TIDSSKRIFTER

Apps til børn med autisme

Apps for Autism er en ny bog, der anmelder mere end 200 apps målrettet børn med autisme. Bogen er skrevet af en amerikansk logopæd, og giver en systematisk gennemgang af apps inden for 31 forskellige kategorier – fra alternativ kommunikation og sprogindlæring til skolemæssige og kreative apps. Bogen indeholder også en introduktion til begrebet iTherapy og giver anvisninger på, hvordan apps kan bruges til træning af færdigheder hos børn med autisme.

Apps for Autism er skrevet af logopæden Lois Jean Brady. Hun er specialist i børn med autisme og har en efteruddannelse i brug af computerbaserede hjælpe- og læringsmidler. Hendes bog er systematisk opbygget og er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Indledningsvis gennemgår hun – ganske kort – iTherapy, som omfatter alle former for træning og læring baseret på iDevices. iDevices er fællesbetegnelsen for iPad, iPhone og iPod. iTherapy er brug af et Apple produkt i kombination med en app, der anvendes i behandling eller træning og som er defineret i en såkaldt individuel plan – IEP. IEP – Individual Educational Plan - er den amerikanske betegnelse for en behandlingsplan til børn med behov for specialpædagogisk intervention.

Bogen indeholder også en – ultrakort – beskrivelse af de pædagogiske principper for iTherapy. Her understreges behovet for at bruge de adfærdsanalytiske teknikker prompting og forstærkning, men også nødvendigheden af at tilrettelægge indsatsen individuelt og med udgangspunkt i høje standarder og forventninger. Udgangspunktet må være, at alle børn kan lære at bruge teknologi i deres hverdag. Men det forudsætter – ifølge bogen – bl.a. at alle i barnets team følger fælles procedurer og målrettet arbejder på at lære barnet brugen af iDevices.

Hovedparten af den 400 siders lange bog er en systematisk gennemgang af mere end 200 forskellige apps. Hver app bliver introduceret med en kort tekst, der er kopieret fra udviklerens reklamemateriale og efterfølges af en anmeldelse. Anmeldelserne er sjældent mere end 5-6 linjer lange og er – i langt de fleste tilfælde – temmelig ukritiske. Kun enkelte steder fremhæves alvorlige begrænsninger i en apps anvendelighed.

Det er uklart i hvilken udstrækning forfatteren faktisk har afprøvet de mange apps. I mange tilfælde får man indtryk af, at anmeldelsen ikke er baseret på forfatterens egne erfaringer, men snarere er en sammenfatning af de anmeldelser, som florerer på websites og på Apples Appstore.

Omtalen og anmeldelserne er systematiseret inden for 11 hovedkategorier: alternativ kommunikation, sprogforståelse, træning af talesprog, sociale færdigheder, visuelle hjælpemidler, ergo- og fysioterapi, skoleorienterede apps, neurologiske kommunikationsforstyrrelser (apraksi, dyspraksi, afasi m.v.), stammen, kreative færdigheder samt apps, der er målrettet forældre og andre voksne. Hver af de 11 hovedkategorier er underopdelt i en række underkategorier. Afsnittet om apps til alternativ kommunikation er således opdelt i afsnit om talemaskiner baseret på iDevices, apps til indlæring af tegnsprog eller tegn-til-tale, simple kommuikationskontakter, apps til oplæsning af tekst, apps til træning af artikulation samt apps der motiverer børn med autisme til at kommunikere. I alt er der 31 sådanne underkategorier.

Bogen giver et meget omfattende og – i al fald for øjeblikket – aktuelt overblik over de mange apps, der enten specifikt er målrettet børn med autisme eller som en brugbare til denne målgruppe. Men anmeldelserne er temmelig overfladiske og kan ikke bruges som købsvejledning eller til at vurdere, om en app er brugbar til et bestemt barn med individuelle behov, eller om en app er prisen værd. Hvis der ikke findes gratis prøveversion af en app, må man som forbruger i stedet selv finde frem til mere omfattende og kritiske anmeldelser, inden man bruger penge – i nogle tilfælde mange penge - på en app.

Brady, L. J. (2011). Apps for Autism : An Essential Guide to Over 200 Effective Apps for Improving Communication, Behavior, Social Skills, and More! Arlington, TX: Future Horizons.
Bogen koster UK£ 12.47 hos amazon.co.uk – plus forsendelse.

 

Joi Bay / 21.11.2011