FORSKNING

Ingen evidens for sanseintegration til børn med autisme


Anna Jean Ayres (1920 - 1989) er ophavskvinde til behandling baseret på sanseintegration

Sanseintegration er en af de metoder, som oftest anvendes af fysioterapeuter i behandling af børn med autisme. En forskningsgennemgang viser nu, at sanseintegration er udokumenteret som metode til børn med autisme. Forskergruppen bag forskningsoversigten fraråder derfor brugen af sanseintegration. Samtidig har American Academy of Pediatrics udsendt en advarsel om, at dokumentationen for sanseintegration er begrænset. Den amerikanske forening af børnelæger anbefaler derfor tilbageholdenhed i anvendelsen af sanseintegration som terapiform til børn med adfærdsmæssige handicap.

Sanseintegration er baseret på en hypotese om sensoriske dysfunktioner, der i 1970erne blev formuleret af udviklingspsykologen og fysioterapeuten Anna Jean Ayres (Ayres 1972). Sanseintegration er evnen til at organisere sensoriske informationer i hjernen, og sanseforstyrrelser er karakteriseret ved en forøget eller formindsket sensitivitet over for fysiske stimuli. En person med sensoriske integrationsdysfunktioner er hæmmet eller forstyrret i sin evne til at bearbejde sensoriske informationer. Hypotesen om sanseintegrationsforstyrrelser er aldrig blevet anerkendt i lægevidenskaben og sensoriske integrationsdysfunktioner (SID) er ikke optaget som diagnose – hverken i den amerikanske  diagnosemanual DSM-IV eller den internationale ICD-10.

Men sanseintegration er stadig en meget udbredt hypotese blandt fysioterapeuter, og er grundlaget for en række fysioterapeutiske øvelser, der har til formål at styrke sanseintegrationen. Disse øvelser omfatter bl.a. tilførsel af auditive eller taktile stimuli ved at bruge børster, gynger, veste med indbygget vægt, gymnastikbolde samt andre redskaber og særlige omgivelser til dette formål. Bl.a. er brugen af sanserum – fx snoozel-rum– baseret på hypotesen om sanseintegration.

Børn med autisme har ofte atypiske reaktioner på fysiske indtryk – lydlige, visuelle eller taktile stimuli. Det er baggrunden for, at fysioterapeuter ofte arbejder med sanseintegration med denne målgruppe. Målet med denne form for behandling er at tilføre sensoriske stimuli i passende mængder for – med tiden – at forbedre nervesystemets evne til at processere sådanne stimuli.

Forskningsgennemgangen er udført af et internationalt team af forskere fra USA, Italien, Holland, New Zealand og Irland. Forskerne har i databaser søgt efter studier af behandling baseret på sanseintegration til børn med autisme og Aspergers syndrom. De fandt i alt kun 57 studier af effekter af sanseintegration til børn med ASF, men mere end halvdelen af disse studier blev frasorteret, fordi de ikke opfyldte kriterierne: autismediagnoser, målsætning om reduktion af autismespecifikke symptomer (stereotypier, kommunikation, sociale færdigheder) samt en præcisering af, hvilke former for sanseintegrations-øvelser, der blev anvendt. 25 undersøgelser opfyldter disse betingelser. Det er overraskende lavt antal studier, når man tænker på, at metoden har været anvendt i 40 år, og er den mest udbredte fysioterapeutiske metode til børn med udviklingsforstyrrelser.

I alt omfatter de 25 undersøgelser 217 børn i alderen mellem 2og 12 år. Men ud over en autismespektrumdiagnose er børnene i disse undersøgelser generelt dårligt beskrevet. I hovedparten af undersøgelserne kan man fx ikke se om det er børn med eller uden mental retardering eller om de har andre side-diagnoser. Interventionerne i disse undersøgelser har typisk været lavintensive - maksimalt op til 30 min. intervention om dagen, men ofte kun enkelte behandlinger om ugen. Og interventionsperioderne har generelt været kortvarige – maksimalt op til 11 uger, men oftest i en kortere periode. Også selve interventionsformen har været meget varierende: brug af veste med vægt, gymnastikbolde at sidde eller balancere på, massage, gyngeture, sansestimulerende legetøj, børsteprogrammer samt kravle- og balanceøvelser – enten hver for sig eller i forskellige kombinationer.

Endelig har effektmålene være meget forskelligartede: selvstimulerende adfærd og andre former for stereotypier, selvskadende adfærd eller andre former for problemadfærd, opmærksomhed og koncentration, delt opmærksomhed m.v. Undersøgelsernes meget heterogene karakter – både når det gælder de konkrete teknikker, der er anvendt og effektmålene - gør det selvfølgelig umuligt at sammenligne resultaterne.

Af de 25 studier var der kun 3, som rapporterede om entydigt positive effekter, 8 studier resulterede i blandede effekter (dvs. positive effekter på nogle testområder men ingen effekt på andre), mens 14 studier var uden positive effekter. Mange af undersøgelserne – inklusiv de 3 med entydigt positive effekter – havde betydelige metodiske svagheder, og det svækker deres værdi. Konklusionen på reviewet er derfor, at der for øjeblikket ikke er evidens for brugen af sanseintegration i behandlingen af børn med autismespektrumforstyrrelser.

Forskergruppen gengiver i deres konklusion en mulig forklaring på, hvorfor sanseintegration ikke har de forventede effekter på børn med autisme. Forklaringen kan være, at sanseintegration i stedet for at mindske autistiske symptomer faktisk virker modsat. Behandling med sanseintegration kan nemlig fungere som en utilsigtet forstærkning af uønsket adfærd – fx stereotypier og problemadfærd. Når et barn med autisme bliver sansestimuleret i form af fysioterapeutisk behandling kan det producere uønsket adfærd – fx selvstimuleringer – som i selve behandlingen bliver forstærker af den opmærksomhed, som fysioterapeuten giver barnet og af selve behandlingen.

Samtidig med dette review – men uden sammenhæng – har den amerikanske forening af pædiatere - American Academy of Pediatrics – udsendt en faglig anbefaling, der også advarer imod brugen af sanseintegration til børn med adfærdsmæssige og udviklingsmæssig handicap – herunder autisme, ADHD samt angstforstyrrelser.

Foreningen skriver i deres anbefalinger, at forældre skal have information om, at den forskningsmæssige dokumentation for sanseintegrationsbehandlinger er begrænset og ikke entydig. Derfor anbefales det, at pædiatere med forældre diskuterer begrænsningerne i sanseintegration, og at man i første omgang kun giver behandling baseret på sanseintegration i en forsøgsperiode, hvor der tages data for at se, hvordan det individuelle barn responderer på denne form for behandling.

American Academy of Pediatrics. (2012). Sensory Integration Therapies for Children With Developmental and Behavioral Disorders. Pediatrics, 129 , 1186–1189. doi: 10.1542/peds.2012-0876

Ayres, A. J. (1972). Sensory integration and learning disorders. Los Angles: Western Psychological Services.

Lang, R., O’Reilly, M., Healy, O., Rispoli, M., Lydon, H., Streusand, W., . . . Giesbers, S. (2012). Sensory integration therapy for autism spectrum disorders: A systematic review. Research in Autism Spectrum Disorders, 6 (3), 1004-1018. doi: 10.1016/j.rasd.2012.01.006
Læs abstract på ABAforum.dk

Se ABAforums oversigt over reviews af behandlinger baseret på sanseintegration

 

Joi Bay /15.12.2012