BOGOMTALE

Temple Grandin støtter ABA-behandling af børn med autisme

Temple Grandin er en af de mest kendte personer med autisme i USA. Hun er professor i dyrs adfærd ved Colorado State University, men har også skrevet og holdt forelæsninger om autisme. Hun har deltaget i mange amerikanske tv-udsendelser om autisme og er blevet portrætteret i alle betydende amerikanske nyhedsmagasiner som en person, der har fået succes på trods af en autismediagnose. Hendes liv er blevet filmatiseret, og filmen er blevet vist på kabel-tv-kanaler – bl.a. i Danmark. I en bog om ABA-behandling af børn med autisme støtter hun tidlig og intensiv intervention til småbørn med autisme og fortæller, at uden en sådan intervention ville hun aldrig være blevet professor.

Temple Grandin er født i 1947 og voksede op lang tid inden ABA-behandling til børn med autisme var en mulighed. De første helhedsorienterede ABA-behandlinger af børn blev beskrevet i den videnskabelige litteratur i begyndelsen af 1960erne, og på det tidspunkt var Temple Grandin allerede en stor skolepige. Så hun har ikke selv modtaget ABA-behandling

Da hun som treårig blev diagnosticeret med autisme, blev hendes forældre opfordret til at gøre som de fleste andre forældre gjorde dengang – placering på en døgninstitution. I stedet valgte hendes forældre selv at undervise hende og at købe sig til træning og undervisning. Som toårig var Temple næsten sprogløs og havde mange adfærdsmæssige problemer. I begyndelsen bestod behandlingen af sprogtræning udført af en audiologopæd samtidig med at hendes moder stimulerede hendes sprog og intellekt ved at læse for hende. Familien ansatte også en hjælper, der fik til opgave at holde Temple beskæftiget med meningsfulde aktiviteter i stedet for at henfalde til isolation. Senere gik Temple på en række private skoler, der alle arbejdede aktivt i forhold til hendes særlige behov.

I sin selvbiografi og i den nye bog om ABA-behandling af børn med autisme tillægger Temple denne tidlige intervention æren for, at hun i dag er blevet en succesfuld specialist i dyreadfærd. I den nye ABA-bog skriver hun bl.a.

»Både forældre og fagfolk, der arbejder med børn med autisme, bør læse denne bog. Mange timers intensiv 1:1-træning baseret på adfærdsanalytiske principper kan frembringe store forbedringer; især hvis man starter tidligt. Det værste, man kan gøre for et 2-3-årigt barn med autisme, er ingenting. Da jeg var to, havde jeg alle symptomer på regulær autisme. Da jeg var to og et halvt år gammel var jeg i behandling mange timer om ugen. Hvis mine forældre havde ladet mig sidde i et hjørne i den alder, ville jeg formodentlig ikke være universitetsprofessor i dag«.

Temple Grandin har en mastergrad i eksperimentel psykologi og en doktorgrad i dyreadfærd fra University of Illinois. Siden 1990 har hun undervist i dyreadfærd på Colorado State University i Fort Collins og har desuden en privat virksomhed, der rådgiver dyreproducenter og slagterier i etisk forsvarlig håndtering af slagtedyr. Hun har anvendt sine erfaringer med autisme og især sine egne oplevelser af angst ved bestemte syns- og lydindtryk til at designe folde og slisker, der ikke stresser dyrene inden de skal slagtes. Hun har skrevet mere end 300 videnskabelige artikler om stresshåndtering hos husdyr og har udgivet en række bøger om samme emne.

Temple Grandin bliver i Danmark normalt taget til indtægt for TEACCH-tilbud til børn med autisme. I hendes selvbiografi, som hedder Thinking in Pictures and Other Reports from My Life with Autism, fortæller hun om sin egen hypersensitivitet og sine særlige visuelle evner. Fremhævelsen af disse visuelle færdigheder og Grandins arbejde med at ændre omgivelserne for husdyr bliver oftest opfattet som en støtte til den strukturerede pædagogik, hvor man omstrukturerer omgivelserne og visualiserer begivenheder for børn med autisme med henblik på at indrette miljøet, så det svarer til de autistiske børns særlige perceptionsformer og vanskeligheder med at afkode sociale regler og sproglig kommunikation. Men som den nye bog om ABA-behandling viser, er Temple Grandin også en ivrig fortaler for tidlig og intensiv intervention.

Den nye bog om ABA-behandling er redigeret af Ennio Cipani, som er psykologiprofessor på National University i Fresno og som desuden har 30 års erfaring som ABA-supervisor. Bogen – der har titlen Triumphs in Early Autism Treatment – indeholder 7 cases om børn, der er blevet afdiagnosticeret som et resultat af ABA-behandling. Desuden er der kapitler om ABA-behandlingens historie og en gennemgang af den forskningsmæssige dokumentation for ABA-behandling af børn med autisme. Temple Grandin har skrevet forordet.

Cipani, E. (2010). Triumphs in Early Autism Treatment: The Stories of Seven Best Outcome Cases. New York, NY: Springer.
ISBN-numre (10 - 13 cifre): 0826159958 978-082615995-3
Slå op i bibliotek.dk
Slå op i WorldCat
Slå op i amazon.co.uk

Grandin T. (1995). Thinking in Pictures and Other Reports from My Life with Autism, New York, NY: Doubleday.

Tv-filmen Temple Grandin er instrueret af Mick Jackson og produceret af HBO i 2010. Den vises i Danmark på Canal+. Se fremtidige sendetidspunkter på Canal+. Læs om filmen på Internet Movie Database

Joi Bay / 22.05.2010