FORSKNING

Supervisionens intensitet og resultater for førskolebørn i tidlig og intensiv adfærdsanalytisk intervention

Eikeseth, S., Hayward, D., Gale, C., Gitlesen, J.-P., & Eldevik, S. (2008). Intensity of supervision and outcome for preschool aged children receiving early and intensive behavioral interventions: A preliminary study. Research in Autism Spectrum Disorders, [Epub ahead of print].
Link til tidsskrift i Bibliotek.dk
Link til online artikel

Tidligere forskning har vist, at effekterne af tidlig, intensiv adfærdsanalytisk behandling afhænger af selve metoden, interventionens intensitet og barnets funktionsniveau. En fjerde mulig faktor er supervisionens kvalitet og kvantitet.

En tidligere undersøgelse har dokumenteret kvalifikationer hos en god supervisor (Davis, Smith, & Donahoe, 2002): En dygtig supervisor må have viden om læringspsykologi samt en omfattende klinisk erfaring – herunder erfaring med oplæringsprogrammer på begynderniveau, programmer på mellemniveau og avancerede læreprogrammer, som adresserer sprogudvikling, leg, sociale færdigheder, følelser, skolefærdigheder samt selvhjælpsfærdigheder. Desuden må en supervisor have erfaring med forskellige typer af elever (fx visuelle og auditivt orienterede elever; børn, der reagerer atypisk på kravsituationer og børn, der har massive adfærdsmæssige problemer). Endelig skal en god supervisor have viden om og erfaring med behandling af problemadfærd og hvordan man i kraft af en afdækning af adfærdens funktion kan begrænse denne. Endelig er det ønskværdigt, at en supervisor har kendskab til lokale sundhedsmæssige, sociale og uddannelsesmæssige tilbud til børn med udviklingsforstyrrelser. Gode kvalifikationer omfatter også kompetence i rapportskrivning, gode samarbejdsevner med forældre og andre fagfolk samt evner til at vejlede et team af behandlere.

Supervisionens intensitet varierer betydeligt fra undersøgelse til undersøgelse. To studier har rapporteret om lavintensiv supervision hver tredje måned (Bibby, Eikeseth, Martin, Mudford, & Reeves, 2002; Magiati, Charman, & Howlin, 2007) mens omfanget af supervision i andre undersøgelser er op til 10 timer om ugen (S. Eikeseth, Smith, Jahr, & Eldevik, 2002). Det er baggrunden for den aktuelle undersøgelse af om supervisionens intensitet har betydning for behandlingens resultater.

Metode

Deltagerne var børn fra UK Young Autism Project (UK YAP). UK YAP har to typer af tilbud: et klinikbaseret tilbud og et hjemmebaseret tilbud. I det klinikbaserede tilbud får alle børn den samme mængde supervision og alle involverede fagfolk (herunder trænere og teamledere) er ansat af UK YAP. I det hjemmebaserede tilbud er kun supervisorer ansat i UK YAP og omfanget af supervision varierer. Det er børn, fra det hjemmebaseret tilbud, der indgår i undersøgelsen.

Alle børn, der blev optaget i behandlingsprogrammet mellem 1998 og 2005 indgår i undersøgelsen hvis de opfyldte en række betingelser:

I alt indgår der 20 børn i undersøgelsen. Deres gennemsnitalder var 35 måneder, IQ ved starten af behandlingen var i gennemsnit 54, og deres mentale alder, målt på deres sprogforståelse, var 21 måneder. Børnene blev fulgt i 14 måneder og de var således i gennemsnit 49 måneder gamle, da undersøgelsen blev afsluttet.

Supervisionen blev givet af otte forskellige supervisorer, der alle var ansat af UK Young Autism Project. I gennemsnit fik børnene 5,2 timers supervision per måned, men med store variationer fra 2,9 timer til 7,8 timer per måned.

Supervisionen blev normalt givet på teammøder i barnets hjem og med deltagelse af barnets forældre og andre teammedlemmer. I løbet af supervisionen analyseredes data fra barnets logbog, teamet demonstrerede øvelser og supervisor gav vejledning om programmer og om reduktion af uhensigtsmæssig adfærd. Desuden blev nye programmer vedtaget og demonstreret. Som afslutning på alle supervisioner blev der skrevet en rapport.

Supervisorernes kvalifikationer var mindst en bachelor-grad og mindst tre års klinisk erfaring både som juniortræner og seniortræner. Erfaringerne omfattede forskellige niveauer af programmer og forskellige typer af børn. Supervisorerne fik en efteruddannelse i principper for anvendt adfærdsanalyse, og de skulle efterfølgende demonstrere kvalifikationer inden for ABA-principper, procedurer og programmer, evne til at udvikle et godt samarbejde med forældre, håndtering af personale samt viden om, hvordan man evaluerer personalets arbejde. Inden en medarbejder blev ansat som supervisor, skulle vedkommende bestå en prøve, som er nærmere beskrevet af Davis m.fl. (2002).

Behandlingen

Behandlingen skete i børnenes hjem, hvor hvert barn havde mindst to forskellige trænere, som gav 1:1-behandling. Intensiteten af behandlingen var i gennemsnit 34,2 timer om ugen i 50 uger om året. Der er ikke redegjort for eventuelle variationer i antal interventionstimer. Forældrene fik et start-kursus i ABA-principper og deltog herefter som teammedlemmer eller team-ledere. Behandlingen var baseret på curriculum fra UCLA Young Autism Project (Lovaas, 2002).

Tests

Børnene blev IQ-testet vha. enten WPPSI-R eller Bayley Scales of Infant Development – Revised. Visuel-spatial IQ blev målt med Merrill-Palmer Scale of Mental Tests, sprogudvikling blev fulgt vha. Reynell Developmental Language Scales og social adaption blev testet vha. Vineland Adaptive Behavior Scales.  

Resultater

Supervisionens samlede omfang varierede fra 40 timer til 110 timer i løbet af de 14 måneder undersøgelsen varede. I gennemsnit forøgedes børnene IQ-scorer fra 54 til 71, men der var store variationer. Resultaterne viste, at der var en stærk statistisk sammenhæng mellem antallet af supervisionstimer og ændringer i barnets IQ-score i løbet af undersøgelsesperioden: jo flere supervisionstimer, desto større var stigningen i IQ. Der var ingen sammenhænge mellem antallet af supervisiontimer og de øvrige udviklingsmål (visuel-spatial IQ, Reynell og Vineland). En model viser, at børnene opnåede en stigning i IQ på 0,21 point per supervisionstime, men disse resultater skal fortolkes med forsigtighed, eftersom effekten af supervision sandsynligvis ikke er lineær. Det vil stige, at selv om en begrænset mængde supervision resulterer i begrænset eller ingen IQ-stigning, og en vist mængde supervision giver en optimal effekt på IQ, så er det sandsynligt, at supervision ud over dette niveau ikke har en ekstra effekt. Desuden må man være opmærksom på, at effekter af supervision afhænger af en række variable, der ikke er undersøgt nærmere: barnets karakteristika, forældrenes involvering og personalets kvalifikationer.

Manglende intensitet i supervision kan forklare, hvorfor nogle undersøgelser har vist begrænsede resultater efter tidlig og intensiv adfærdsanalytisk intervention (Bibby et al., 2002; Magiati et al., 2007). I begge disse undersøgelser blev der givet supervision med tre måneders mellemrum til forskel fra de undersøgelser, der viser større effekt, og hvor supervisionen blev givet to eller fire gange om måneden (S. Eikeseth et al., 2002; S. Eikeseth, Smith, Jahr, & Eldevik, 2007; Sallows & Graupner, 2005; Smith, Groen, & Wynn, 2000).

Man skal dog være opmærksom på, at undersøgelsen har nogle svagheder. For det første er antallet af børn begrænset, hvilke svækker den statistiske analyse af sammenhænge mellem antal supervisionstimer og ændringer i IQ. Det lave antal børn i undersøgelsen muliggør ikke, at man korrigerer for andre mulige faktorer som fx antallet af interventionstimer, trænernes kvalifikationer eller forældrenes involvering eller evner som teamledere og trænere. For det andet er undersøgelsen udelukkende baseret på korrelationer. Selv om undersøgelsen påviser en statistisk sammenhæng mellem to variabler – antal supervisionstimer og ændringer i IQ – så kan den ikke påvise en årsag-virknings-sammenhæng. Hvis det skal gøres, så må omfanget af supervision i stedet undersøges eksperimentelt, hvor man aktivt manipulerer med antallet af supervisionstimer for at se, hvilke effekter det giver, og hvor man samtidig holder andre variabler konstante.

Endelig fremhæves det, at undersøgelsen kun strækker sig over 14 måneder. Det er muligt, at der efter 2 eller 3 år kan konstateres større effekter af supervisionens omfang. Det skyldes, at træningsområder som sociale færdigheder og videregående håndtering af adfærdsmæssige problemer bliver mere individualiserede og komplekse og derfor forudsætter større viden hos supervisor.

Referencer

Bibby, P., Eikeseth, S., Martin, N. T., Mudford, O. C., & Reeves, D. (2002). Progress and outcomes for children with autism receiving parent-managed intensive interventions. Research in Developmental Disabilities, 23(1), 81-104. Refereret som Behandlingsresultater for børn, som modtager familiebaseret behandling

Davis, B. J., Smith, T., & Donahoe, P. (2002). Evaluating Supervisors in the UCLA Treatment Model for Children With Autism: Validation of an Assessment Procedure. Behavior Therapy, 33(4), 601-614.

Eikeseth, S., Smith, T., Jahr, E., & Eldevik, S. (2002). Intensive behavioral treatment at school for 4- to 7-year-old children with autism : A 1-year comparison controlled study. Behavior Modification, 26(1), 49-68. Refereret som Sammenligning af to former for intensiv behandling af 4-7 årige børn: ABA og 'eklektisk' behandling

Eikeseth, S., Smith, T., Jahr, E., & Eldevik, S. (2007). Outcome for Children with Autism who Began Intensive Behavioral Treatment Between Ages 4 and 7: A Comparison Controlled Study. Behavior Modification, 31(3), 264-278.

Lovaas, O. I. (Ed.). (2002). Teaching Individuals with Developmental Delays : Basic Intervention Techniques. Austin, TX: Pro.Ed Inc.

Magiati, I., Charman, T., & Howlin, P. (2007). A two-year prospective follow-up study of community-based early intensive behavioural intervention and specialist nursery provision for children with autism spectrum disorders. Journal of child psychology and psychiatry, and allied disciplines, 48(8), 803-812.

Sallows, G. O., & Graupner, T. D. (2005). Intensive Behavioral Treatment for Children With Autism: Four-Year Outcome and Predictors. American Journal on Mental Retardation, 110(6), 417-438.

Smith, T., Groen, A. D., & Wynn, J. W. (2000). Randomized trial of intensive early intervention for children with pervasive developmental disorder. American Journal on Mental Retardation, 105(4), 269-285. Refereret som Sammenligning mellem center- og familiebaseret behandlinger

Joi Bay / 25.07.2008