FORSKNING

Forskning i ultratidlig intervention på top-10 liste


Geraldine Dawson er hovedforfatter på studiet af normalisering af hjerneaktivitet hos vuggestuebørn med autisme. Læs om Geraldine Dawsons øvrige forskning på ABAforum.dk

Det amerikanske magasin Time gennemgår i slutningen af hvert år de vigtigste forskningsresultater inden for medicinsk forskning og producerer en top-10 liste over de mest lovende resultater. På 2012-listen er undersøgelsen af normalisering af hjerneaktivitet som følge af tidlig og intensiv ABA-baseret intervention blandt de 10 mest lovende forskningsresultater. Undersøgelsen har tidligere været omtalt på ABAforum.dk.

Time Magazine skriver som begrundelse for valget af netop denne undersøgelse, at det er opmuntrende for forældre til børn med autisme, at tidlig adfærdsanalystisk behandling kan normalisere de mønstre i hjernen, der forårsager de autistiske symptomer. Studiet af ABA-modellen Early Start Denver Model (ESDM) viser, at de deltagende børn med autisme ændrede den måde, deres hjerne processerer ansigter og objekter. Normalt udviser småbørn med autisme en større hjerneaktivitet når de betragter døde objekter end når de ser på ansigter. Men efter to års ESDM-intervention ændrede billedet sig, og deres hjerneaktivitet mindede mere om typiske børns. Denne forskning giver håb om, at det er muligt at stoppe og måske normalisere nogle af de funktioner i hjernen, som karakteriserer autisme.

Samtidig understreger artiklen i Time Magazine, at denne form for effekter forudsætter års tidlig og intensiv intervention udført af kvalificeret personale, som kan aktivere vuggestuebørn med autisme i mange timer om ugen.

Lederen af det forskningsteam, som har dokumenteret effekterne af ultratidlig ABA-intervention efter ESDM-modellen, er Geraldine Dawson. Hun er tidligere blevet udnævnt til 'Rock Star of Science'. Geraldine Dawson har været forskningsleder af Autism Speaks siden 2007, og her administrerer hun et forskningsbudget på US$ 25 mio. om året (140 mio. DKK). Dr. Dawson er desuden forskningsprofessor på Department of Psychiatry ved University of North Carolina samt professor emeritus ved University of Washington, hvor hun tidligere har været leder af universitetets Autism Center. Her stod hun i spidsen for universitetets undersøgelse af ultratidlig intervention til vuggestuebørn (se artiklen 8,6 mio. dollars til forskning i ABA-behandling for børn med autisme).

Hun er forfatter eller medforfatter til mere end 100 forskningsartikler om autisme og autismebehandling. Sammen med Sally Rogers har hun skrevet curriculumbogen Early Start Denver Model for young children with autism, som giver anvisninger på ultratidlig ABA-intervention for småbørn med autisme eller som er under mistanke for autisme.

Læs Time Magazine’s Top 10 Medical Breakthroughs, 2012

Dawson, G., Jones, E. J. H., Merkle, K., Venema, K., Lowy, R., Faja, S., . . . Webb, S. J. (2012). Early Behavioral Intervention Is Associated With Normalized Brain Activity in Young Children With Autism. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, 51(11), 1150-1159. doi: 10.1016/j.jaac.2012.08.018. Læs abstract på ABAforum.dk

Find forskning af Geraldine Dawson i ABAforums forskningsdatabase

 

Joi Bay /23.01.2013