Lovforslag om ændring af betingelser for hjemmetræning

Socialministeriet har sendt lovforslag om ændring af bestemmelserne om hjemmetræning i høring. Lovændringen er en konsekvens af den aftale om hjemmetræning, som satspuljepartierne indgik sidste år (se artiklen Partier aftaler ændring af regler om hjemmetræning). Lovændringen betyder, at hjemmetræning fremover skal forankres hos en autoriseret sundhedsperson. Det er uklart hvilke konsekvenser loven i givet fald vil få for træning baseret på ABA-metoden.

Baggrunden for lovforslaget er den bekymring om mulige sundhedsskader ved hjemmetræning, som har været fremført i lægefaglige kredse. Dansk Pædiatrisk Selskab (børnelægernes faglige forening), Lægeforeningen og senere Sundhedsstyrelsen har kritiseret metoderne Doman og Family Hope Center, hvori der kan indgå respirationstræning, trykkammerbehandling og patterning. De nævnte lægefaglige instanser har udtrykt bekymring for, at børn kan tage skade af disse former for behandling – især hvis de udføres af ikke-fagfolk. Sundhedsstyrelsen har rettet henvendelse til Socialministeriet og har heri foreslået, at forældre ikke længere kan påtage sig behandlingsansvaret og at træning i hjemmet fremover skal forankres hos en autoriseret sundhedsperson.

Autoriserede sundhedspersoner er de faggrupper og uddannelser, der er omfattet af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det vil sige læger, tandlæger, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter samt en lang række andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Når det gælder hjemmetræning efter metoderne Doman og Family Hope Center vil det især være fysio- eller ergoterapeuter, der kan fungerer som behandlingsansvarlige.

Lovforslaget indebærer, at Socialministeren bemyndiges til – i bekendtgørelsen om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte – at fastsætte de nærmere regler om, at træningen skal ske efter aftale med og under en autoriseret sundhedspersons ansvar.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den autoriserede sundhedsperson kan inddrage forældre og andre i træningen af barnet, og at forældre også fremover selvstændigt kan udføre dele af træningselementerne efter aftale med og instruktion af den autoriserede sundhedsperson.

Der vil desuden blive fastsat regler om, at den autoriserede sundhedsperson kan være ansat hos kommunen eller være en ekstern autoriseret sundhedsperson, som kommunen eller eventuelt forældrene selv har kontaktet, og som kommunen vurderer, at det konkrete træningsforløb kan forankres hos. Det vil således være et krav, at kommunen finder, at den pågældende sundhedsperson besidder relevante kompetencer til at varetage den konkrete opgave.

Forslaget vil betyde, at den sundhedsfaglige person har ansvaret for at tilrettelægge træningen og at dokumentere træningen og dens effekter i tæt samarbejde med forældrene, at instruere forældrene, så de er kvalificerede til at varetage den del af træningen, som de skal stå for, samt at sikre, at alle dele af træningen foregår sundhedsfagligt forsvarligt. Det er således den autoriserede sundhedspersons ansvar at tilrettelægge træningsindsatsen i tæt samarbejde med forældrene samt at sikre sig, at forældrene er i stand til at udføre træningen som instrueret.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at reglerne om hjemmetræning også fremover skal give forældre mulighed for at træne deres børn, og at forældrene fortsat skal have indflydelse på, hvilke metoder der kan trænes efter. Endelig skal forældrene også fremover inddrages, når træningen tilrettelægges.

Bemærkningerne til lovforslaget nævner ikke hjemmetræning af børn med autisme efter ABA-metoden eller andre pædagogiske metoder. Lovforslaget har udelukkende fokus på den form for behandling, der er omfattet af sundhedssystemet – altså den motoriske træning, som også varetages af fysio- og ergoterapeuter. Hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form kan det indebære store og alvorlige konsekvenser for mulighederne for at træne efter ABA-metoden. Der er ingen danske autoriserede sundhedspersoner, der kan eller vil påtage sig ansvaret for ABA-træning eftersom det ligger uden for deres faglige kompetence. Det er kun psykiatere, der har en vis forbindelse til pædagogisk intervention i forhold til børn med autisme, men det er tvivlsomt om psykiatere vil påtage sig et sådant behandlingsansvar.

En anden mulighed for ABA-træning efter en eventuel lovændring vil være de norske ABA-supervisorer, der har en uddannelse som ’verneplejere’. Verneplejer-uddannelsen findes ikke i Danmark, men er i Norge en uddannelse, der kombinerer socialpædagogiske og sundhedsfaglige aspekter. I Norge er verneplejer autoriserede sundhedspersoner og eftersom Danmark og Norge gensidigt anerkender hinandens autorisationer, så kan man forestille sig, at ABA-træning efter lovændringen kan forankres hos disse norske supervisorer, der har en verneplejer-uddannelse.

Læs Forslag til Lov om ændring af lov om social service (Justering af betingelser for forældres udførelse af træning) på Høringsportalen
Se lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

 

 

Joi Bay / 03.02.2012