BRITISH COLUMBIA, CANADA

Regeringen kan ikke opfylde løfter om autismebehandling


Regeringen i den canadiske provins British Columbia siger, at der ikke er råd til at opfylde de løfter, som regeringsparatiets tidligere leder har givet til forældre om behandling af børn med autisme. »Regeringen kan aldrig opfylde alle de behov, der opstår«, siger Børne- og Familieminister Gordon Hogg. »For 20 år siden var der et barn med autisme ud af 20.000, nu er det et ud af 500. Og selv om vi havde mange flere midler til rådighed, ville der ikke være uddannede folk nok til at give ABA-behandling i hele provinsen«.

I april 2001 lovede den daværende leder af oppositionen -- nu regeringspartiet -- Gordon Campbell til Linda Cucek, som er mor til en dreng med autisme: »Vi vil sørge for, at forældre får mulighed for at få den behandling til deres børn med autisme, som de mener er den bedste«. 27 måneder senere venter Linda Cucek stadig på, at Gordon Campbell indfrier sit løfte om at give Lovaas-behandling til hendes søn, James, og til mange af de 7.500 andre med autisme.

Siden har B.C. Court of Appeal afsagt en kendelse, som slår fast, at ved at nægte den medicinsk nødvendige behandling for autisme -- også kaldet intensiv adværdsintervention eller Lovaas-behandling -- har British Columbia overtrådt Canadas forfatning og Charter Rights of Children (se Børn med autisme i British Columbia får nu ret til intensiv og tidlig behandling).

Men regeringen har nægtet at følge denne afgørelse fordi den vil indebære at det er domstolene og ikke regeringen, som bestemmer sundhedspolitikken i provinsen. I stedet har regeringen appelleret kendelsen til Canadas højsteret (se Canadas højesteret skal afgøre, om børn med autisme har ret til tidlig og intensiv indsats

Linda Cucek og hendes mand har dog ikke i sinde at afvente at sagen kommer for i Canadas højsteret, men vil i stedet forsøge at gennemtvinge ABA-behandling via en Human Rights Tribunal Hearing (dvs. føre en sag om overtrædelse af menneskerettighederne).

Forældre til børn med autisme indrømmer, at en sejr i en Human Rights Tribunal Hearing vil blive dyr for provinsen, eftersom en ABA-behandling kan koste op til CA$ 60.000 om året for 40 timers terapi om ugen (287.000 DKK). Men disse udgifter skal vurderes i forhold til regningen for at have ansvaret for uregerlige voksne med autisme. Og forældrene spørger, hvorfor det er accepteret, at staten betaler for f.eks. diabetes-behandling, mens behandling for autisme ikke betales. »Cost-benefit analyser har gentagne gange vist, at det, man betaler nu til behandling, bliver mere end sparet i senere udgifter til institutioner for voksne for autisme«, siger Michael Lewis fra Autism B.C - provinsens autismeforening.

British Columbia betaler for øjeblikket familier med børn under seks år op til CA$ 20.000 om året (96.000 DKK) og CA$ 6.000 for børn over seks år (29.000 DKK). Men der er ingen økonomisk hjælp til familier med børn over 18 år.

Kilde: The Province, British Columbia, 29. juli 2003


Joi Bay / 13.08.2003