store beløb i retsomkostninger som følge af forsinkelse af en sag, som et antal forældre til børn med autisme har anlagt imod provinsen.

Dommer i provinsens højesteret — Superior Court — Francis Kiteley bestemte, at provinsen må betale for udgifter til retsomkostninger og til indhentning af supplerende ekspertudtalelser, hvilket har været nødvendigt for at bedømme nyt bevismateriale i en nu ni måneder lang civil retssag. Dommeren bestemte også, at den indklagede part — dvs. provinsen Ontario — skal forudbetale CA$10.000 til sagsøgerne (46.000 DKK).

Næsten 30 forældre har sagsøgt regeringen i Ontario, fordi den ikke vil finansiere en behandling, som kaldes 'intensiv adfærdsintervention' — eller IBI — til børn med autisme, der er over fem år gamle. Forældrene har fremført, at det er en overtrædelse af menneskerettighederne at nægte finansiering af denne behandling til børn over fem år gamle.

Inden de Liberale kom til magten i Ontario, havde de kritiseret den tidligere regering for at udelukke børn over seks år fra denne behandling. Men i December 2003 sagde den nye premierminister Dalton McGuinty, at regeringen vil videreføre den igangværende retssag, fordi den også handler om mere principielle spørgsmål, nemlig om en domstol kan beordre en provinsregering til bestemte typer af udgifter.

Den civile retssag begyndte i april sidste år, og sagsøgerne afsluttede deres bevisfremlæggelse i september. To måneder senere meddelte provinsens advokater, at den sagsøgte part ville basere deres forsvar på 14 statistiske tabeller med data fra evaluering af autismeprogrammet i Ontario. Dette materiale var oprindelig produceret i forbindelse med en anden retssag, og »hele det nye materiale er til fordel for den sagsøgte part«, som dommer Kiteley bemærkede.

Dommer Kiteley udtalte, at hun ville tillade at provinsen fremlægge dette materiale på trods af, at det er blevet fremlagt for sent. »I alle retssager, især i sager om menneskerettigheder, bør retten have adgang til data, som er så pålidelige som muligt«, udtalte hun. Men hun meddelte samtidig, at »det er ikke retfærdigt over for sagsøgerne at de kommer i en situation, hvor de modtager mere end 200 siders nyt materiale midt i forsvarerens bevisførelse«.

»Denne skadevirkning kan håndteres på to måder«, udtalte dommeren i sin kendelse. Hun bestemte, at sagsøgerne skal kompenseres for »de omkostninger som det nye materiale har afstedkommet«, hvorved sagsøgerne vil få mulighed for at få det nye materiale analyseret af et ekspertvidne, som har vidnet til fordel for sagsøgerne på et tidligere tidspunkt i retssagen. Desuden fik sagsøgerne bevilget mulighed for at genoptage deres bevisfremlæggelse for at kunne inddrage de nye data.

I sin kendelse afviste dommer Kiteley, at beordre provinsen til at betale for tidlig, intensiv intervention for alle sagsøgernes børn, indtil en dom falder når sagen afsluttes. »Hvis retten skulle følge dette ønske på grund af en forsinket bevisfremlæggelse, ville det åbne op for en yderligere forlængelse af sagen, eftersom de sagsøgte i så fald også skulle have fornyede muligheder for bevisførelse«. Det forventes, at retssagen afsluttet i slutningen af april eller maj måned 2004.

Kilde: The Lawyers Weekly, 27. februar 2004

Sagens identifikation er Wynberg v. Ontario, [2004] O.J. No. 307.

TIdligere artikler om ABA-behandling i Ontario:
121 sager om diskrimination af børn med autisme
Mor starter kampagne til oplysning om autisme og ABA
Ny regering viderefører ABA-fjendtlig politik
Menneskeretsdomstol skal vurdere ret til behandling
Domstolskendelse giver ret til fortsat behandling
Offentlig sygeforsikring bør betale for ABA-behandling

Ingen behandling til to brødre med autisme
Universiteter skal videreudvikle ABA-behandling
De personlige historier bag klagerne til menneskerettighedskommissionen
50 familier klager til menneskerettighedskommission over manglende autismebehandling
Kritik af investering i ABA-behandling
Regering investerer millioner i ABA-behandling
ABA-center åbner i Berrie
Et års ekstra ABA-behandling
Ny undersøgelse viser, at ABA-behandling kan betale sig
Mangel på ABA-behandlingspladser

Joi Bay /09.03.2004