Kritikken bør også rettes imod offentlige tilbud

Af Joi Bay

Som refereret andetsteds på ABAforum.dk kritiserer Danske Handicaporganisationer den nye lov om hjemmetræning på en række områder:

Det er på de fleste punkter en relevant kritik. Der er grund til at være på vagt over for kommuner, der mere eller mindre direkte forsømmer at oprette kvalificerede offentlige tilbud, og i stedet satser på, at forældrene vælger hjemmetræning. Den største fare i denne forbindelse er dog ikke, at der kommer til at mangle specialpædagogiske pladser, men snarere, at loven om hjemmetræning med stor sandsynlighed fører til, at nye og effektive behandlingsmetoder – fx ABA-behandling - ikke etableres i kommunalt regi, men overlades til forældrene.

Det er også rigtigt – som fremført af Morten Carlsson – at træning i hjemmet ifølge den nye lovgivning kan foregå efter ikke-dokumenterede metoder. Der er i loven kun et krav om at den valgte metode kan dokumenteres løbende, således at man kan følge barnets udvikling. Ikke at metoden på forhånd skal være videnskabeligt dokumenteret.

Men bare det, at der i den nye lov er krav om at de anvendte metoder skal dokumenteres løbende – at der skal foretages dataregistrering og dataanalyse – er i sig selv et stort fremskridt. Der er ikke tilsvarende krav til de offentlige, specialpædagogiske tilbud, hvor pædagoger og lærere stadig har en udstrakt metodefrihed – også frihed til at helt at fravælge pædagogiske metoder og i stedet tilrettelægge indsatsen efter deres egne fornemmelser og uden at skulle dokumentere hverken indsatsen eller dens resultater. At specialpædagogiske tilbud til småbørn med handicap tilrettelægges på denne lemfældige og tilfældige måde dokumenteres i den rapport om træning i børnehaver, som SFI lige har udsendt (læs artiklen SFI-rapport om træning af børn med handicap).

Også på andre områder er bestemmelserne om hjemmetræning betydelig mere fremsynede og krævende end praksis i børnehaver og skoletilbud for børn med vidtgående handicap. Til børn, der trænes eller undervises i hjemmet, skal der således udarbejdes en skriftlig tids- og faseplan, som skitserer barnets kommende udviklingstrin og hvordan træningen skal fremme denne udvikling. Denne tids- og faseplan skal være betydelig mere detaljeret og konkret end de individuelle elevplaner og sociale handleplaner, som udarbejdes i offentlige tilbud til børn med alvorlige handicap. Tids og faseplanen skal bl.a. give svar på følgende spørgsmål:

Desuden er der eksplicitte krav om, at hjemmetilbuddet skal matche det enkelte barns behov – det er altså ikke en generel metode, som godkendes, men en metode tilpasset et specifikt barn. Det vil sige, at det hjemmebaserede tilbud skal matche det enkelte barn på en måde, som slet ikke kan lade sig gøre i de konventionelle offentlige tilbud, som altid er gruppebaserede, og hvor man ofte samler børn med forskellige handicap og forskellige behandlingsbehov.

Endelig skal hjemmetræningens kvalitet og barnets trivsel kontrolleres ved to slags regelmæssige kontrolforanstaltninger: tilsyn og opfølgning. Tilsynet skal undersøge:

På alle tre kvalitetsområder – tids- og faseplan, valg af metode ift barnets behov samt regelmæssige kontrolbesøg – er kravene betydelig højere end tilsvarende krav til offentlige tilbud, der ikke bliver kontrolleres så hyppigt og detaljeret, som ikke skal skrive detaljerede tids- og faseplaner for de enkelte børns udvikling, og som ikke skal vælge dokumenterbare metoder, tilpasset det enkelte barns behov.

Danske Handicaporganisationer kritiserer, at børns konventionssikrede ret til at blive hørt i forbindelse med et behandlings- eller træningstilbud, ikke er indarbejdet i bestemmelserne om hjemmetræning. Men den samme kritik kan rettes imod de offentlige dag- og undervisningstilbud. Børn med handicap bliver i dag ikke hørt om deres egne ønsker til specialpædagogiske tilbud – uanset hvor gamle de er. Jeg har endnu ikke set en PPR-indstilling til skoleplacering af et barn med vidtgående handicap, der redegør for barnets egne ønsker til skoleplacering eller som beskriver, hvordan man har haft en dialog med et barn med vidtgående handicap om disse spørgsmål. Jeg har heller aldrig set en afgørelse fra Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, der inddrager barnets egne ønsker som en relevant faktor i nævnets afgørelser.

Derfor kan man undre sig over, at Danske Handicaporganisationer kun kritiserer bestemmelserne om hjemmetræning, og slet ikke retter kritikken imod de offentlige tilbud?

Bestemmelserne om hjemmetræning og –undervisning bliver efter alt at dømme et stort fremskridt i dansk handicappolitik. Loven bryder på en række punkter med nogle fastlåste traditioner:

Loven om hjemmetræning er derfor en god og nødvendige nyskabelse. Især fordi loven med tiden kan ændre på holdningen til forældre blandt fagfolk og sagsbehandlere. Forældre, der hjemmetræner og –underviser deres børn i hjemmet bliver nemlig ikke kun eksperter på deres eget barn, men lærer at arbejde systematisk og målrettet for at opnå klart definerede mål. I løbet af kort tid vil disse forældre blive betydelig mere kvalificerede end de fleste pædagoger og lærere – ikke kun i forhold til et enkelt barn, men også med hensyn til pædagogisk metode, handicappet generelt og med hensyn til, hvordan man dokumenterer effekter af en behandlingsindsats.

Loven om hjemmetræning er lang fra perfekt. Især kan man være bekymret for, at hjemmetræning og –undervisning i nogle tilfælde ender i social isolation af børn og forældre. Børn med autisme har brug for at træne deres sociale færdigheder og deres sprog – det gør man sammen med typiske jævnaldrende i en almindelig børnehave eller en almindelig folkeskole. Hverken isoleret i hjemmet eller isoleret i et specialpædagogisk tilbud.

Joi Bay / 18.12.2008