TASMANIEN, AUSTRALIEN

Utilfredshed med nyt behandlingstilbud

Forældre til børn med autisme er bekymrede for, at delstatens tidlige interventionsprogram ikke er intensivt nok til at kunne producere optimale resultater. Programmet, kaldet Links, har kun eksisteret i et år, men er lige flyttet til nye bygninger i hovedstaden Hobart.

Lisa Minchin, som er mor til et barn med autisme, udtalte ved åbningen af de nye bygninger: »Vi er bekymrede for, at Links er for eklektisk en tilgang, og vi mener at børn med autisme har brug for en mere konsistent metode for at sikre, at de får de udfordringer, de har brug for«. Forældrene er også utilfredse med, at børnene ikke får timer nok i interventionsprogrammet, og de mener at en mere koncentreret indsats baseret på adfærdsanalyse vil være bedre.

Delstatens undervisningsminister, Paula Wriedt, fortæller, at der ikke er aktuelle planer om at udvide interventionsprogrammet, men at hun vil følge dets udvikling. »Dette program er veldokumenteret, det har været anvendt i andre dele af Australien og i andre dele af verden«, sagde Paula Wriedt.

Kilde: ABC Tasmania News (4. november 2002)

 

Joi Bay / 04.11.2002