Ny overenskomst gælder ikke for hjemmetræning

Dansk Industri og fagforbundet 3F har indgået overenskomst for handicaphjælpere. Overenskomsten gælder kun hjælp til voksne med handicap, og omfatter altså hverken hjemmetræning af børn med vidtgående handicap eller aflastning i hjemmet for familier til børn med handicap. Men det må forventes, at overenskomstens lønniveau og bestemmelser om arbejdsvilkår med tiden vil få en afsmittende effekt også på børneområdet. Forældre, der ansøger om hjemmetræning, kan overveje at søge om økonomisk støtte, der svarer til lønudgiften efter den nye overenskomst.

Baggrunden for den nye overenskomst er, at der blandt voksne handicappede og hos deres hjælpere længe har været stor utilfredshed med de uregulerede arbejdsforhold og lave lønninger. Samtidig med loven om hjemmetræning af børn med handicap blev der vedtaget en ændring af Serviceloven, som fra 1. januar 2009 gør det muligt, for en borger med handicap at delegere arbejdsgiveransvaret til en nærtstående, en borgerstyret forening eller en privat virksomhed. Siden har de handicappede, der bruger hjælpere i hjemmet, organiseret en forening - Landsforeningen Borgerstyret Personlig Assistance (LOBPA) – og denne forening har meldt sig ind i arbejdsgiverforeningen Dansk Industri, som altså har indgået overenskomst med 3F, der organiserer handicaphjælpere.

Forældre, der fungerer som arbejdsgivere for hjælpetrænere i hjemmet eller som har ansat personer til at yde aflastning i hjemmet kan ikke blive medlemmer af Landsforeningen Borgerstyret Personlig Assistance, og har ikke mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til denne forening eller til en privat virksomhed. Men overenskomsten er et første skridt i retning af ordnede forhold på arbejdsmarkedet for handicaphjælpere, der arbejder i hjemmet. ’Ordnede forhold’ betyder i denne sammenhæng bl.a. minimums-arbejdstid, aftalt timeløn, feriepenge, pensionsordning og opsigelsesvarsler.

På børneområdet – aflastning i hjemmet efter § 41 i serviceloven og hjemmetræning af børn med vidtgående handicap efter § 32 i serviceloven – hersker der stadig kaotiske forhold i de fleste kommuner. Enkelte kommuner har påtaget sig at fungere som arbejdsgivere og har ansat en korps af aflastere, som kan udstationeres i familierne, men i andre kommuner får forældre i stedet udbetalt en sum penge til dækning af udgifterne til aflastning i hjemmet og til hjælpere i hjemmetræningstilbud, og forældrene skal selv fungere som arbejdsgivere.

Resultatet er et sort arbejdsmarked, hvor der ikke eksisterer ansættelseskontrakter, hvor lønnen udbetales sort, og hvor de ansatte ikke får feriepenge eller pensionsindbetalinger. Det er et arbejdsmarked, som minder om arbejdsmarkedet for store skolebørns ’babysitning’, og i mange kommuner kaldes bevillinger til aflastning i hjemmet da også børnepasningspenge. Lønniveauet har været bestemt af, at der normalt ikke er blevet indbetalt skat og af tilsvarende lønninger for teenageres fritidsarbejde. 60 kr. i timen har ikke været usædvanligt.

Selv om overenskomsten mellem DI og 3F ikke gælder på børneområdet, kan den blive starten på ordnede ansættelsesforhold for hjælpetrænere og aflastere i hjemmet. Når man som forældre fremover søger om aflastning i hjemmet eller om hjælpetrænere, kan man eventuelt tage udgangspunkt i den nye overenskomst eller i tilsvarende overenskomster for pædagogmedhjælpere eller studerende.

Ifølge overenskomsten mellem 3F og DI vil en løntime udløse følgende udgifter for arbejdsgiveren

 

Hverdage 6:00 - 17:00

Natarbejde og arbejde lørdage 11:00 - 17:00

Søn- og helligdage samt lørdage efter 17:00

Grundløn per time

125,00

143,75

162,50

Stedtillæg i Region Hovedstaden

5,00

5,00

5,00

BPA-/SH-tillæg

3,60

3,60

3,60

Feriepenge, 12,5%

16,70

19,04

21,39

Feriefridage, 2,25%

3,01

3,43

3,85

Fritvalgsordning, 0,25%

0,33

0,38

0,43

ATP-bidrag

1,92

1,92

1,92

I alt per time i Region Hovedstaden

155,56

177,12

198,69

I alt per time uden for Region Hovedstaden

149,81

171,37

192,94

Efter mindst 1000 timer og 1 års ansættelse hos den samme borger udløses et funktionstillæg på fra 2,00 til 10,00 kr. per time. Medarbejdere som er mindst 21 år gamle og som har 12 måneders anciennitet bliver omfattet af en pensionsordning, som udløser et samlet pensionsbidrag på 12,0%. Desuden er der regler for overtidsbetaling, opsigelsesvarsel, løn under sygdom samt barns første sygedag.

Overenskomsten for handicaphjælpere giver en lidt bedre løn end lønnen til pædagogmedhjælpere, hvis grundløn er mellem 111 og 123 kr. i timen – afhængig af anciennitet og hvor i landet, de er ansat (FOA-overenskomst). Studerende aflønnes med en grundløn på mellem 103 og 116 kr. i timen – afhængig af anciennitet og hvor i landet, de er ansat (HK/Stat-overenskomsten). Hertil kommer et kvalifikationstillæg på 2,75 kr. hvis de har været studerende i mere end 2 år.

Overenskomst mellem DI og 3F om handicaphjælpere
FOA-overenskomsten (pædagogmedhjælpere)
HK/Stat-overenskomsten (studentermedhjælpere)


Joi Bay / 01.09.2010