Adfærdsanalytisk iPhone applikation

Forældre til et barn med autisme har udviklet den første adfærdsanalytiske iPhone applikation, som nu er blevet godkendt til salg fra Apples iTunes Store . Applikationen kaldes Behavior Tracker Pro (BTP) og er udviklet for at gøre det muligt at foretage dataregistrering og –analyse på en iPhone eller en iPod Touch.

Behavior Tracker Pro er designet af Elizabeth Mahler, hendes mand Steve og firmaet Nitrex Pro Inc. Ægteparret Mahler er forældre til den nu 13-årige Sarah, som har autisme. Sarah har modtaget ABA-behandling eller ABA-baseret undervisning i de seneste 11 år og samtidig har hendes mor taget en mastergrad i anvendt adfærdsanalyse. Det var interessen for datteren ABA-program, der motiverede Elizabeth Mahler til at begynde uddannelsen som adfærdsanalytiker og hun er nu certificeret som Board Certified Behavior Analyst (BCBA).

Elizabeth Mahler var oprindelig læge, men for tre år siden begyndte Elizabeth sit professionelle arbejde som ABA-supervisor i skoler i det nordvestlige Pennsylvania, hvor familien bor. Supervisor-arbejdet afslørede, at mange fagfolk og forældre har problemer med dataregistrering og –analyse af børnenes progression. Ofte blev der faktisk taget data, men de blev ikke bearbejdet og analyseret, og så er det spildt arbejde, fortæller Elizabeth. En grafisk fremstilling er den letteste måde at illustrere og analysere data på. Ved hjælp af en graf kan man let konstatere om en bestemt måladfærd udvikler sig som forventet, og på den måde kan man hurtigt tilpasse sine programmer, siger hun. Ikke at tage data eller at undlade at analysere data svarer til at flyve i blinde.

Normalt bliver data registreret på et skema med brug af et clipboard og et stopur, men det er besværligt – især hvis data skal registreres i naturlige omgivelser. Det er disse forhindringer, som iPod applikationen løser. Med en iPod kan man ubesværet og uden at tiltrække opmærksomhed registrere data i naturlige omgivelser.

Behavior Tracker Pro giver mulighed for at registrere data fra funktionelle analyser (ABC-analyser) samt frekvensdta og varighed. Applikationen har en indbygget timer, som let kan aktiveres på iPone eller iPod Touch skærmen, og desuden er der mulighed for manuelt at registrere data ved at skrive direkte på skærmen. Applikationen har desuden indbygget et grafik-modul, der grafisk illustrerer data. I grafik-modulet kan man let indsætte markeringen for tidsfaser – fx baseline, intervention, opfølgning. Endelig er der mulighed for at sende data og grafiske fremstillinger videre til team-medlemmer – men disse må også have en iPhone med Behavior Tracker Pro for at kunne læse data eller se grafiske fremstillinger.

Familien har oprettet et firma med navnet Behavior Tracker Pro, som har web-adressen http://www.behaviortrackerpro.com. Behavior Tracker Pro kan købes fra Apples iTunes Store og kan findes i sektionerne for Education og Utilities hvis man søger på Autism eller Behavior Tracker Pro. Prisen er 59,- DKK.

Kilde: Pressemeddelelse fra BTP den 22. juni 2009

 

Redaktionen / 23.06.2009