OSS

Hvordan foregår ABA-supervision?

 

Supervision er et centralt elemeent i enhver ABA-intervention. Supervisionen er direkte og omfatter alle i barnets team – dvs. barnet, barnets forældre, de involverede fagfolk samt eventuelle hjælpetrænere.

At supervisionen er direkte indebærer, at supervisoren observerer barnet under interventionen – enten live eller evt. via webcam-transmission. På den måde adskiller ABA-supervision sig fra megen anden supervision, som er indirekte – dvs. baseret på, at den person, som modtager supervision, genfortæller sine oplevelser og observationer. En sådan indirekte observation indfører altså et mellemled mellem selve behandlingen og supervision – genfortællingen. ABA-supervision er uden dette mellemled. Det betyder, at supervisoren har gode muligheder for at observere ikke alene samspillet mellem barn og de voksne, men også barnets adfærd i de situationer, som superviseres.

De situationer, som superviseres, er ikke alene 1:1 træningssituationer men også legesituationer med voksen legepartner eller et andet barn som legepartner, ustrukturerede situationer (fx legeplads eller frikvarter) samt hverdagssituationer i hjemmet. Supervisionen kan enten ske i barnets institution eller skole eller kan foregå i barnets hjem. Hvis der skal gives supervision på en form for problemadfærd, som udelukkende eller primært foregår i hjemmet – fx spiseproblemer eller sengelægningsproblemer – så må supervisionen nødvendigvis ske i de omgivelser, hvor problemerne eksisterer. Altså i barnets hjem.

I en typisk ABA-supervision deltager ikke alene barnets pædagog eller lærer, men også barnets forældre og andre nærpersoner. I mange tilfælde vil der også være observatører være til stede – fx en institutionsleder, en PPR-psykolog eller en audiologopæd. Det er således ikke usædvanligt, at en supervision involverer barnet og 5-6 voksne. Denne form for gruppebaseret supervision har den fordel, at teamet kan lære af hinanden. Ved at observere hinandens træning og overhøre spørgsmål og svar fra andre af teamets medlemmer, kan man selv blive bedre til arbejdet med barnet eller få informationer baseret på andres diskussioner.

Denne form for direkte supervision er uvant for de fleste fagfolk og forældre. Begge parter kan opleve det som grænseoverskridende, at de skal præsentere deres arbejde samtidig med at de bliver observeret – ikke alene af supervisoren men også af de andre teammedlemmer. Mange fagfolk finder det i begyndelsen ubehageligt at skulle træne eller undervise et barn samtidig med at barnets forældre er til stede. Og mange forældre synes i starten at det er vanskeligt at skulle demonstrere relationen til barnet foran et publikum.

Årsagen til at man hovedsagelig anvender direkte, live supervision er muligheden for på stedet at korrigere den voksnes adfærd: øvelsen, valg af træningsmateriale, præsentation af materialet, promptingen, feed-back og træningens tilrettelæggelse i øvrigt. Den direkte supervision giver således mulighed for, at den voksne umiddelbart kan afprøve supervisors anvisninger, og at supervisor kan demonstrere, hvorledes øvelser kan gennemføres med større succes.

Indholdet af en typisk session med supervision er følgende:

Efter supervisionen er det teamlederens opgave at skrive et referat af supervisionen og at revidere barnets programmer i overensstemmelse med det aftalte på supervisionsmødet.

Ud over den direkte supervision anvendes der også telefonsupervision, der organiseres som et telefonmøde, hvor supervisor, fagfolk og forældre deltager. Grundlaget for telefonsupervision kan være spørgsmål fra teamets medlemmer, videooptagelser eller data fra træning eller fra observationer. Telefonsupervision erstatter ikke den direkte, live supervision, men supplerer den. Telefonsupervision baseret på videooptagelser betyder også, at det – i særlige tilfælde – er muligt at inddrage eksterne adfærdsanalytiske eksperter, som ikke kender barnet, men som har en særlig viden om en særlig vanskelig problemstilling – fx problemadfærd.

Der er nogle fagfolk, som finder det uetisk, at barnet deltager i supervisionen, fordi der tales om barnet. Men i de fleste teams er det ikke et problem, fordi indholdet i supervisionen ikke drejer sig om barnet eller barnets problemer, men tværtimod om konkrete læringssituationer. I stedet for at finde forklaringer i barnet, så er den adfærdsanalytiske tilgang fokuseret på samspillet mellem barn og lærer eller træner. Der tales derfor i princippet ikke om selve barnet men om læringssituationen. Eller sagt i mere abstrakte begreber: barnet bliver ikke objektgjort i supervisionen, men er en deltager på lige fod med de andre team-medlemmer. Hvordan barnet håndterer en supervisionssituation er helt afhængig af barnets alder og modenhed. Nogle børn leger med sig selv, bliver passet eller ser videofilm, mens de voksne snakker sammen. Andre børn bidrager selv til supervisionen.

Redaktionen / 08 06.2009