Spørgsmål om hjemmetræning i Folketingets Socialudvalg

Folketingets Socialudvalg har stillet en række spørgsmål til socialministeren om kommunernes administration af den nye § 32 i serviceloven. For et halvt år siden trådte de nye bestemmelser om særlige tilbud til børn med vidtgående handicap i kraft, men der er allerede konstateret en række problemer i den måde, kommunerne administrerer de nye bestemmelser på. Det er disse problemer, som spørgsmålene fra Socialudvalget søger at afklare.

Definition af behandling i serviceloven

Tina Petersen fra Dansk Folkeparti har spurgt ministeren om et barn, der bliver diagnosticeret med f.eks. autisme, har krav på behandling, og om man generelt kan betragte et tilbud efter servicelovens § 32 som behandling. Baggrunden for dette spørgsmål er, at der i servicelovens § 32 skelnes mellem behandling, træning og andre former for hjælp. Ifølge lovens tekst er det kun særlige daginstitutioner – specialbørnehaver og specialfritidshjem – der kan yde behandling, mens andre former for hjælp efter samme paragraf betegnes som træning, hvis hjælpen udføres i barnets hjem, og mere uspecifikt som særlig støtte, hvis barnet enkeltintegreres i en almindelig børnehave.

Kombination af offentligt tilbud og hjemmetræning

René Skau Björnsson fra Socialdemokratiet har stillet en række spørgsmål om samme emner. Et af hans spørgsmål handler om, hvordan ministeren vil sikre, at kommunerne administrerer bestemmelserne om kombination af et offentligt dagtilbud og hjemmetræning af børn med vidtgående handicap efter lovens intentioner.

Baggrunden for dette spørgsmål er at det i servicelovens § 32 er tydeligt, at deltids træning i hjemmet kan kombineres med et almindeligt eller et særligt dagtilbud. I den reviderede vejledning 3 til serviceloven er deltids hjemmetræning beskrevet som at tilbuddet til barnet er en kombination af et offentligt tilbud, fx en delvis plads i et særligt dagtilbud kombineret med træning i hjemmet (pkt. 123). I den håndbog om hjemmetræning, som er udsendt af Servicestyrelsen, er deltids hjemmetræning beskrevet som kombinationstilbud: ” Hvis forældrene ønsker at supplere dagtilbud eller skolegang med træning i hjemmet, skal det afklares, hvordan samarbejdet med disse tilbud skal foregå, og hvordan den samlede indsats kan skrues sammen, også i forhold til behov for hjælpemidler, aflastning med videre.” (s. 36)

Erfaringer fra lovens ikrafttrædelse den 1.10.2008 viser, at der er nogle kommuner, som ikke er indstillet på at etablere sådanne kombinationstilbud. I en stor kommune administreres loven på følgende måde:

Krav til forældre i ansøgningsfasen

René Skau Björnsson har spurgt ministeren om hvordan hun vil sikre, at forældre kan få godkendt deres planer for træning i hjemmet, uden at de skal kunne redegøre for barnets træning og udvikling i en tids- og faseplan. Dette spørgsmål stilles fordi det har vist sig, at nogle kommuner stiller urealistisk høje krav til, hvordan forældrene allerede på ansøgningstidspunktet skal kunne gøre rede for barnets forventede udvikling i et hjemmetræningstilbud. I den forbindelse har René Skau Björnsson også spurgt om, hvilken form for støtte fra kommunens side forældre, der ønsker hjemmetræning, kan forvente til udarbejdelse af ansøgning.

I følge § 2, stk. 5 i Bekendtgørelse om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte skal visitationsudvalget vurdere, om hjemmetræning efter den foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov, og om træningsmetoden opfylder krav om dokumenterbarhed. Visitationsudvalget skal desuden vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet.

Det er ikke i hverken bestemmelserne om § 32 stk. 6 eller i den nævnte Håndbog om udredning, visitation og hjemmetræning af børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau opstillet præcise krav til, hvordan forældrene skal ansøge om godkendelse af hjemmetræning eller hvordan forældrene skal dokumentere, at den valgte træningsmetode imødekommer barnets behov. Nogle kommuner stiller allerede i ansøgningsfasen krav om at forældrene udarbejder detaljerede tids- og faseplaner. Disse planer er i bekendtgørelsen om hjælp til børn og unge, der har behov for hjælp eller særlig støtte beskrevet som redskaber i forbindelse med den kommunale opfølgning (§ 6, stk. 2) – efter at hjemmetræningen er godkendt og gået i gang – ikke som en forudsætning for godkendelse. Forældre til nydiagnosticerede børn, der ikke tidligere har trænet deres barn i hjemmet, har ikke faglige forudsætninger for allerede inden hjemmetræningen er gået i gang at udarbejde tids- og faseplaner for barnets træning og udvikling. Et kommunalt krav om tids- og faseplaner allerede i ansøgningsfasen forhindrer derfor effektivt disse forældre i at blive godkendt til hjemmetræning.

Krav om diagnose

René Skau Björnsson har også spurgt om ministeren vil indskærpe over for kommunerne, at en diagnose ikke er en forudsætning for visitation efter § 32 i serviceloven. og at der ikke kan stilles krav om, at diagnoser skal være udstedt fra bestemte offentlige sygehuse?

I dansk sociallovgivning er det et princip, at støtte ikke kan betinges af bestemte diagnoser. Alligevel oplever forældre til børn med kontakt- og udviklingsforstyrrelser, at kommuner ikke vil visitere efter § 32 i serviceloven uden at der foreligger en børnepsykiatrisk diagnose. Desuden er der kommuner, som ikke accepterer børnepsykiatriske diagnoser med mindre disse er udstedt af bestemte, navngivne børnepsykiatriske afdelinger. Det vil sige, at diagnoser fra offentlige børnepsykiatriske afdelinger i andre regioner eller diagnoser fra privatpraktiserede psykiatere ikke accepteres som grundlag for visitation efter § 32 i serviceloven.

Dokumenterbarhed

Socialministeren er også blevet spurgt om hun vil præcisere forskellen på om en træningsmetode er dokumentérbar eller om den er videnskabeligt dokumenteret?

Baggrunden for dette spørgsmål er, at ifølge bestemmelserne om hjemmetræning skal den valgte træningsmetode være dokumenterbar (§ 32, stk. 6) – men ikke nødvendigvis videnskabeligt dokumenteret. Alligevel er der kommuner, som i visitationsudvalgets sagsbehandling stiller krav om videnskabelig dokumentation fra forældrene eller som udelukker bestemte træningsmetoder, fordi evalueringer ikke har kunnet dokumentere bedre effekter fra disse metoder end fra traditionelle metoder.

Kommunal kontrol med hjemmetræning

Det sidste spørgsmål om hjemmetræning handler om kommunernes kvalitetskontrol i form af tilsyn og opfølgning. Spørgsmålet handler om, hvordan forældre kan føle sig trygge, hvis tilsyn og opfølgning foretages af fagfolk, som ikke har kendskab til den træningsmetode, der anvendes i hjemmet.

I bestemmelserne om hjemmetræning er der to former for kommunal kvalitetskontrol: tilsyn og opfølgning. Tilsynet skal gennemføres mindst to gange årligt og opfølgningen skal ske mindst fire gange årligt. I håndbogen om træning i hjemmet er det nævnt, at det typisk vil være fagfolk fra udredningsteamet og visitationsudvalget, som vil stå for tilsyn og opfølgning. Forældre, der har ansøgt om hjemmetræning, har i flere tilfælde oplevet en betydelig modvilje imod hjemmetræning og imod bestemte træningsmetoder hos netop disse medlemmer af udredningsteams og visitationsudvalg. Desuden har det vist sig, at de samme fagfolk har en meget ringe viden om de træningsmetoder, som forældrene ønsker at anvende i hjemmet. Hvis det er de samme fagpersoner, der skal vurdere om en hjemmetræning opfylder betingelserne for godkendelse og om hjemmetræningen i sidste ende kan få lov til at fortsætte, er der hos disse forældre en udbredt frygt for, at tilsyn og opfølgning bliver brugt som anledning til at stoppe ellers velfungerende tilbud i hjemmet.

De stillede spørgsmål har numrene 343-348 og 322-3 og kan findes på Folketingets website

Joi Bay / 19.01.2010