Partier aftaler ændring af regler om hjemmetræning

I følge kilder tæt på Christiansborg har satspuljepartierne indgået en aftale om at ændre lovgivningen om hjemmetræning. Servicelovens § 32 om særlige dag- og træningstilbud til børn med vidtgående handicap blev sidst ændret i 2008 og samtidig blev det vedtaget, at den skulle revurderes og revideres i folketingssamlingen 2011-12, som starter i oktober 2011. Men allerede på et møde den 16.marts blev partierne tilsyneladende enige om, hvilke ændringer, der skal gennemføres.

Hvis ændringerne bliver gennemført, som aftalt, vil det indebære, at det ikke længere er forældre, der skal påtage sig behandlingsansvaret, som i stedet skal varetages af autoriseret sundhedspersonale. Det hedder i det notat, som satspuljepartierne har diskuteret, at der fremover skal stilles krav om, at træning efter servicelovens § 32 skal tilrettelægges og forestås af autoriserede sundhedspersoner. Det er ikke nærmere præciseret, hvad der menes med at træningen tilrettelægges og forestås af fagpersoner i stedet for forældrene. Men det må formodes at formuleringen kan indebære, at forældrenes nuværende metodevalg enten indskrænkes eller måske helt afskaffes.

Det foreslås også, at den behandlingsansvarlige fagperson kan inddrage forældre og andre ikke-autoriserede personer i træningen af barnet. Denne formulering understreger ikke alene at forældrene mister ansvaret for behandlingen, men også at de kun skal udføre træning efter aftale med og instruktion fra autoriserede fagpersoner.

I en pressemeddelelse fra Socialministern forklares de foreslåede ændringer på følgende måde:

Den model, der drøftes politisk vil bevare hjemmetræning. Reglerne vil fortsat give forældre mulighed for at træne deres børn hjemme, og forældrene har fortsat indflydelse på, hvilke metoder, de kan træne efter. Og forældrene skal også fremover i høj grad inddrages, når træningen tilrettelægges. Ændringerne af reglerne vil i givet fald betyde, at træningen fremover skal ske under vejledning af sundhedsfagligt autoriseret personale.

Regelændringerne skal sikre, at kommunerne ikke godkender træningsmetoder/-elementer, der potentielt kan være sundhedsskadelige for børnene – et hensyn, der vægter meget højt hos de partier, der står bag hjemmetræningsreglerne.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er den kritik af enkelte af hjemmetræningsmetoderne, som er blevet fremført af først Dansk Pædiatrisk Selskab (børnelægernes faglige forening), af Lægeforeningen og senere af Sundhedsstyrelsen. Kritikken retter sig imod metoderne Doman og Family Hope Center, hvori der kan indgå respirationstræning, trykkammerbehandling og patterning. De nævnte lægefaglige instanser har udtrykt bekymring for, at børn kan tage skade af disse former for behandling – især hvis de udføres af ikke-fagfolk.

Sundhedsstyrelsen har på denne baggrund henvendt sig til Socialministeriet og har fremført sin kritik af, at hjemmetræningslovgivning giver mulighed for at kommuner kan godkende og finansiere sådanne behandlingsmetoder. Det er Sundhedsstyrelsen, der har foreslået, at forældre ikke længere kan påtage sig behandlingsansvaret og at træning i hjemmet fremover skal tilrettelægges og til en vis grad udføres af fagpersoner. Dette ønske har Socialministeren tilsluttet sig, og hun har forelagt et forslag til en ny model for hjemmetræning for de partier, der indgår i satspuljeforliget; dvs. alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten. Efter vores kilder har forligspartierne med undtagelse af Dansk Folkeparti tilsluttet sig planerne om at ændre bestemmelserne om hjemmetræning.

De økonomiske konsekvenser af forslaget er ikke nærmere belyst i de notater, der ligger til grund for aftalen mellem forligspartierne. Man må gå ud fra, at den foreslåede model vil være betydelig dyrere end den nuværende hjemmetræning, eftersom fagpersoner skal involveres i meget større omfang.

De foreslåede ændringer kan først træde i kraft, når der i Folketinget er vedtaget en ændring af § 32 i serviceloven og efter at bekendtgørelse, vejledning og håndbogen om hjemmetræning er blevet revideret. Selv om det er Doman og Family Hope Center-metoderne, der har givet anledning til ønsket om at ændre lovgivningen, så vil ændringen også få indflydelse på hjemmetræning efter ABA-metoden. Hvordan er dog endnu uklart. Det forventes, at et lovforslag vil blive fremlagt i efteråret 2011.

Læs Socialministerens pressemeddelelse

Joi Bay / 19.03.2011